Hundeposer, Gammel Dansk og en ble med tis: Campingplads samler 113 kilo skrald på få timer
I denne uge afholder Danmarks Naturfredningsforening deres årlige affaldsindsamling, og rekordmange har valgt at deltage.
Man tror næsten, der er løgn. Men den er god nok.
På få timer samlede ansatte og gæster fra DCU Camping i Ebeltoft lørdag 113 kilo affald i alt, heraf 40 kilo plastik og to kilo hundelort.
- Jeg synes, det ser træls ud, og det er ikke godt, at dyrene går og spiser cigaretskodder - eller at børn samler affald op. Det passer sig ikke, at det skal ligge og flyde, lyder det fra deltager Mette Borgstrøm Jensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Hun fandt lidt af hvert på sin vej.
- Jeg fandt rigtig meget plastik, få mundbind og en masse cigaretskodder. Derudover fandt jeg valgplakater, og det mærkeligste var nok en ble - med tis i.
Hun fandt også omkring 20 små flasker Gammel Dansk og poser med hundelort.
Læs også:
Det var campingpladsen, der havde taget initiativet i anledning af den årlige affaldsindsamling, som Danmarks Naturfredningsforening står bag.
- Når vores gæster kommer kørende her uden for campingpladsen, er affald noget af det første, som de ser, så det er mega godt, hvis vi kan få fjernet det, siger Tina Louise Reuther fra DCU Mols Camping til TV2 ØSTJYLLAND.
Hun mener, at det kommer alle til gode at bidrage med affaldsindsamlingen. Og måske har flere haft den tanke i år.
Mere ude i naturen under corona
2200 foreninger, privatpersoner og virksomheder har meldt, at de har arrangeret en indsamling i løbet af weekenden. Og det er rekordmange.
Den hidtidige rekord er 1350 i 2019.
De 2200 dækker over antallet af arrangementer, hvor eksempelvis en løbeklub kan have inviteret alle sine medlemmer. På tværs af alle tilmeldte arrangementer forventes op mod 42.000 personer at deltage i løbet af weekenden, oplyser Naturfredningsforeningen.
- Vi er helt overvældet glade over den store opbakning, der er, siger Lars Midtiby, direktør i Danmarks Naturfredningsforening.
- Det skyldes måske, at så mange under corona har været mere ude i naturen og har haft masser gode oplevelser, men hvor de også har set, at der ligger for meget affald og flyder, som de gerne vil bidrage til at gøre noget ved, siger han.
Og det er i særdeleshed privatpersoner, der fylder i stigningen. Tre gange så mange privatpersoner som i 2019 har i år meldt, at de har arrangeret en indsamling til foreningen.
Fokus på takeaway-emballage
I løbet af ugen har omkring 143.000 børn fra landets skoler og institutioner samlet affald.
I år fokuserer foreningen på emballage fra takeaway, der er havnet i naturen. Der er nemlig sket et boom i salget af takeaway under coronakrisen, hvor restauranter i lange perioder har været lukket, oplyser den.
Naturfredningsforeningen har tre hovedformål ved arrangementet: At få forårsrengjort Danmark, skærpe opmærksomheden over for affaldsproblemet og skabe incitament til at få genbrugt mere affald.
- Danmark er noget nær europamestre i at producere affald. Vi skal blive bedre til at genbruge og genanvende - også når det gælder emballage, hvor for meget bliver brugt en enkel gang og derefter smidt ud, siger Lars Midtiby.