Han faldt for en smuk kvinde, og pludselig stod han i et kaos af social kontrol

Nogle kvinder lever under streng social kontrol fra deres familier og ægtemænd. Det er Nader Ashkani fra Aarhus' mission at redde dem.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Foto: TV 2
Af Julie Almann Larsen og Camilla Therkelsen
I samarbejde med tv2.dk

Nader Ashkani kigger nervøst ud gennem bilruden.

Han holder sin telefon op til øret. Intet svar.

- Det bekymrer mig altså lidt, siger han.

Han stiger ud af bilen, smækker døren og begynder at småløbe mod det lejlighedskompleks, som han har parkeret bilen foran. I baggrunden lyder sirener fra en politibil, som Nader har ringet efter.

I en af de mange lejligheder bor en kvinde, som har fortalt ham, at hun bliver holdt indespærret af sin mand. Parret blev for nogle år siden angiveligt tvangsgift i kvindens hjemland, og nu bor de sammen i Danmark. Kvinden har fortalt, at hun ikke må forlade lejligheden uden manden eller et andet familiemedlem.

Hun vil væk.

Men hun har ikke noget netværk, som kan hjælpe hende, og derfor har hun kontaktet Nader. Han har stiftet foreningen ’Ny identitet’, som hjælper kvinder, der bliver udsat for social kontrol.

Ifølge kvinden er trusler, vold og voldtægt en del af ægteskabet med manden. Hun har været sammen med ham i flere år, men nu kan hun ikke mere. Volden er blevet voldsommere og voldsommere, og manden har truet med at stikke hende ned. Nader mener, at kvinden er i livsfare.

Han forsøger at finde den rigtige opgangsdør.

- Jeg tror altså, der foregår noget. Hun besvarer ikke telefonen, så jeg er nødt til at gå ind og banke på.

Nader løber op ad trapperne i den æggegule opgang.

- Jeg hørte en lyd. Der foregår noget.

En smuk kvinde

Inden Nader officielt stiftede ’Ny identitet’, levede han et normalt og roligt liv. Historien om, hvorfor han stiftede 'Ny identitet' har han fortalt til Station 2, og dette er Naders historie.

Nader arbejdede som konsulent, gik ud med sine venner og i sin fritid trænede han og cyklede ture i skoven.

En dag tog han på konference med sit arbejde. Om aftenen var der middag, og der gik kun få minutter, fra middagen blev serveret, til en kvindelig tjener fangede hans opmærksomhed.

  Foto: TV 2

Hun var smuk.

Nader prikkede til sin kollega.

- Jeg går fandme ikke herfra, før jeg får hendes nummer.

I løbet af aftenen samlede han mod til sig og gik over til kvinden og præsenterede sig. Nader kunne se på kvinden, Aya, at hun ikke vidste, hvad hun skulle sige, men de endte med at udveksle telefonnumre.

Efter konferencen tog det fart mellem dem. De sms’ede dagligt til langt ud på natten, og Nader var udmattet, når han tog på arbejde, fordi han ikke fik sovet.

De stopper ikke, før de dræber mig
Aya

Adskillige gange spurgte Nader hende, om de skulle mødes til en kop kaffe. De boede i hver deres ende af landet, men det gjorde ham ikke noget at køre den lange vej, hvis bare han kunne se hende i øjnene.

  Foto: TV 2

Hver gang afviste hun at mødes med ham. Hun sagde aldrig, at hun ikke ville, men der var altid en grund til, at hun ikke kunne. Den ene gang havde hun gruppearbejde i sin skole, den anden gang havde hun glemt, hun havde en aftale med en veninde, og sådan blev undskyldningerne ved.

Efter nogle måneder, hvor de havde skrevet sammen, men stadig ikke havde set hinanden efter konferencen, gav Nader op, og korrespondancen mellem dem døde hen.

I de efterfølgende måneder hørte Nader ikke fra hende. Indtil hans telefon ringede en nat.

En halvskør kvinde

Han lå i sin seng og sov, da telefonen vækkede ham, og da han tog den, nåede han ikke at sige sit navn, før der lød en stemme i den anden ende af røret.

