Hunden Pablo: Muligvis stjålet til videresalg
Hunden Pablo blev fundet mandag hos tyvene i Sabro med fjernet chip og malet mørkere. Hundetræningscenteret tror, at tyvene ville sælge Pablo
Narkohunden Pablo, som til daglig arbejder for Air Force Training Centers hundetræningscenter, blev søndag fundet i en bolig i Sabro udenfor Aarhus, efter den var blevet stjålet for anden gang indenfor kort tid.
To mænd på henholdsvis 17 og 21 år bliver sigtet for tyveri af hunden, efter de brød ind i hundegården, stjal Pablo, farvede hunden mørkere og skar chippen ud.
Den måde, som tyveriet blev begået på, og med tanker på, hvilken slags hund Pablo er, mener de på Forsvarets hundetræningscenter, AFTC, at tyvene havde videresalg i tankerne.
- Jeg kan ikke se andet end, at det måske var til videresalg, siger Heine Andersen, sektionschef hos AFTC.
Han tror nemlig ikke, at tyvene havde den indsigt, som det kræver at kunne bruge hunden til det, som den er trænet til.
- Evnerne som hunden har, det er et meget tæt samarbejde mellem føreren og hunden, hvor hundeføreren skal kunne aflæse de signaler, hunden giver. Det er ikke noget enhver kan lære, heller ikke selvom, man har indsigt i, hvordan en hund reagerer, siger Heine Andersen.
Læs også:
For at Pablo ikke bliver stjålet igen, skal hunden sove indenfor i den kommende periode hos sin hundefører Michael Johansen.