Rekord i østjyske havne: Aldrig før har så mange både lagt til

Der bliver for tiden slået rekorder for antal både i flere østjyske havne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
VIDEO: Ifølge tal fra Danmarks Statistik har der været 43 procent flere overnatninger i de østjyske havne i maj måned i forhold til sidste år.

I havnene rundt omkring i Østjylland er der i øjeblikket godt fyldt op ved kajen.

I Norsminde var der i går dobbelt så mange både inde som i samme uge sidste år. På Endelave måtte 25 både i nat tage til takke med at ligge for anker, fordi der ikke kunne klemmes flere ind i havnen.

Og med 108 overnattende både i Hou Havn i nat, er der sat ny rekord for havnen.

- Det er jo rigtig dejligt at se. Det er rigtig positivt. Det er sommerferie, og det er glade mennesker, der er her, fortæller Anders Roed, havnefoged i Hou Lystbådehavn.

Anders Roed, havnefoged i Hou Lystbådehavn, glæder sig over de mange gæster i havnen denne sommer.

Tidligt op for at få en plads

Ifølge tal fra Danmarks Statistik har der været 43 procent flere overnatninger i de østjyske havne i maj måned i forhold til sidste år.

Det mærker de rutinerede sejlere tydeligt:

Det er nok det højeste tryk, vi har set. Der er proppet i samtlige havne.
Erik Vangsgaard, Aarhus

- Det er nok det højeste tryk, vi har set. Der er proppet i samtlige havne, fortæller Erik Vangsgaard fra Aarhus.

Derfor handler det om at komme tidligt ud af fjerene, hvis man vil have en plads:

- Vi har været her en gang før for en tre år siden, og der var det rimelig nemt at få en plads. Men man mærker tydeligt, at der er godt gang i bådsalget, siger Karsten Laursen fra Roskilde.

Bådene må ligge tæt i nogle af de østjyske havne.

Det er dog ikke alle havne i Østjylland, der er lige meget pres på. På Samsø i Ballen Havn er antallet af både uændret sammenlignet med tidligere somre, mens havnen på Anholt har oplevet en tilbagegang på omkring 15-20 procent.

Det skyldes ifølge havnefogeden, at det har blæst meget, og at Anholt ligger midt i Kattegat, hvilket gør det mere tiltrækkende for sejlbåde at vælge en havn tættere på fastlandet.

VIDEO: Et hus på hjul med egen motor er tilsyneladende tillokkende for mange østjyder. Salget af autocampere er i hvert fald eksploderet i år. Se indslaget fra den 10. juli her.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her