- Hvis du skal se mig, er det nu, for jeg rejser væk.

Det var hende.

Nader for op af sengen og spurgte hende forvirret, hvad hun mente. Hun gentog, at de blev nødt til at mødes nu, hvis de skulle nå at se hinanden.

Han klædte sig på, satte sig ud i bilen og begyndte turen tværs gennem landet med et smil på læben.

Aya var en halvskør kvinde – på den sjove og fantastiske måde, syntes han. At han pludselig skulle køre fra den ene ende af landet til den anden midt om natten, var bare et af hendes skøre påfund.

- Det bliver en fed historie at fortælle gutterne, tænkte han.

Efter nogle timers kørsel var det så småt begyndt at blive lyst, og Nader nåede den adresse, som hun havde givet ham. Der begyndte han at undre sig. Stedet var meget øde – hvorfor skulle de mødes her?

Så gik bildøren op.

Tvangsægteskab og ydmygelser

Da hun satte sig ind på bilsædet ved siden af ham, var hun ikke den kvinde, han havde mødt til konferencen.

Aya fra konferencen var meget smuk med et karakteristisk smil. Der var bare noget over hende.

  Foto: TV 2

Den Aya, der satte sig ind i bilen, var tyndere, hun havde store blå mærker i venstre side af ansigtet, og på håndleddet og overarmen havde hun brandmærker.

- Kør, kør, kør, råbte hun, da hun havde sat sig ind.

- Hvad pokker foregår der?, tænkte Nader, da han reagerede ved at køre uden at vide, hvor han kørte hen.

Hun lagde sit sæde så langt tilbage, at hun kunne ligge ned, så man udefra ikke kunne se hende.

De nåede motorvejen, og han kørte bilen ind på en rasteplads.

Her begyndte hun at fortælle.

Hun fortalte, at hun i flere år havde levet i et tvangsægteskab med en mand, som hun var i familie med. De blev gift, da hun var 16-17 år.

Hendes mand ydmygede og slog hende, fortalte hun. Han kunne finde på at binde hendes hænder og fødder til en radiator og lade hende ligge der i nogle timer. En enkelt gang havde han tisset på hende.

Alt sammen for at vise hende at det var ham, der bestemte, og at hun var hans slave, fortalte Aya.

En dag bad hun sin familie om skilsmisse, men de afviste hendes ønske.

Skilsmisse lå ikke til familien, og det ville være vanærende, hvis parret blev skilt. Det eneste, hun kunne gøre, var at tale med sin mand og sin svigerfamilie.

Da hendes mand fandt ud af det, blev han rasende og begyndte at banke hende. I afmagt ringede hun til sin familie. De ville komme, og så ville de hjælpe hende, tænkte hun.

Men da familien ankom, eskalerede det.

De kom ikke for at hjælpe hende. De kom for at banke hende, og i fællesskab med hendes mand gav de hende tæsk i timevis.

  Foto: TV 2

De brændte hende med cigaretter, ydmygede hende og gennemtæskede hende for at få hende til at forstå, at i deres familie blev man ikke skilt.

I løbet af aftenen forlod familien og Ayas mand hjemmet. Der tog hun beslutningen om, at hun skulle væk. Så om natten ringede hun til Nader, og derefter stak hun af.

Et liv på flugt

Hvilke tanker der for gennem Naders hoved i det øjeblik, har han tænkt over mange, mange gange siden. Han tog Aya med hjem, og samme dag anmeldte de overfaldet til politiet.

Hun flyttede efterfølgende ind hos Nader, og efter nogle dage vendte den storsmilende, glade kvinde, som et halvt år tidligere havde fejet benene væk under ham, så småt tilbage. Det samme gjorde den kemi, der tidligere var opstået mellem dem.

Hvis min egen familie skulle tøve i sidste sekund med at dræbe mig, så tøver de andre i hvert fald ikke. Det er dem, jeg er bange for nu
Aya

De blev dybt forelskede, men forholdet havde en pris. Parret levede skjult, og Aya tog navneforandring og skiftede frisure. Hun var bange for, at hendes familie eller familiens venner ville finde hende.

