Succes med forsøg i Silkeborg: 25 får job eller uddannelse
25 ud af 50 personer er kommet i arbejde eller uddannelse efter forsøg
I Silkeborg har et projekt ved navn ’Vi vil mere’ skabt opsigt, fordi det har fået en stor del af de medvirkende deltager flyttet fra den offentlige ydelse, de har været på i lang tid, til et fast arbejde.
- Man føler sig meget mere værd, i stedet for at sidde derhjemme og kigge, for det gør også en masse ved ens selvtillid og selvværd, siger Camilla Vinkel, der har fået job gennem ordningen.
Ordningen har den funktion, at kontanthjælpsmodtagerne har en fast person, som derfor kender dem rigtig godt. 25 af de 50 deltagere, der har været med i forsøget, har fået et fast arbejde eller er kommet i uddannelse.
- Fordelen ved det her, det er jo, at de har en kontakt ind i kommunen, de kommer hjem til de her familier, og kommer til at kende den hverdag, de har, og det der gør sig gældende i den enkelte familie, siger projektleder for ’Vi vil mere’ i Silkeborg Kommune, Lone Vieland Mortensen.
Ordningen har fået ni millioner i støtte fra Arbejdsmarkedsstyrelsen. Tilskuddet stopper til nytår, men Silkeborg Kommune vil nu selv kaste nogle penge efter en lignende ordning.