Sarah troede, hun skulle besøge sin syge bedstemor, men blev i stedet bortført
I halvandet år har 17-årige Sarah Alsandi været tilbageholdt af sin familie i Irak. Hun frygter, at hendes far vil slå hende ihjel.
Sarah Alsandi lå på sit værelse i familiens hus i det nordlige Irak, mens hendes mor gik rundt nedenunder. Hun havde et vattæppe over hovedet, mens hun talte, så hendes mor ikke opdagede, at hun talte med nogen hjemme i Danmark:
- Jeg vil virkelig gerne tilbage. Jeg har glemt, hvordan det er ikke at være ensom. Hvordan det er at være sammen med folk, have et formål og noget at vågne op til.
Det var september 2020 og mere end et år siden, hun var rejst med sin far til Irak. Sarah havde fået at vide, at familien skulle besøge hendes syge bedstemor. Men det havde vist sig at være løgn. Sarah skulle genopdrages.
Allerede efter tre dage i byen Zacho i det irakiske Kurdistan fortalte Sarahs forældre, at hun skulle blive der. De syntes ifølge Sarah Alsandi, at hun var blevet for dansk.
- Jeg gik fuldstændig amok. Jeg skulle starte i skole og kunne jo ikke bare komme nogle måneder for sent, fortalte Sarah til skærmen fra sit skjul under vattæppet.
Hjemme i Danmark sad Nader Ashkani og lyttede til Sarahs stemme, mens TV 2 overværede deres samtale. Han er formand for foreningen Ny Identitet, som hjælper unge mennesker med at flygte fra negativ social kontrol og æresrelaterede konflikter.
Og det var netop det, som Sarah ønskede. At flygte fra sin familie.
Faren dømt for bortførsel
17-årige Sarah Alsandi er født og opvokset i en mindre østjysk by med sine forældre og tre yngre søskende. I sin barndom gik hun til håndbold, men i de større klasser var det i højere grad vennerne og festerne, der fyldte Sarahs hverdag.
I december 2018 blev hun anbragt på Åhuset i Favrskov Kommune, som er en døgninstitution for unge, fordi konflikterne i hjemmet var blevet for store.
Det var Sarahs plan, at hun skulle begynde på HF i Aarhus sammen med sin veninde Caroline efter den sommerferie, hvor hun rejste med sin far til Irak.
Da familien havde været der i nogle uger, pakkede Sarahs far sin taske. Han pakkede ikke en til Sarah. Hun skulle blive i Irak.
Han blev virkelig sur, låste mig inde og gennemsmadrede mig bare.
- Jeg kunne ikke rigtig fatte, hvad der skete. Da han smuttede, stod jeg nede i døren, for det gjorde alle andre også. Men jeg sagde ikke noget til ham, fortalte hun i samtalen over Skype.
Faren blev anholdt, da han kom hjem til Danmark. Og 8. oktober 2019 idømte Retten i Randers ham fire måneders fængsel og udvisning af Danmark i seks år for at have bortført Sarah til Irak. Vestre Landsret stadfæstede dommen 18. maj 2020.
Men dommen hjalp ikke Sarah.
Ringede efter hjælp
Hun sad stadig på værelset i Zacho. Hun savnede sine veninder hjemme i Danmark, og hun savnede at gå i skole. Derfor kontaktede hun Nader Ashkani fra Ny Identitet.
Hun fortalte ham, at hun havde ringet til Åhuset, da det gik op for hende, at hun skulle blive i Irak. Bostedet havde nægtet hendes far at tage Sarah med derned, så nu hvor han havde gjort det alligevel, måtte de kunne hjælpe hende med at komme tilbage til Danmark, tænkte hun.
Hendes forældre opdagede, at hun havde ringet til Danmark, og tog hendes telefon. Sarah sagde til sin far, at hvis han rejste hjem uden hende, ville han få problemer, fordi kommunen havde sagt, at hun ikke måtte tage med til Irak.
- Han blev virkelig sur, låste mig inde og gennemsmadrede mig bare. Jeg kan huske, at han smed mig ned, så jeg landede på mit haleben, og så havde jeg virkelig ondt i det, og det lagde han så mærke til, så han begyndte at trampe på det, fordi han vidste, det gjorde ondt i forvejen, fortalte Sarah.
Hun fik sin mobiltelefon tilbage efter nogle dage. Der lå flere beskeder fra hendes veninder.
Da Sarah Alsandi sad med hovedet under det hvide vattæppe og fortalte Nader Ashkani om den dag, hendes far rejste hjem til Danmark, brød hun sammen.
Med tårer ned ad kinderne fortalte hun endnu en gang, at hendes største ønske er at komme hjem til Danmark.
Men vi giver ikke op vel. Som jeg sagde til dig fra start: Det her bliver ikke nemt, men vi må ikke miste håbet, vel?
