Der er kun ham og en guitar på den store scene. Men hvis nogen kan fylde en scene helt selv, er det Danmarks nationalskjald, Kim Larsen.
Strisserne kom, før vi ventede dem
Midt om natten
Så mig og min baby vi var på den igen
Midt om natten
Kim Larsen er måske alene på scenen, men han har verdens største kor. Tusindvis af stemmer synger med fra festivalpladsen.

Det er et magisk øjeblik og et helt særligt år.
I 2004 fejrer Danmarks Smukkeste Festival 25-års jubilæum, og arrangørerne er lykkes med et umuligt projekt og et logistisk puslespil fra en anden verden. Danmarks Smukkeste Koncert (vol. 1).

Det er Kim Larsens fortjeneste, at koncerten kan lade sig gøre. Han siger altid nej til at optræde, men også for ham er Smukfest noget ganske særligt.
Da han bliver spurgt, om han vil medvirke, lyder svaret:
- Der har altid været højt til loftet i Skanderborg, så det er der også herfra.
Kim Larsen vil ikke have penge for at optræde – kun en hakkebøf med bløde løg.
Da arrangørerne fortæller de andre kunstnere, at Kim Larsen er på, forsvinder tvivl og forbehold.
Danseorkesteret er der. Tøsedrengene er der. Østkyst Hustlers er der. OneTwo er der. Alle bands, der ikke har spillet sammen i flere år.

25 artister eller bands siger ja til at komme til Skanderborg for hver at spille ét nummer – et nummer fra hvert år, festivalen har eksisteret.
At Danmarks Smukkeste Koncert kan lade sig gøre, vidner om, at det ikke kun er publikum, der har stærke følelser for Smukfest. Det samme har de kunstnere, der har oplevet magien fra scenen.
Men sådan har det ikke altid været.

I dag er Smukfest en institution. Musikalsk og kulturelt. Men alle historier har en begyndelse, og historien om Smukfest starter tilbage i 1980.
At skabe en musikfestival i 1980 går imod alle samfundstendenser.
Arbejdsløsheden er rekordhøj, og det går faktisk lidt af H til i Danmark.

Det bliver ikke nemmere at banke en festival op, når man er 20 år og ingen penge har.
Dét er udgangspunktet. Fem unge gutter uden penge, der ikke rigtig ved, hvad de laver. Men de drømmer om musik og fest.

Folkene bag Smukfest, som i 1980 hed Skanderborg Musikfestival, har altid kæmpet mod oddsene. De har troet på, at umulige ting kunne lade sig gøre. De har kastet sig ud i det med hovedet først uden styrthjelm på.
Festivalens grundlægger, Jens Peter Andersen, er til dato stolt over, at han turde skrive til kommunen og søge tilladelse til at holde et ikke-politisk arrangement med musik i bøgeskoven.

Den første udgave af Skanderborg Musikfestival finder sted den 5. juli 1980. På en enkelt scene under nogle gamle, slidte presenninger.

Ét band bliver betalt for at spille – resten skal fx tømme toiletspande for at få lov til at optræde. Der er omkring 800 gæster, og festivalen giver et bragende underskud.
Her kunne historien slutte, men en lokal trykker sikrer festival to.
Trykkeren, Søren Bertelsen, har lavet festivalens programmer og plakater – og sagt ja til at blive betalt bagefter.
Istedet for at kræve sine penge, siger han: ”Så må I lave en festival til, så I kan tjene pengene hjem til mig".
Forude venter en helt afgørende tur til England.

I 1982 tager Jens Peter, der blot kalder sig JP, og en af de andre festivalarrangører, Henrik Ory, til London for at smage på den engelske musik.
De bor på et ungdomsherberg til 8 pund om dagen. En dag besøger de pubben The Hog in the Pound ved Oxford Street, og det besøg er helt afgørende for Smukfest.

JP og Henrik bliver stærkt fascinerede af livet på pubben. Forretningsfolk holder møde side om side med unge mennesker, der spiser fish and chips. Der er punkere, homoer, bedstemødre og alle derimellem.
Der er ikke forskel på høj eller lav.
På det tidspunkt spekulerer JP og de andre arrangører meget over, hvilken formel deres festival skal have, og livet på pubben bliver en rettesnor.

Skanderborg Musikfestival skal være mangfoldig, og der skal være musik for alle.
- Den dag i dag, når vi sidder og booker, sikrer vi, at der er noget for en enhver smag, siger Jens Peter Andersen.
Det er en formel, der gennem årene er blevet beskudt, nedsablet og latterliggjort.

Siden turen til Oxford i 1982 har festivalarrangørerne booket både smalt og bredt.
Det brede musikvalg kommer måske stærkest til udtryk i 2018, hvor Kendrick Lamar optræder på samme festival som Britney Spears.

JP arbejder efter mottoet: ”Give the people what they want”.
Hvad folket vil have er sjældent det samme, som kritikerne vil have. Medierne har gennem årene givet Smukfest flere tæsk end Rocky har fået i bokseringen.

