Indsamling stak af, da Chris Anker-maleri ramte skærmen
Over en tredjedel af alle donationer til Chris Anker Sørensens familie og Børn, Unge & Sorg er faldet i forbindelse med Tour de France.
Den seneste uge har overgået alle forventninger blandt initiativtagerne til en indsamling i Chris Anker Sørensens navn.
Donationerne er således væltet ind, siden et enormt maleri af den afdøde cykelrytter, -ekspert og familiefar blev afsløret i programmet Hele Danmarks Chris Anker. I alt er over en tredjedel af alle donationer givet i løbet af den seneste uge.
- Det begyndte som en drøm om at hjælpe en familie i nød, der havde mistet en far, en husbond og en forsørger. Det har været rørende at være med til lige fra starten, men vi kan virkelig mærke, at det peaker lige nu, fortæller Kim Sivert Jensen til TV 2 SPORT.
Han er en af initiativtagerne til indsamlingen, der kører mellem 26. februar og 5. september 2022, hvor Chris Anker Sørensen kunne have fyldt 38 år.
Mindet under Tour de France
Chris Anker Sørensen omkom 18. september 2021 i en trafikulykke i forbindelse med VM i cykling. Han var gift og far til to piger, som initiativtagerne til indsamlingen ønskede at hjælpe økonomisk. Men tilslutningen har været så stor, at de sammen med Chris Ankers hustru har sat et loft på 500.000 kroner.
Alt derover, og det er efterhånden langt størstedelen af det indsamlede beløb, går til organisationen Børn, Unge & Sorg. I skrivende stund er der indsamlet mere end 1.4 millioner.
- Fokus har været på Chris’ familie, men efter et møde med Børn, Unge og Sorg fandt vi ud, hvor meget sådan en forening kan bruge en hjælpende hånd også. Det er virkelig en vigtig sag, siger Kim Sivert Jensen.
Forlænger samtalerne
Ud over den økonomiske håndsrækning til familien har målet med indsamlingen været at forlænge samtalerne om Chris Anker Sørensen. Dette kulminerede også i forbindelse med Tour de France-starten i Danmark, da det enorme maleri i Holbæk blev vist på det internationale tv-signal.
Denne eksponering har også skabt interesse uden for Danmark, hvor mindet om Chris Anker Sørensen lever videre hos blandt andre Bradley Wiggins, der vandt Tour de France i 2012, hvor Chris Anker Sørensen blev hyldet som Tourens mest angrebsivrige rytter.
- Jeg blev meget trist, da jeg hørte om ulykken med Chris. Han var en stor og vigtig karakter i cykelsporten - ikke kun som cykelrytter, men også som kommentator. Jeg husker glædeligt tilbage på de mange transfers under Touren som reporter for Eurosport, hvor jeg mødte ham, Brian Nygaard og Rolf Sørensen på McDonalds og franske tankstationer.
- Det rørte mig meget at se hans ansigt på de danske landeveje under Touren, siger Bradley Wiggins til indsamlingens Instagram-side.