Eksperter afviser forklaring på video - giver nyt bud
Forklaring på masser af fjæsinger i Ebeltoft Havn er ikke iltsvind, mener eksperter. De bliver bare flere og flere.
Horder af den giftige fisk fjæsing har indtaget Ebeltoft Havn i øjeblikket.
Forleden skrev TV2 Østjylland om de mange fisk, og her lød forklaringen, at den mest sandsynlige årsag på de mange fjæsinger er begyndende iltsvind.
Den vurdering er der andre eksperter, som ikke er enige i, skriver Videnskab.dk nu.
Faktisk er Henrik Carl, forskningsmedarbejder ved Statens Naturhistoriske Museum, helt sikker på, at det ikke er derfor, der er fjæsing-forsamling i Ebeltoft Havns "øvre vandlag".
Han mener derimod, at de mange fisk svømmer op til overfladen for enten at søge føde eller for at gyde, og han bakkes i artiklen op af Rune Kristiansen, der er kurator og biolog ved Kattegatcentret i Grenaa.
- Hvis der var tale om iltsvind, ville fiskene for det første se lidende ud, og for det andet ville der være flere fisk, søstjerner og krabber, som normalt lever på bunden, i overfladen, siger han til Videnskab.dk.
Er vild med varmere vejr
Henrik Carl mener i øvrigt slet ikke, at fænomenet er hverken nyt eller usædvanligt. Der er nemlig kommet mange flere fjæsinger til siden årtusindskiftet.
Ifølge Rune Kristiansen skyldes det blandt andet, at der ikke er så mange af de store rovfisk tilbage. Vejret spiller også en rolle.
- Der er ingen tvivl om, at de kan lide varmt vejr, så klimaforandringer taler til deres fordel, siger han.
Den dårlige torskebestand betyder, at der er færre af dem til at tage fjæsingerne, og det giver dem bedre vilkår og betingelser for at vokse i antal.
Vil man sænke bestanden, så handler det om, at man kommer i gang med at fiske efter dem. Og selvom fjæsingens pigge er giftige for mennesker, så er den ifølge Henrik Carl en glimrende spisefisk.
- Hvis man som almindelig dansker vil gøre noget, så skal man købe fjæsing, når den er der, konstaterer han.