Donutkæden Bronuts går konkurs

I sit første regnskabsår indkasserede Bronuts ellers et overskud på 2,8 millioner kroner.

Udgivet Opdateret
Den første Bronuts-butik blev åbnet i Åbyhøj i august 2019. Foto: Stine Rasmussen / Ritzau Scanpix

Den landsdækkende donutkæde Bronuts er fredag taget under konkursbehandling.

Det skriver Finans på baggrund af en pressemeddelelse fra selskabet.

Kæden blev stiftet af youtuberne Ninos Oraha og Türker Alici, der begge er kendt fra Robinson Ekspeditionen. De åbnede den første butik i forstaden Åbyhøj ved Aarhus i august 2019.

- Vi er naturligvis meget kede af, at vi er nået hertil. Vi har lagt meget energi og passion i vores forretning, og vi håber på det bedste udfald for alle parter - særligt vores medarbejdere, siger Türker Alici og Ninos Oraha i pressemeddelelsen.

En af selskabets investorer er Cult-grundlæggeren Brian Sørensen. Sammen med hans partner Brian Kirkegaard ejer de en tredjedel af donutkæden.

Stifterne forsøger nu at ”redde værdier og arbejdspladser”.

Coronakrise giver ”markant nedgang”

I sit første regnskabsår indkasserede Bronuts et overskud på 2,8 millioner kroner.

Kæden udvidede og havde butikker i København, Valby, Næstved, Aarhus, Aalborg, Odense, Horsens, Herning, Kolding og Esbjerg.

Ifølge Finans oplyser Türker Alici og Ninos Oraha, at selskabet oplevede en markant nedgang i omsætningen i 2021.

Det skyldes ændrede forbrugeradfærd under coronapandemien, hvilket har betydet, at ledelsen har set sig nødsaget til at indlevere en konkursbegæring.

TV 2 forsøger at få en uddybende kommentar fra Türker Alici og Ninos Oraha.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her