Er de ægte? Se Tinas flotte papirblomster
Påskeliljer, vintergækker og tulipaner. Det er næsten ikke til at se, at Tina Krøyers blomster er foldet af papir.
Tina Krøyer fra Stjær kan trylle. I hvert fald kan hun få crepet papir foldet til at ligne ægte blomster.
- Hver eneste gang, jeg går forbi en blomsterhandel eller en blomstermark, kan jeg slet ikke lade være med at tænke over, hvordan jeg kan lave den her blomst af papir, siger papirkunstneren.
I folkeskolens formningstimer lærte hun at folde crepeblomster, blandt andet påskeliljer, og da hun mange år senere i London stødte på en bog om crepeblomster, blev barndomsmindet vakt til live.
- Der gik ikke lang tid, før jeg var meget bidt af det, og jeg fandt ud af, at jeg kunne lave meget mere end påskeliljer, og så var jeg faldet i gryden – og jeg er der faktisk lidt endnu, siger Tina Krøyer.
Tina Krøyer er uddannet i tøjbranchen og har i mange år undervist i kreative fag.
Samtidig har hun altid syslet med lidt kreative projekter. I perioder har det været hækling, til andre tider strikning, tegning og andre sager, fortæller Tina Krøyer.
- Det kan være alt muligt, og sådan har hele mit liv været. Jeg har jo levet af kreativiteten i hele mit liv, så det ligger mig ikke fjernt, fortæller Tina Krøyer, som for få år siden havde papirnusseriet for sig selv. Nu har mange andre fanget interessen.
- Nu skal jeg love for, at jeg ikke er den eneste længere, og der er nogen, der er rigtig dygtige, og det er rigtig dejligt.
Efterhånden havde Tina Krøyer gjort sig så mange erfaringer med papirfolderiet, at hun udgav sine opskrifter i en bog. I første omgang dog i et forsigtigt oplag på 200 eksemplarer.
Siden er flere oplag kommet til, og opskriftsbogen er blandt andet at finde på biblioteker.
Sideløbende har hun vist sine blomster frem på Instagram, og det fik flere til at spørge, hvor de kunne købe det kraftige italienske papir, hun folder blomsterne af.
Nu er hun lagerførende i 40 farver italiensk crepepapir, som hun sælger fra garagen i Stjær.
- Det var egentlig overhovedet ikke meningen, men sådan gik det, siger Tina Krøyer, der sælger papiret gennem sit firma Krøyers Kvarter.
- Jeg har fået rigtig mange appelsiner plasket ned i min turban, som jeg ikke havde forestillet mig, og det er ligesom at have fået en lille gave. Og det hele gør jeg, fordi det er sjovt, understreger Tina Krøyer.
Tina Krøyer kan kun opfordre alle andre til at bruge deres kreative evner.
- Har du en hobby, du rigtig gerne vil bruge tid på, men ikke rigtig synes, du har tid, så gør det alligevel. Lad opvasken stå og gå i gang med, hvad end det er, siger Tina Krøyer og uddyber.
- Glem alt om det færdige produkt, men husk at være inde i processen. Det er der, man får det godt. Hvad du end gør, får du det godt af det, siger den kreative sjæl fra Stjær.
Se hele indslaget her: