100.000 har besøgt Den Genfundne Bro
Torsdag runder Den Genfundne Bro ved Vestbirk et besøgstal på 100.000
Det reelle antal gæster på broen, der er blevet en af kommunens største turistattraktioner, er imidlertid langt større.
Den Genfundne Bro blev indviet i december 2015, men Horsens Kommune fik først opstillet en tæller ved broen for et år siden.
Siden åbningen er antallet af gæster steget støt. I sidste uge besøgte 1800 flere mennesker broen, end tilfældet var sidste år på samme tid. Det svarer til en stigning på 75 procent.
- Da vi indviede broen, regnede vi med, at besøgstallet ville klinge lidt af med tiden eller i bedste fald holde sig stabilt. Men det stik modsatte er sket. I sommerferieugerne har 13 procent flere gæster nemlig besøgt broen i forhold til samme uger sidste år, siger Tony Bygballe fra Horsens Kommune i en pressemeddelelse.
Torsdag vil Horsens-borgmester Peter Sørensen, (S), overrække gæst nr. 100.000 en buket blomster.