Krav om mundbind bekymrer: - Et spørgsmål om tid, før nogen bliver slået ned
I værste fald kan det nye påbud ende i, at buschauffører bliver overfaldet, mener 3F.
Rejsende med Aarhus' offentlige trafik skal fremover bære mundbind.
Det dikterer et nyt påbud fra Sundhedsministeriet, som er bekymret over den stigende smitte i Aarhus, der har sendt flere buschauffører i karantæne.
Ifølge sundhedsminister Magnus Heunicke (S) vil kontrollen med påbuddet om brug af mundbind fungere ligesom billetkontrollen – der vil dog ikke være nogen bødekonsekvens, hvis man forbryder sig mod de nye regler.
Og det undrer buschaufførernes fagforening, siger forhandlingssekretær for busområdet i 3F Transport, Kim Poder.
- Det giver ingen mening. Jeg frygter, at ingen følger reglerne, hvis der ikke er nogle konsekvenser, siger han.
Manglende bøde kan betyde ingen håndhævelse
Den manglende bøde som konsekvens af at bryde påbuddet gør Kim Poder nervøs for, om en effektiv håndhævelse kan finde sted.
For når det gælder eksempelvis billetkontrol, så er det normal procedure for en buschauffør blot at acceptere, hvis en passager nægter at købe billet, og derefter fortsætte ruten.
Chaufføren informerer passageren om, at det er et krav, og de kan få en bøde, men smider ikke vedkommende ud af bussen.
Derfor forestiller Kim Poder sig også, at der vil opstå flere situationer, hvor buschaufførerne blot må acceptere, at folk ikke følger påbuddet.
- Chaufføren må bare gøre opmærksom på, at man skal bære mundbind, og så ikke gøre mere. De skal jo ikke i konfrontation med passagererne. Jeg håber, at trafikselskaberne lægger en plan for, hvordan det skal fungere i praksis.
Frygt for coronavirus skaber sygemeldinger
En større gruppe buschauffører er lige nu sygemeldt af frygt for at blive smittet med coronavirus, da chaufførerne selv er i risikogruppen. Det forklarer Kim Poder, der mener, at det er en meget ærgerlig situation.
For buschaufførerne kan beskytte sig nok så meget, men det ændrer ikke på noget, hvis passagererne ikke gør det samme, mener han.
Derfor er han positivt indstillet overfor et krav om mundbind i den offentlige trafik, men forstår ikke den måde, man har indrettet det nuværende påbud.
- Hvis chaufførerne ovenikøbet skal kontrollere mundbind, kan det betyde, at der kommer flere konfrontationer mellem chauffør og passager, der kan ende i vold.
Ifølge Kim Poder er det et spørgsmål om tid, før en buschauffør bliver "slået ned", som han udtrykker det, hvis kontrol af mundbind skal ligestilles med kontrol af billet.
- Folk har accepteret, at man betaler for billetter for at køre med bussen, men de har ikke accepteret, at man skal bære mundbind, fortsætter han.