Smukfest booker de forkerte kunstnere. Smukfest tager ingen chancer. Smukfest er bøvet og uden stil. Smukfest er for mainstream.
Han ved godt, det lyder arrogant, men kritikken preller fuldstændig af på JP.
- Den gode smag har altid været ærgerlig over den måde, vi booker på, siger han.
Én gang har JP og de andre festivalarrangører dog været nødt til at kigge indad.

80’ernes festival er præget af en løssluppen hippie-stemning, hvor blomsterpiger deler roser ud til gæsterne.
- Det var skide sjovt, og det var den tid, hvor patterne dansede frie i luften. Jeg tror nok, vi stod oppe på scenen og gav dem point, siger Sanne Salomonsen.

Festivalen vokser sig kun større, mere international og mere populær frem til midten af 1990’erne. Her begynder gæsterne at blive væk. Særligt de unge orker ikke mere af den før så potente cocktail af rock, blues og pop.
Det gør ondt på festivalarrangørerne. Det tvinger dem også til noget så ubehageligt som at se indad.

Den kollektive selvransagelse fører til, at arrangørerne ændrer fokus. De er nu omkring 40 år og kan ikke længere booke efter mavefornemmelsen. Et nyt fokus fødes: Hvem vil vi gerne have som publikum – og hvad vil det publikum gerne vil høre?
I 1998 vil publikum gerne høre Björk.

JP ringer til sangerens manager. Nej, det kan ikke lade sig gøre at få den islandske kunstner til Skanderborg.
Efter en længere snak frem og tilbage stiller JP det altafgørende spørgsmål: Hva’kostert?
- Så nævnte han bare et helt vanvittigt beløb, og så sagde jeg ”ja tak”, siger Jens Peter Andersen.
Han afslører af princip aldrig, hvad en kunstner eller et band har kostet. Men det anslås, at Björk har gjort et indhug i budgettet på omkring to millioner kroner i 1998.
Hun er til dato en af de dyreste artister, der har optrådt i Bøgeskoven.

Green Day og Run DMC fyrer den også af til festivalen i 1998. Musikbudgettet sætter ny rekord, men det er pengene værd.
1998 bliver et vendepunkt for den kriseramte festival, og arrangørerne har ikke siden glemt lærepengene fra halvfemserne.
Men nok om kunstnere og arrangører. De er jo kun en lille del af Smukfest.

C & C er ikke en anerkendt kvotient i klassisk matematik. Men de 14.000 frivillige, der hvert år gør Smukfest mulig, kender til den.
Formanden for Skanderborg Musikfestival, Poul Martin Bonde, har selv fundet på kvotienten. Han bruger den til at måle, hvor tilfredse de frivillige er med deres arbejde.
C & C er en forkortelse for Cocio & Cake. Jo flere kakaomælk og kagestykker, der indtages, desto større tilfredshed.

Kvotienten for 2018 ser ud som følger: 26.800 kagestykker : 23.000 Cocioer = 1,1652.
Konceptet skal naturligvis ikke tages alt for alvorligt, men Cocio er skovens hårdeste valuta i de seks uger, hvor de frivillige gør klar til folkefest.
I den periode lægger festivalens sande stjerner 34.000 kvadratmeter gulv og opsætter 55 kilometer hegn. De klargør 1500 toiletter, lejer over 350 telte, opstiller 200 boder og barer.

Samlet skal der 500.000 frivillige timer til at lave Smukfest. Det kræver mere end Cocio og kage.
Fællesskab.
Det er den udefinerbare, men fantastiske størrelse, der får de frivillige til at komme igen år efter år.

De er sammen om at skabe noget stort. De er fælles om at få noget til at gå op i en større enhed. De løfter i flok.
Ja, og så skulle man jo være et skarn, hvis man ikke sætter pris på hygge, positiv stemning og måske en enkelt øl eller to.

Det er ingen hemmelighed. Alle i Smukfest-organisationen er klar over det. Danmarks smukkeste frivillige er helt og aldeles uvurderlige. Det er dem, der er festivalens største stjerner.
Festivalens formand har, som sikkert hver eneste af de frivillige, også sine mange anekdoter fra festivalens lange historie.

Poul Martin Bonde har været en del af historien om Smukfest siden 1984. Gennem årene har han set og hørt lidt af hvert.
Han har også haft sit hoved inde i James Browns tørrehjelm.

Det sker, da ”the Godfather of Soul” i sommeren 1992 er hovednavn på festivalen. Danmark har lige vundet EM i fodbold, og der er hedebølge.
Ingen af delene gør formentlig indtryk på James Brown. Hans entré gør til gengæld stort indtryk på Poul Martin.

Den 59-årige soulstjerne ankommer i tre limousiner.
I den første limousine sidder James Brown og kone nummer tre (ud af fire), Adrienne Lois Rodriguez. I den anden sidder hans korsangere og crew.
I den tredje og sidste limousine er der en tørrehjelm.