- Jeg er ked af, at du bliver ked af det. Jeg ville ønske, at vi havde muligheden for at hente dig i dag. Så havde jeg gjort det, det ved du godt, sagde Nader Ashkani, mens Sarah tørrede sine tårer væk.
- Ja, det ved jeg godt, svarede hun.
- Men vi giver ikke op vel. Som jeg sagde til dig fra start: Det her bliver ikke nemt, men vi må ikke miste håbet, vel?, sagde Nader Ashkani.
Hjælpen var svær at få
Han kæmpede for at få hende hjem til Danmark. Da Sarahs far havde afsonet sin fængselsstraf, besøgte Nader Ashkani ham i familiens hjem i Østjylland for at overtale ham til at lade sin datter rejse til Danmark. Uden held.
Han bad Favrskov Kommune om hjælp. Også uden held.
Heller ikke hos Udenrigsministeriet var der hjælp at hente.
Ifølge Sarah Alsandi blev konflikterne med hendes mor værre, og hendes tro på, at hun nogensinde skulle komme væk derfra, forsvandt. I sin dagbog skrev hun i sensommeren 2020:
31. juli: Jeg savner alt hjemme i Danmark. Her bliver jeg overvåget 24/7. Der er mennesker overalt, hvor jeg sidder, og de steder, hvor der ikke er, er der kameraer. Jeg er bekymret for min fremtid, hvis den overhovedet findes. Jeg håber på en dag at kunne leve mit liv uden at skulle være ‘bange’ for, om jeg dør. Hvor mine bekymringer ikke skal ligge i, hvordan jeg skal flygte fra min familie i et andet land.
8. august: Sidder stadig på taget hele dagen lang. Jeg gør alt, hvad jeg kan, for at holde mig så langt fra alle som muligt. Har ikke brug for at få ødelagt den sidste smule motivation, jeg har tilbage. Får hele tiden at vide, at jeg er stærk, men jeg vil ikke være stærk mere. Jeg ved godt, at mine venner og veninder siger det med gode intentioner, men jeg vil leve et liv, hvor jeg ikke behøver at være stærk.
11. august: Jeg sprang lige min søsters ballon og har low key dårlig samvittighed. Men det var hendes egen skyld. Jeg sad egentlig oppe på taget, som jeg plejer, men min mor kom selvfølgelig og svinede mig til, fordi jeg sidder heroppe hele tiden. Hun er sådan: "Hvad er det for nogle planer, du sidder så mange timer på taget og lægger?". Jeg tror ikke, hun fatter, at det er dem, som er problemet og grunden til, at jeg sidder her. […] Men nu sidder jeg her igen og er fucking ensom og træt. Ikke sove-træt, bare træt af alt. Jeg fandt også ud af, at man kun skal tage 15 paracetamol, eller hvad det nu hedder, for at dø. Tog to håndfulde, da jeg prøvede tilbage i september, men besvimede bare og kastede op. Jeg ved ikke, om jeg tog for mange til at dø, eller hvad fanden der skete.
12. august: Jeg er præcis 17,5 år nu. Jeg føler, at jeg har levet tre hele liv på den tid. Har oplevet så meget, både gode, dårlige og ligegyldige ting. Men alt i alt har det været et fucking helvede indtil nu.
- Jeg ved, at det ender med, at jeg bliver dræbt
Det blev sværere og sværere for Sarah at holde modet oppe. Hver gang det endelig så ud, som om Ny Identitet havde fundet en måde at få Sarah hjem til Danmark på, kom der noget i vejen.
I en videodagbog fra 7. december fortalte Sarah, hvordan hun havde skændtes med sin far i telefonen. Nogle dage tidligere skulle han have skrevet under på en fuldmagt, så Sarah kunne blive hentet hjem til Danmark, men det havde han ikke gjort.
I stedet ringede han til hende, sur og overbevist om, at det var Sarahs skyld, at han nu var udvist af Danmark. Han sagde ifølge Sarah, at hun ikke skulle håbe på at se Danmark igen, for han ville sørge for, at hun er død, inden hun får muligheden.
- Jeg er ikke bange for at dø. Jeg er mest bange for tiden lige op til, at jeg rent faktisk er død-død. Jeg ved ikke, hvad han kunne finde på – eller jo det ved jeg godt – og jeg ved, at det bliver smertefuldt.
Allerede senere samme dag blev Sarahs frygt større. Hendes far var pludselig ankommet til huset i Zacho. Det fortalte Sarah i en videodagbog 8. december.
- Siden han kom, er jeg allerede blevet truet flere gange. Jeg vil virkelig gerne hentes, for jeg ved, at det ender med, at jeg bliver dræbt. Jeg ved ikke hvornår, jeg ved bare, at jeg virkelig er i livsfare nu.
Den tilspidsede situation betød, at de var nødt til at handle hurtigt for at få Sarah i sikkerhed. 12. december 2020 rejste Nader Ashkani til Irak, og Station 2 rejste med ham.
