Nu vender kulden tilbage - og sne kan være på vej

Prognoserne peger entydigt på køligere vejr, og nu begynder det at blive spændende med julevejret.

Udgivet Opdateret
Weekenden byder på en del plads til solen. Foto: Paw Pedersen Foto: Seerfoto

Den seneste uge har budt på alt andet end vintervejr med temperaturer, der flere steder har været helt oppe på ti grader.

Men nu ser det mere lovende ud for alle, som savner ordentligt vintervejr. Søndag aften strømmer kold luft ned over landet fra nord og lukker op for udbredt nattefrost og dagstemperaturer, som nærmer sig nul grader.

Først skal en mild weekend dog overstås.

Lun weekend – blæsende natten til søndag

Weekenden lægger ud i samme spor som den forgangene uge med mildt og pænt vejr, som minder mere om en sen efterårsdag end december.

Lørdagen byder på en del plads til solen og kun enkelte byger.

Prognose lørdag klokken 13. / Foto: TV 2 Vejret

Temperaturen kommer generelt til at ligge på mellem seks og ni grader, som er meget lunt for årstiden. Det bliver ret blæsende ved den jyske vestkyst med en frisk til hård vind og lokalt kuling.

Natten til søndag rammes landet af et ordentlig blæsevejr med vindstød, der kan komme op i underkanten af stormstyrke.

Vindstødsprognose søndag klokken 2.00. En blæsende nat i vente natten til søndag. / Foto: TV 2 Vejret

Vinden aftager i løbet af morgenen og går i nord, som sender en kølig, men klar luft ned mod landet. Det giver næsten skyfrit vejr i det meste af landet søndag.

Prognose søndag klokken 13.00. Godt med plads til solen. / Foto: TV 2 Vejret

Det ser igen ud til at skulle blive en lun dag med temperaturer, der mange steder kommer op på fem til syv grader.

Det er dog ikke det flotte vejr, der er det mest spændende ved søndagen, men snarere det, der sker højt oppe i atmosfæren.

Næste uge starter kold

Søndag aften bliver iskold luft pumpet ned over landet fra nord.

Det højtryk, der har givet os det lune og stabile vejr de seneste dage, trækker længere mod nord og lægger sig omkring Færøerne. Samtidig trækker et stort lavtryk ned over det vestligste Rusland, og det sender en iskold luft ned til landet.

Temperatur prognose i 1,5 km højde. Der sende iskold luft ned over landet. / Foto: TV 2 Vejret

Dette kan ses på kortet ovenfor, som viser, hvor varmt der er i halvanden kilometers højde over Jorden. Meteorologer benytter ofte temperaturen i denne højde, da det er et nyttigt redskab til at se, hvordan vejret og temperaturen bliver nede på overfladen.

Mandag ser vejrmæssigt ud til at minde meget om søndag med få skyer og god plads til solen. Dog bliver det markant koldere med dagstemperaturer, der ikke kommer højere end en til tre graders varme.

Temperatur prognose i 1,5 km højde mandag klokken 14.00. / Foto: TV 2 Vejret

Den kolde luft, der blev trukket ned over landet søndag aften, ligger nemlig godt over landet og giver temperaturen et godt hak nedad.

Det køligere vejr medfører også udbredt nattefrost med temperaturer, der lokalt kan nå ned under minus fem grader i løbet af næste uge.

Mere knudret fra tirsdag – lægger op til en hvidjulsgyser

Danmark ligger lige ved grænsen mellem den kolde og varme luft, og det medfører stor usikkerhed i prognoserne.

Som det ser ud lige nu, skal et lavtryk passere ned over landet fra nordvest onsdag, og det tager kold luft med sig. Og måske noget sne. Den lavtryksbane skal dog ikke ændre sig meget, før den tager en mildning med i stedet for kulde og kun byder på regn.

Der bliver i den grad lagt op til noget af en gyser, når det kommer til julen. Bliver den hvid eller grøn?

Her kan du læse mere om, hvorfor der er så stor usikkerhed om julevejret nu, selvom der kun er en uge til juleaften.

En ting er dog klar: Det bliver markant koldere i næste uge, end det har været i den seneste uges tid.

5-døgnsprognosen fra 18. december til 22. december. / Foto: TV 2 Vejret

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her