Den bliver stillet op i en improviseret frisørsalon, så James Brown kan få sit hår til at sidde på den helt rigtige måde. Legenden vil vide, at Brown gik nærmest manisk op i at have et flot hår og pæne tænder.

I et stille øjeblik sniger Poul Martin og nogle andre gutter sig ind i James Browns lejr, hvor de hver især får taget et billede, mens de sidder inde under tørrehjelmen. Det billede, Poul Martin fik taget, findes desværre ikke mere.
En anden anekdote fra Poul Martin handler om den amerikanske rapper Coolio (ham med ”Gangsta’s Paradise”), der er på programmet i 1996.

Coolio er opvokset i en notorisk bydel i Los Angeles. Compton.
Bydelen er, som enhver filmnørd vil vide, nærmest synonym med ghettoliv, gangstere og drive by-skyderier. Det er et godt år, hvis kun 20 personer bliver dræbt.
Der er med andre ord langt mellem Compton og Skanderborg, og rapperen og hans crew oplever et decideret kultursammenstød i Bøgeskoven.

I 1996 står der stadig et træ midt på den ene Bøgescene, og det undrer og fascinerer Coolio. Han antager først, at der er tale om en kulisse, men efter en nærmere undersøgelse udbryder han: ”Man, it’s for real!”
Det spontane udbrud bliver mødt af latter.
Resten af koncerten joker Coolio løbende med træet, der får sin egen rolle i hans optræden.
Som en lille krølle kan det nævnes, at Meat Loafs manager i 1988 kræver træet fjernet. Meat Loaf er dog begejstret for træet og giver en koncert med 10 ekstra numre.

Apropos gode historier. Husker du, da kronprinsen i 2018 dukker op som uvildig dommer i en sangkonkurrence mellem Skanderborg Øst og Skanderborg Vest. Nephew står på scenen.
- Det var han frisk på. Jeg tror, han var i rigtig fint humør. Det var skide skægt, ganske enkelt. Jeg tror faktisk ikke, det kunne lade sig gøre så mange andre steder end i Skanderborg, siger forsanger for Nephew, Simon Kvamm.

Klokken slår og slår
tiden går og går
vi levede i går
tik tik
Jens Peter Andersen er rørt. Han er netop blevet spurgt, om Kim Larsen ville have spillet til 40-års jubilæet, hvis den store sangskriver stadig levede.
- 100 procent sikkert. Han ville optræde på Smukfest. Han var spillemand til sidste blodsdråbe, lyder svaret.

Kim Larsen er savnet. Men han er ikke længere nødvendig for at trække kunstnere til Danmarks Smukkeste Koncert. I år har flere på forhånd givet tilsagn om at deltage.
Det trækker nok ikke ned, at Vol. 1+2 er nogle af de mest sete livekoncerter i dansk tv-historie.

Vol. 3 kredser om de første 25 år i festivalens historie. Arrangørerne opgav at lave en koncert med 40 numre. Det var for meget af det gode.
Festivalgængere over en vis alder vil blive indhyllet i nostalgi. ”Buster", ”Jeg vil la' lyset brænde", ”Gi’ mig hva’ du har”, ”Den bedste tid”, "Love Is A Loser's Game", "Inderst Inde”.
Selv er JP meget glad for, at det er lykkes at få Sebastian med. Han var den eneste kunstner, der krævede overtalelse – til gengæld smed han en søndagskoncert oven i hatten, da han først sagde ja.
JP dit. JP dat. Det er lidt svært at komme udenom JP.

Jens Peter Andersen har grundlagt Smukfest. Han har investeret flest timer i projektet. Der er ikke nogen opgave i festivalens historie, han ikke har udført.
I dag er han kun programchef med en mailindbakke, der er åben 24 timer i døgnet.
- Jeg tør slet ikke tænke på, hvor ringe det ville være, hvis jeg fik lov til at bestemme alting, siger han.

Man skal vride armen om på ham. JP, altså. Han er virkelig ikke meget for det. At give sig selv credit for sin enorme rolle i det, Skanderborg Musikfestival i dag er blevet til.
Og det er helt i ånd med grundtanken bag Smukfest. Et år stod der ”Jeg skaber Danmarks Smukkeste Festival” på den t-shirt, de frivillige får.
Det var ærlig ment. Festivalen er noget så utidigt som et kollektiv.

- Hvis man gerne vil være sikker på at komme med til den gode fest, skal man bare lave den selv.
Det er en sætning, Jens Peter Andersen holder af. Han ved om nogen, hvad han snakker om.
Og sikke en fest, det er blevet til.

50.000 mennesker vil i år boltre sig under bøgetræerne.
Der er sket meget, siden 5 unge gutter i 1980'erne skrev en formålsparagraf om at afholde en "helt særlig, smuk festival i fællesskabets, kærlighedens og samværets ånd".
Til gengæld har den ånd gennemsyret hver eneste festival siden den allerførste.
Af samme grund føles alt muligt i Bøgeskoven. Her lever magien. Her blomstrer kærligheden.