Tidligere Horsens-spiller bliver første dansker i NBA
Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger har Gabriel ’Iffe’ Lundberg skrevet under på en kontrakt, der sender ham til NBA for resten af sæsonen.
Danmarks bedste basketballspiller, Gabriel ’Iffe’ Lundberg, skifter til Phoenix Suns, der er et af USA’s bedste basketballhold. Det erfarer TV 2 SPORT.
Han bliver således første dansker på holdkortet hos et NBA-hold.
Der skulle dermed ikke gå mange dage, før den danske stjerne fandt ny arbejdsgiver, efter han fredag fik ophævet sin kontrakt med CSKA Moskva grundet Ruslands invasion af Ukraine.
Hverken Phoenix Suns eller Gabriel ’Iffe’ Lundberg vil kommentere TV 2 SPORTs oplysninger.
Tidligere har den 27-årige basketballspiller slået sine folder i Horsens-klubben HIC. Det gjorde han fra 2015 til 2017, inden han skiftede til spansk basket.
Bedste statistik i NBA
27-årige Gabriel ’Iffe’ Lundberg slutter sig til sidste års finalister fra Phoenix, der står noteret for klart flest sejre i denne sæson med 53 af slagsen og allerede er sikret en plads i slutspillet.
Gabriel 'Iffe' Lundbergs karriere
2014–2015: Copenhagen Wolfpack
2015–2017: Horsens
2017–2019: Manresa (Spanien)
2019–2020: Canarias (Spanien)
2020–2021: Zielona Góra (Polen)
2021–2022: CSKA Moscow (Rusland)
Han kommer til at spille på holdet med superstjernerne Chris Paul og Devin Booker.
Phoenix Suns er holdet, hvor legender som Steve Nash og Charles Barkley har huseret.
Der har tidligere været en spiller født i København årerne i NBA i form af Lars Erik Hansen, der i 1978 debuterede for Seattle SuperSonics. Han er dog canadisk statsborger og har spillet landskampe for Canada, hvorfor han ikke bliver betragtet som den første dansker i NBA.
Christian Drejer blev i 2004 første dansker til at blive draftet af et NBA-hold, da New Jersey Nets valgte ham i anden runde. Han kom dog aldrig i betragtning til holdet og tog tilbage til Barcelona året efter.
Ekspert: - Der er mulighed for mange minutter til 'Iffe'
TV 2 SPORTs basketballekspert Jens Laulund er ekstatisk over Gabriel ’Iffe’ Lundbergs nye kontrakt, der blev grundlagt via hans tid i dansk basketball.
- Det er helt fuldstændig fantastisk på alle mulige måder - først og fremmest for ’Iffe’, men også for dansk basketball som helhed, at vi har et talent, der er udviklet i Danmark, opfostret i den danske basketball-kultur, og som tager det hele vejen til øverste hylde, siger Jens Laulund og tilføjer:
- De er sikre på at komme i slutspillet og er også favoritter til at gå rigtig langt. Det er ikke et hold, der spiller ligegyldige kampe. Det er ikke et hold, der er tjekket ud. Det er ikke et hold, hvor der er dårlig stemning. De har et drive for at vinde, som også ligner et hold, der godt kan lide at spille med hinanden.
Eksperten mener, at hvis man skal til NBA midt i sæsonen, er det et fantastisk sted at komme, fordi der er den rigtige atmosfære lige nu.
- Suns er meget tynde på guard-positionen. De har ikke mange spillere der, så der er mange minutter at hente lige nu.
Phoenix Suns spiller næste NBA-kamp natten til mandag, hvor de møder Los Angeles Lakers.