Nader tog på arbejde, som han plejede, og imens holdt Aya sig indenfor. Hun turde ikke at gå ud, når Nader ikke var hjemme – ikke engang for bare at smide skraldeposen ud.

De kunne ikke, ligesom andre par i et forhold, spise en middag på en restaurant eller tage i biografen. Hvis de en sjælden gang var ude i byen, gik Nader 5-10 skridt bagefter hende for at holde øje.

Flere gange fandt Ayas familie dem, og hver gang pakkede de deres ting og flyttede.

  Foto: TV 2

Selvom Aya ofte fortalte Nader om social kontrol, og hvordan det foregår, havde han svært ved at tro på, at det var så ekstremt, som hun beskrev. Indimellem tænkte han, at der måtte være noget galt med hende. At hun overdrev. Han kom selv til Danmark fra Iran som 8-årig med sin mor og bror, og han havde aldrig haft kendskab til social kontrol. Han var vokset op med meget frihed og mange danske venner.

En dag, mellem tre og fire år efter Nader havde samlet Aya op om natten, blev de fundet endnu en gang. Den dag blev det for meget for hende.

- De stopper ikke, før de dræber mig

Der var gået noget i stykker inde i hende. Sådan beskriver Nader det. Han forsøgte at trøste hende og overbevise hende om, at det nok skulle gå, men denne gang troede hun ikke på ham.

I de efterfølgende dage var hun tavs. Indtil hun en dag sagde til Nader, at hun ikke kunne mere. Hun var nødt til at komme væk.

- De stopper ikke, før de dræber mig.

Nader ville ikke have, at hun forlod ham. Han elskede hende højt, og de passede perfekt sammen. Hvis hun forlod ham, hvad havde de så kæmpet for i al den tid? Og de havde kørt en politisag på overfaldet, så der var jo nogen, som tog sig af hendes sag.

Men det var ikke længere familien, hun var bekymret for, forklarede hun. Nu var det venner til familien og familiemedlemmer, hun aldrig havde mødt. Alle dem, der følte sig krænket, fordi hun havde forladt sin mand.

- Hvis min egen familie skulle tøve i sidste sekund med at dræbe mig, så tøver de andre i hvert fald ikke. Det er dem, jeg er bange for nu, husker Nader, at hun sagde.

Selvom han ikke ville have, at hun tog væk, kunne han godt se, at de ikke kunne fortsætte med at leve, som de hidtil havde gjort. Snart var der ikke flere steder tilbage, hvor de kunne gemme sig.

Så en februardag, hvor sneen lå i store, hvide dynger, kørte de ud af Danmark. De kørte i mange timer, og under hele turen sagde de ikke et ord til hinanden. Stemningen var mærkelig, nærmest akavet.

  Foto: TV 2

Det var meningen, at Nader skulle sætte Aya af i et andet land. Herfra skulle hun selv rejse videre.

Da de ankom, steg han ud af bilen og gik om til bagagerummet for at tage hendes kuffert. Hun tog kufferten, vendte sig om, og så gik hun. Det var sidste gang, han så hende.

Siden den dag har Nader ikke talt med hende. Han ved heller ikke, hvilket land hun bor i. Det er for hans egen sikkerhed, så ingen kan afpresse ham til at fortælle, hvor hun befinder sig.

Det eneste bevis på, at Aya nogensinde har været en del af hans liv, er et maleri, som fylder en hel væg i hans stue. Maleriet forestiller hende.

  Foto: TV 2

I tiden efter hun var rejst, faldt Nader i et sort hul. I flere år havde han hængt sammen med den kvinde, som han elskede. Hun havde stort set ikke forladt hjemmet og havde altid været der, når han kom hjem. Nu var der tomt. Og Aya var et sted ude i verden, i gang med at skabe sig et nyt liv, som Nader ikke kunne være en del af.

Social kontrol

Nader ønsker inderligt, at Aya har det godt i dag. Måske har hun endda stiftet familie.

Han beskriver, at han ser sig selv som hendes springbræt – og ser hende som hans springbræt til at forstå en verden, som han ikke kendte.