I byen Dohuk, fire timers kørsel nord for den kurdiske hovedstad, Erbil, fremlagde Nader Ashkani Sarahs sag for de kurdiske politimyndigheder.
I den kurdiske del af Irak findes et særligt politikorps, som bekæmper vold mod kvinder. Her var betjentene ifølge Nader Ashkani ikke i tvivl om, at Sarahs liv var i fare.
Tre biler med bevæbnede betjente kørte med Nader Ashkani mod Sarah og hendes families hus.
Nader Ashkani var bekymret, fortalte han til TV 2 på vejen. Det var flere timer siden, at han sidst havde hørt fra Sarah, og han frygtede, at familien havde fundet ud af, hvad der var under opsejling.
Han sendte hende en sms om, at han var lige i nærheden med politiet, og at Sarah skulle løbe ud fra huset. Men der skete ingenting. Den store, sorte port med gulddetaljerne forblev lukket.
Det tør jeg ikke. Jeg er bange for, at de dræber mig.
Betjentene samledes på gaden og ventede. Pludselig lød et skrig.
- Hjælp, råbte Sarah inde bag porten.
Han løb hen mod huset og så Sarah ligge på jorden. En kvinde havde armen om hendes hals, mens en anden kvinde slog på hende.
- De slår hende, råbte Nader Ashkani.
Han bankede på porten, som gik op. Men før han nåede hen til Sarah Alsandi, smækkede en af kvinderne døren i.
- De slår hende. Gå derind, råbte Nader til politiet endnu mere desperat.
Men betjentene gik ikke ind. I Irak er hjemmet ukrænkeligt, og derfor ville de hellere overtale familien til at lade Sarah komme ud til hende end bryde ind i familiens hus, forklarede de.
Ude på vejen parkerede en taxa. Sarahs far og to andre mænd fløj ud af den og hen mod porten.
Betjentene forsøgte at stoppe faren, men han løb ind i gården. Nader så, at han vristede en pistol fra en af betjentene. Inden han nåede at gøre mere, fik de lagt ham ned, og betjenten fik sin pistol tilbage.
Nader Ashkani blev bedt om at sætte sig ud i en af bilerne. Imens forsøgte betjentene at overtale familien til at lade dem tage Sarah med. Men før det lykkedes, var Nader Ashkani nødt til at forlade stedet.
Fanget i kurdisk safe house uden rejsepapirer
Det kurdiske politi havde hørt, at nogle familiemedlemmer var kørt ud i byen for at lede efter Nader Ashkani. Derfor blev han kørt med politieskorte til en politistation. Den samme station, som Sarah Alsandi også blev bragt til, da familien indvilligede i, at betjentene tog hende med.
TV 2 var med, da politiet efterfølgende lod Nader tale kort med Sarah.
- Så fik vi dig ud. Det var slemt – er du okay? Hvordan har du det?
- Det ved jeg ikke. Jeg vil bare gerne have det overstået, svarede hun.
- Jeg ved, at det er svært. Men du er nødt til at være stærk. Du kæmper for dit liv, og vi kæmper sammen med dig.
Men selvom både Sarah Alsandi og Nader Ashkani havde håbet, at hun nu kunne rejse hjem til Danmark, var det ikke tilfældet.
Dagen efter skulle Sarah i retten, hvor en dommer skulle tage stilling til, om familien kunne få Sarah udleveret. Og mens Nader Ashkani gjorde klar til at rejse hjem til Danmark igen, blev Sarah bragt til et krisecenter.
Stadig fanget i Irak
Her sidder hun stadig, fordi hun ikke kan rejse ud af landet uden sine forældres tilladelse.
TV 2 har været i kontakt med de kurdiske myndigheder, der skriver i en mail, at Sarah Alsandi ifølge irakisk lov ikke kan rejse ud af landet uden sine forældres samtykke, så længe hun er mindreårig. Derfor kan Udenrigsministeriet først hjælpe Sarah Alsandi hjem, når hun er fyldt 18.
Flere gange siden redningsaktionen 14. december har Sarahs familie forsøgt at gå rettens vej for at få hende udleveret.
- Det tør jeg ikke. Jeg er bange for, at de dræber mig, siger Sarah Alsandi.
TV 2 har forholdt Sarah Alsandis far hendes udsagn. Han ønsker ikke at stille op til interview, men siger til TV 2, at han ikke ønsker, at Sarah rejser tilbage til Danmark. Han benægter at have udsat Sarah for vold eller trusler og afviser, at hun er i livsfare hos ham og familien i Irak.
Udenrigsministeriet har ikke ønsket at stille op til interview, men presserådgiver Thorleif Ravnbak skriver i en mail til TV 2:
- Udenrigsministeriets Borgerservice er bekendt med sagen og yder konsulær bistand. Vi har tavshedspligt i personsager og kan derfor ikke give yderligere oplysninger.
