Tæt på uforsvarligt: Flere millioner til ramt museum
Det var tæt på uforsvarligt at holde dele af Museum Jorn åbent, men nu ændrer en stor pose penge alt.
Smilene er store på Museum Jorn i Silkeborg for tiden.
Mandag sagde byrådet ja til at give 8,45 millioner kroner til at rette op på skader i museets bygninger.
Taget er nemlig utæt, og det har givet råd i konstruktionen i en sådan grad, at det på et tidspunkt ikke længere ville være forsvarligt at lade gæster komme ind, fortæller museumsdirektør Jacob Thage.
- Det er en meget vigtig beslutning, som vi er meget glade for. Det betyder, at det også fremover er muligt at holde museet åbent. Det var vi begyndt at blive i tvivl om, om vi kunne.
- Der var dele af rum og sale, som vi ikke kunne forsvare at holde åbent længere, siger han.
Kan gå hurtigt i gang
Tagproblemet har været politisk behandlet før, da der i 2019 blev gennemført en undersøgelse af bygningen. Det resulterede i et estimat for nødvendig renovering på 7.250.000 kroner.
Siden er skaderne på bygningen kun blevet værre, ligesom udgifterne til at sikre museets værdier ifølge forvaltningen er forhøjet.
Til gengæld betyder den aktuelle økonomiske situation, at det er nemmere at finde håndværkere til at gå i gang med renoveringen, end det havde været for kort tid siden.
Derfor forventer Jacob Thage også, at man allerede i januar vil kunne sætte håndværkerne i gang.
- Vi har stået klar i starthullerne, og vi har været heldige med, at det er nemmere at hyre håndværkere i dag end for et halvt år siden, siger Jacob Thage.
Første etape af renoveringen forventes at været færdig om tre måneder, og næste etape kommer til at tage omkring to måneder mere.