- Det er fuldstændig galimatias, at de læger har den magt, siger sygdomsramt kvinde
Siden 2018 har læger som et forsøg kunnet udskrive medicinsk cannabis til patienter. Men lægerne er alt for forsigtige, siger kritikere.
Som fast bruger demonstrerer Helle Vind Andersen gerne, hvordan hun indtager medicinsk cannabis.
En sprøjte med en flydende sort væske sprøjtes ind i munden. Lige under tungen.
- Sådan, udbryder hun og smiler.
Helle Vind Andersen, der er bosiddende i Gedved, tager cannabissen for at dulme ubehag fra sin leddegigt, men hvor hun får det fra, vil hun ikke oplyse. Kun, at det sker ad illegal vej. For hendes læge vil ikke udskrive det.
- Jeg synes, det er fuldstændig galimatias, at de læger har den magt, at de kan sige: "Jeg vil ikke", siger hun.
Læger er forsigtige
Et flertal i Folketinget gav i 2018 de praktiserende læger mulighed for – på forsøgsbasis – at ordinere medicinsk cannabis til deres patienter på linje med anden medicin.
Men Helle Vind Andersen er blandt de patienter, som ikke har kunnet få sin læge til at udskrive en recept.
Overlæge på Rigshospitalets skleroseafdeling Morten Blinkenberg tager ikke stilling til, om det er galimatias, men han ser klart et problem med at for få patienter får adgang til den nye medicin.
- Mange læger er for forsigtige i tilgangen til medicinsk cannabis. De har ikke erfaringen med det, siger han.
Morten Blinkenberg er også stærkt kritisk over, at forsøgene med medicinsk cannabis, der blev sat i gang i 2018, stadig ikke har ført til nogen konklusion.
- Forsøgsordningen var slet ikke berammet til at vare seks år, som der er gået nu, siger overlægen til TV 2.
Ordningen var nemlig oprindeligt sat til at udløbe i 2021. Men på det tidspunkt blev det politisk besluttet at forlænge forsøget i fire år.
Sidste år gik en arbejdsgruppe dog i gang med at udarbejde en evalueringsrapport, og Morten Blinkenberg er blandt dem, der for længst er kommet med input. Men rapporten er stadig ikke udkommet.
- Det er efterhånden et år siden, den skulle have været på bordet. Det er alt for langsommeligt, siger han.
Ikke galimatias, at læger har magt
Skulle nogen spørge Helle Vind Andersen om hendes erfaringer med medicinsk cannabis, er hendes tommelfinger klart vendt opad.
- Det virker jo. Jeg har det 100 procent bedre, siger hun.
Hos Dansk Selskab for Almen Medicin, som er lægernes faglige organisation, afviser man dog al snak om galimatias, bare fordi man ikke udskriver medicinsk cannabis i stor stil til patienterne.
- Det er et produkt, der potentielt er afhængighedsskabende. Vi har brug for fagligt funderede retningslinjer, og det foreligger ikke på det her område, siger Maria Krüger, der er formand for foreningens hovedstadsafdeling.
Hun er selv læge i en lægepraksis i København, hvor man har udskrevet medicinsk cannabis til enkelte patienter.
- I vores klinik har vi udskrevet det til tre patienter, og der var ikke nogen, der havde effekt af det, forklarer Maria Krüger.
Hos Dansk Selskab for Almen Medicin mener man i det hele taget, at der er al for meget usikkerhed om medicinsk cannabis. Herunder om gravide må få det, og hvordan man håndterer, hvis brugere ryger ind i politikontrol og bliver målt for at have narko i blodet. Noget, der i princippet kan bringe kørekortet i fare.
Hun giver heller ikke meget for kritikken af, at lægerne besidder for stor magt, fordi de kan afgøre, om patienterne må få medicinsk cannabis på legal vis.
- Det kan man jo sige om alle lægemidler. Vi udskriver jo heller ikke sovemidler, bare fordi folk vil have det, siger hun.
Minister afventer
Men på Rigshospitalet fastholder Morten Blinkenberg sin kritik.
Han henholder sig til, at en del patienter i stedet skaffer cannabissen ad illegal vej.
- Det er virkelig negativt, at vores patienter skal kriminaliseres for at få noget, som kan dæmpe deres symptomer, siger han.
På Christiansborg siger sundhedsminister Sophie Løhde (V), at hun ikke vil gøre noget nu, men at der vil blive fulgt op på forsøgsordningen i begyndelsen af 2025.