Bil bragede ind i plejehjem - nu hylder politiet to hurtige borgere
To mænd har fået en dusør af Sydøstjyllands Politi efter de tidligere på året reddede en ældre mand, der var kommet til at køre ind i et plejehjem.
Man kan vist roligt sige, at Espen Cramer Korsvolds arbejdsdag den 2. juni i år udviklede sig noget anderledes end den plejer.
Han stod på sit kontor, da han hørte et stort brag.
Han er teamleder for akutteam og natsygeplejen hos Skanderborg Kommune, og arbejder i en bygning, som hører til Plejecentret Kildegården.
- Der var fyldt med støv på gangen, og så åbnede jeg en dør, og så kom der en medarbejder ud, der var fyldt med støv, fortæller han til TV2 ØSTJYLLAND.
Inde i lokalet, der normalt fungerer som demenscafé, var en bil braget igennem muren, og lokalet var fyld med støv og varmt vand og damp fra en radiator, der var blevet revet ud af væggen.
- Jeg kunne ikke se personen i bilen, men jeg tænkte, at den måtte have fået et ildebefindende eller et hjertestop, fortæller Espen Cramer Korsvold.
Ville huset styrte sammen?
Han kunne ikke komme igennem lokalet, fordi det var oversprøjtet med varmt vand, og derfor løb han rundt om bygningen.
Her så han, at manden var i live, men han kunne ikke komme ind til ham gennem fordøren i bilen, da det væltede ned med brandvarmt vand over bilen.
- Så jeg kravlede ind gennem bagagerummet, og bilen lavede stadig hjulspind, så jeg sagde til manden, at han skulle slippe speederen, forklarer Espen Cramer Korsvold.
- Så slog jeg forsædet lidt ned og fik ham om bag på bagsædet. Så kom der et ordentlig brag, og noget faldt ned på bilen. Jeg var bange for, at hele huset, hvor der både er overetage og kælder, skulle styrte sammen. Så jeg trak ham hurtigt ud af bilen.
Samtidig sprøjtede hans kollega med en brandslange på motoren for at undgå, at der gik ild i bilen.
- Vi skulle jo bare have ham ud. Vi var bange for, at han ville blive brændt eller huset ville styrte sammen, fortæller Espen Cramer Korsvold.
De reddede føreren
Ingen kom alvorligt til skade, og det havde Espen og hans kollega Peter en stor fortjeneste for. Det mener Sydøstjyllands Politi, der nu hylder dem for deres indsats med en dusør på 1500 kroner hver.
- Det, Peter og Espen gjorde i situationen var afgørende for, at bilen ikke brød i brand og for at føreren af bilen blev reddet. De handlede resolut, velovervejet og udviste ekstraordinært initiativ. Rigtig godt gået! skriver Sydøstjyllands Politi på Facebook.
For Espen Cramer Korsvold betyder anerkendelsen fra politiet rigtig meget.
- Jeg blev faktisk rørt. Det, at de har øje for os andre og overskud til det, det siger meget om dem, og det er fedt. De får tit "tæsk", men at de har tid til at belønne os andre. Det er imponerende, siger Espen Cramer Korsvold
Manden, der kørte ind i bygningen, var dagsbruger af plejecentret, og fejlen skete, da han kom til at trykke på speederen frem for bremsen ud for plejecentret.
Hverken han eller andre kom alvorligt til skade ved ulykken.