Slagter savner hjælp til sine udfordrede praktikanter
Tommy Nørgaard tager gerne unge ufaglærte ind som praktikanter i sin slagterbutik, men han savner hjælp til at håndtere dem samtidig med sin virksomhed.
Hvor besværligt og dyrt skal det være at tage socialt ansvar?
Det spørgsmål stiller slagtermester Tommy Nørgaard i sin butik uden for Silkeborg. Han har taget udsatte unge til sig i sin forretning, men oplever, at der ikke er meget hjælp at hente i systemet til gengæld.
Mange af de unge har svært ved at tage en uddannelse og få en god start på voksenlivet.
- Det er autisme, ADHD, ADD og sådan nogle ting. Det er nogle helt konkrete ting, de døjer med, hvor de ikke passer ind på en normal arbejdsplads, fortæller Tommy Nørgaard.
Så gennem flere år har Tommy Nørgaard taget praktikanter ind fra blandt andet FGU, STU og Silkeborg Ungdomsskole. Men det kan være hårdt at være deres hjælpende hånd i livet.
- Jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvem jeg skal snakke med. Jeg kan ikke overskue det.
- Hvis en dreng kommer og siger til mig, at han har mistet sin far, så tager jeg det da ind, siger slagtermesteren.
Den tid, Tommy Nørgaard bruger på sine unge praktikanter, går i sidste ende ud over hans virksomheds økonomi, mener han.
- I januar i år prøvede vi af at køre uden "drengene". I den måned solgte vi meget mere i forhold til januar sidste år, fortæller han.
Har du selv gjort nok for at undersøge, om der er mulighed for at få vejledning selv?
- Nej, det har jeg jo nok ikke. Sæt lige mig foran en computer, ikke? Det er det samme som at sætte dig om og flå et dyr.
Tommy Nørgaards oplevelse af at stå med en for stor opgave er ikke unik. Sådan lyder det den selvejende organisation Cabi, der arbejder med, hvordan arbejdsmarkedet kan inkludere de unge.
- Vi oplever nogle virksomheder, der føler, at de står alene med opgaven, og faktisk gør rigtigt meget. De kunne godt have brug noget hjælp - bare en vejleder, en frivillig organisation eller andre, siger seniorkonsulent i Cabi, Jesper Pedersen.
I øjeblikket har Tommys Kødsalg fire unge praktikanter, og slagtermesteren agter da også at blive ved med at invitere ufaglærte indenfor.
Er fire unge måske en for stor håndfuld for dig? Kunne du ikke bare have taget en eller to ind, og så havde det været fint?
- Jamen hvem skal ellers tage dem? Så kan de bare gå på skolerne. Nogen må jo gøre noget, konstaterer Tommy Nørgaard.
Næstformanden i det ansvarlige udvalg i Silkeborg Kommune anerkender Tommy Nørgaards udfordringer og vil gerne i dialog med slagteren hurtigst muligt.
Men han ser ikke, at der grundlæggende er problemer med kommunens hjælp til erhvervsdrivende.
- Det drejer om at tale sammen og kommunikere på samme frekvens. Jeg synes, det er meget enkelt, at man griber knoglen en af nærmeste dage - og det skal jeg gerne stå i spidsen for - tager kontakt til Tommy, siger Lars Hedegaard (K), næstformand i arbejdsmarkedsudvalget i Silkeborg Kommune.
- Ikke fordi det er Tommy, men fordi vi er interesseret i at kommunikere med de virksomheder, vi har i kommunen, fortsætter han.
Læs også:
Så som du ser det, er det ikke strukturer, der skal laves om?
- Bestemt ikke. Bestemt ikke.
- Jeg er meget sikker på, at målsætningen for os alle er den samme. Medarbejdere, ledelse, arbejdsmarkedspolitiske udvalg og virksomhederne. Derfor kan og skal vi også finde en god løsning, siger Lars Hedegaard.