Usædvanligt vejr for anden sankthans i træk
Det bliver langt mere sikkert at sætte ild til sankthansbålet i år.
Sidste år var junivejret usædvanligt tørt, og i store dele af landet var det slet ikke tilladt at sætte ild til sankthansbålene.
I år kan langt de fleste tænde bålet uden at skulle være bange for at ilden bredder sig i naturen. I langt det meste af landet er det slet ikke tørt.
Usædvanlig juni to år i træk – men langt fra ens
Vejret i Danmark er omskifteligt, og vi ved alle, at sommervejret kan variere meget. Det bliver meget tydelig på de to grafer, der viser tørkeindekset for maj og juni sidste år og i år.
Selv om maj de to år lagde næsten ens ud med et stigende tørkeindeks, så stopper ligheden sidst i maj. Mens 2023 styrer direkte mod stigende tørke, så knækker kurven for 2024, og tørkeindekset bliver faldende.
Godt vejr og få sankthansbål
Sidste år var det i store dele af landet ikke tilladt at tænde sankthansbålene, fordi der var udbredt tørke og dermed stor fare for, at ilden kunne brede sig.
For præcis et år siden havde vi en usædvanlig solrig og varm juni, hvor det holdt tørt i de første 14 dage af måneden.
Kun en enkelt dag lå dagens højeste temperaturer under 20 grader, og selv om der kom lidt regn mellem den 15. og 21. juni, så var de 10,8 millimeter vi fik inden Sankt Hans aften slet ikke nok til at sænke brandfaren betydeligt.
Derfor blev Beredskabsstyrelsen nødt til at sætte afbrændingsforbud op for størstedelen af landet. Sådan bliver det ikke i år.
Køligt og ustadigt vejr med mulighed for sikker båltænding
Selv om vi i maj 2024 havde usædvanlig fint sommervejr, så har vi nu siden den 4. juni fået regn hver dag et eller andet sted i landet, og temperaturen har ligget under 20 grader langt det meste af tiden langt de fleste steder.
Samlet set ligger landsgennemsnittet for tørkeindekset på 4,2 lige nu, hvilket er meget lavt for en juni. De seneste fem år har det ligget på mellem 7,8 og 9,5.
Når det ligger på 8,9 eller derover kaldes det et tørkedøgn, det ligger vi langt under nu. Dem havde vi mange af sidste år.
Frem til sent fredag aften bliver det tørt vejr, men inden vi skal tænde sankthansbålene på søndag, vil der natten til lørdag kunne falde mellem 5 og 10 millimeter regn de fleste steder, mens der lokalt kan komme op til 25 millimeter.
Med lørdagens regn forventes tørkeindekset at falde igen, og dermed er der meget stor sandsynlighed for, at alle kan tænde bål i år til sankthans.