Det kølige sommervejr er tilbage
Slut med strandvejret for denne omgang – Vestenvinden har igen taget styring.
Efter en weekend med to sommerdage er vi tilbage på det kendte spor for denne sommer. Det kølige, blæsende vejr med lidt regn. Det fortæller meteorolog ved TV 2 Vejret Andreas Nyholm:
- Mange kan nok godt bruge noget mere af sommervarmen fra weekenden, men det er slut for denne omgang. Vi er tilbage på det julivejr, vi kender.
Mandagen starter lidt gråt, men overvejende tørt. I løbet af dagen vil det lysne lidt, og temperaturen vil sidst på eftermiddagen komme op på 17 til 20 grader. Vinden vil være jævn til hård.
Femdøgnsskemaet for de kommende dage peger heller ikke på flere strandture foreløbig.
Det er samme vejrtype, der fortsætter med temperaturer på under eller måske lige op på 20 grader og mulighed for regn nogle af dagene.
Det kølige, lidt våde vejr i juli kommer generelt ind fra Nordsøen med vestenvinden. I weekenden fik vi imidlertid kortvarigt varmen op fra sydligere himmelstrøg.
Bornholm ligger vejrmæssigt lidt for sig selv i dag. Her får man fortsat glæde af den varmere vind fra syd, som gav det gode vejr over resten af landet i weekenden.
- Der vil være sommerfornemmelser over Bornholm, hvor der vil være 23-24 grader her til formiddag, siger Andreas Nyholm.
Selvom weekenden bød på to sommerdage med en temperatur på mindst 25 grader, ser juli ud til at blive den koldeste i 40 år.