Lene sælger mink-elastikker: De er opkaldt efter statsministeren
En butiksejer har opkaldt sine mink-elastikker og nøgleringe efter statsminister Mette Frederiksen og Barbara Bertelsen.
Det er langt fra alle, der har glemt, da statsministeren Mette Frederiksen (S) for fire år siden beordrede, at alle danske mink skulle aflives.
I skindbutikken Freja Skind midt på gågaden i Silkeborg spreder der sig således stadig gode grin over de pelsede produkter, der står på disken.
De er nemlig opkaldt efter nogle af hovedpersonerne i mink-sagen, som den kom til at hedde.
- Her på disken står en kasse med mink-elastikker, jeg har kaldt for 'model Mette' efter statsministeren, og en anden kasse med mink-nøgleringe, som kaldes 'model Barbara B.' efter departementschefen (Barbara Bertelsen, red.). Folk griner af det, og synes, det er alletiders, fortæller butiksejeren Lene Darilmaz til TV Midtvest.
Det mink-erhvervet blev lukket i 2020, besluttede hun, at hun hellere måtte slå til og købe et stort lager ind til sin butik.
- Jeg tænkte, at jeg var nødt til at have alt det, der var tilbage. Så jeg skyndte mig at få fat i elastikker og nøgleringe. Dyrene var jo døde, og skindet var der, så hvorfor skulle det ikke bruges? Så jeg købte det hjem til butikken, fortæller hun.
Ifølge Lene Darilmaz har alle hendes kunders reaktioner været positive.
- Vi oplever ikke, at folk føler sig provokeret af det. I stedet griner mange af kunderne over det, siger hun og understreger, at det dog ikke er de produkter, der får butikken til at køre rundt.
Når de sidste mink-elastikker og nøgleringe er solgt, vil du så skaffe nye hjem?
- Når de er solgt, så er det dét. Men det kan være, der kommer et nyt, sjovt tiltag. Det hele drejer sig om, at folk skal have et smil på læben, når de går fra butikken. Det er det vigtigste i min branche, siger Lene Darilmaz, der har drevet Freja Skind siden 1986.