I perioden efter hun var taget afsted, begyndte han at grave i, hvad det, der fuldstændigt havde vendt op og ned på hans liv, egentlig var. Social kontrol.

Gennem en bekendt kom han i kontakt med en ung kvinde med iransk baggrund, som var blevet familiesammenført med en mand, der bankede hende, og som angiveligt havde truet hende med en kniv, da hun bad om skilsmisse.

Det er svært at forstå, fordi det ligger så langt fra den danske kultur at bekrige sit eget barn og ville sit eget barn det ondt
Nader Ashkani

Først der gik det op for Nader, at social kontrol var udbredt blandt familier med ikke-vestlig baggrund i Danmark.

Han tog ud på kvindens skole for at tale med hende og hjælpe hende videre til et sted, hvor hun kunne få hjælp. Derefter tog det fart.

Han begyndte at grave endnu mere. Han læste om social kontrol, talte med mennesker i sin omgangskreds, som havde mere kendskab til det end ham, og han beskriver selv, at det var, som om en helt ny verden åbnede sig for ham.

  Foto: TV 2

Flere og flere kvinder kontaktede ham, og han blev ringet op om dagen og om natten af kvinder, der havde brug for hans hjælp. Nader tog med kvinderne til møder hos kommunen, og når de skulle afhøres af politiet.

’Ny identitet’

Nogle år senere stiftede han officielt foreningen ’Ny identitet’, som hjælper kvinder, der er udsat for social kontrol, videre i livet.

Konkret hjælper foreningen kvinderne væk fra deres familie og flytter dem til en anden del af landet – i nogle situationer også ud af landet, hvis der er brug for det. En del af processen er, at kvinderne skal droppe al kontakt til deres familie og venner.

Kvinderne, han hjælper, fortæller, at folk ofte tror, de overdriver. Præcis ligesom Nader engang selv tænkte om Aya.

Mange af dem siger ifølge Nader, at deres skoleleder, veninders forældre og hvem de ellers har fortalt det til, ofte ikke tror på, at det kan være så slemt.

- Det er svært at forstå, fordi det ligger så langt fra den danske kultur at bekrige sit eget barn og ville sit eget barn det ondt, siger Nader.

- Det ligger så langt fra vores tankegang, men ikke desto mindre er det virkeligheden.

Nader plejer at sige, at han tog på en date for mange år siden, som han aldrig kom hjem fra. Hans liv blev forandret den nat, han kørte tværs gennem landet for at møde Aya.

I dag lever han skjult. Kun en håndfuld mennesker ved, hvor han bor, og han bor i et område, hvor man sjældent ser mennesker med indvandrerbaggrund.

For virkeligheden er, at mange af kvindernes familier gerne vil ham til livs, siger han.

Naders hus er også sikret. Han har et sikringsrum, overvågning inde i og uden for huset, og han har alarmer, han kan trykke på, hvis han får brug for politiet.

Dagligt tænker han, at han gerne vil ud af det. Ud af et liv med sikkerhed og anonymitet. Men når en kvinde kontakter ham, fordi hun har brug for hjælp, bliver han med ét hevet tilbage til dengang, han selv stod i samme situation. Og så kan han ikke lade være med at blive i det og hjælpe kvinden.

En kvinde som hende i den æggegule opgang.

Redningen

I opgangen når Nader op til anden sal og banker med knyttet næve på døren til højre.

Døren bliver åbnet, og til syne kommer en kvinde i en grå t-shirt og blomstrede joggingbukser. Nader hiver fat i hende.

- Ud, ud, ud, siger han.

Se 'Station 2: Min livsfarlige familie' på TV 2 Play nu

Kvinden løber ned ad trappen i bare tæer, forbi de politibetjente, som er på vej op i lejligheden.

Nader løber efter hende. De stopper ved opgangsdøren, hvor kvinden dækker sit ansigt med hænderne og uden et ord falder sammen op ad væggen. Nader lægger sin hånd på hendes skulder.

Hun er ude.

Aya er et opdigtet navn. Af hensyn til kvindens sikkerhed kender redaktionen ikke hendes rigtige navn.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her