Inger-Marie kæmper for at gøre flere politikere arbejdsløse
Det skal være slut med, at politikerne frasiger sig ansvaret og lader de store beslutninger blive truffet i EU. Nye Borgerliges Inger-Marie Tryde stiller sig op på ølkassen med et klart budskab.
De spidse, ravnesorte sko tripper hen over det glatte gulv. Med bestemte bevægelser stiller Inger-Marie Tryde sig på den flaskegrønne ølkasse, hvorfra hun nu har udsyn over formiddagsmylderet i indkøbscenteret.
- Det handler om at gøre flere politikere arbejdsløse, og det handler om at tage mere del i sit eget liv, siger hun højt nok til at overdøve centerets vekslende musik og summen fra de handlende.
Pamfletter og apati
Inger-Marie Tryde har svært ved at sige, hvor hun er fra i landet. Man fornemmer, at det er et spørgsmål, hun har fået mange gange før, og som hun hver gang kæmper med at finde svaret på.
Hun er født i København, har haft sin barndom i Odense og et par byer i Sønderjylland, sin ungdom i hovedstaden og sit voksenliv i Aarhus.
Blå bog
Inger-Marie Tryde Martensen
Født 11. september 1973 i København
Politisk karriere:
Folketingskandidat, Østjyllands Storkreds, Aarhus Sydkredsen, 2022
Regionsrådsmedlem, Region Midtjylland, 2022 - nu
Spidskandidat, Region Midtjylland, 2020 - 2021
Folketingskandidat, Østjyllands Storkreds, Aarhus Sydkredsen, 2018
Erhvervskarriere:Deltid, rengøring, 2022 - nu
Direktør, Tryde ApS, 2021 - 2022
Salg og service, Kellfri, 2021
Forsikringskonsulent, 2004 - 2021
Men uanset hvor i landet, hendes fødder er trippet hen, har hun haft en enkelt, men for hende altafgørende overbevisning med sig.
- At man tager del i det nære og gør noget der, hvor man er, siger hun og uddyber:
- Det kan være teater, børnenes skole og institution eller renovering. Der, hvor man synes, man kan byde ind, og hvor man har en interesse. Det skal være interessen, der driver værket.
Helt siden gymnasietiden i Sønderjylland har Inger-Marie Tryde haft et ønske om at løsrive Danmark fra EU.
Med hænderne fulde af pamfletter delte hun det EU-kritiske JuniBevægelsens budskaber ud til folket, mens hun fik tæsket traktaterne ind i hukommelsen af bevægelsens koryfæer som Jens-Peter Bonde.
Det, hun kæmper for at undgå, er, at det bliver for svært at ruske op i nogen, når noget går den forkerte vej. Og hun vil undgå, at der er tvivl om, hvem det egentligt er, der står med ansvaret.
- Det nære betyder rigtig, rigtig meget, og jeg ser desværre en apati brede sig, siger hun og fortsætter:
- Folk siger, at det er ligemeget med politik, for det er der alligevel nogle andre, der tager sig af. Selv Christiansborg-politikerne, der har valgt at påtage sig et ansvar, siger, at de kun foretog et givent valg, fordi det blev vedtaget i EU.
En udmeldelse af EU har derfor stået øverst på Inger-Marie Trydes ønskeliste de seneste knap 30 år.
- Det er en glidebane, der kan ende med, at vi så ikke har det helt unikke sammenhold, vi har i Danmark i dag, og som vi har haft i Skandinavien, som faktisk har bygget de goder, jeg er vokset op med.
En blodprop betyder ikke 'stop'
Helt konkret ønsker Inger-Marie Tryde at finde nogle alternativer til EU. Her fremhæver hun især EFTA som et muligt alternativ, da hun mener, at det er nærmere det fokus på handel landene imellem, der oprindeligt var tanken bag EU. Som et andet alternativ ser hun Commonwealth-landene.
- Folk griner af det, men lad os se. Når alternativer bliver diskuteret, bliver de sommetider til en realitet, siger hun.
Et mareridt blev for Inger-Marie Tryde en realitet denne sommer, da hun blev ramt af en blodprop.
Hun har derfor måttet tage en pause fra hverdagen i regionsrådet Region Midtjylland og som selvstændig. Men det har ikke betydet en pause fra ønsket om en udmeldelse af EU hos den 48-årige folketingskandidat.
- Jeg ville blive sindssygt glad, hvis vi kunne få vendt skuden, og det tror jeg på, at vi kan, siger hun og fortsætter:
- Der var heller ingen, der troede, vi kunne få så stort et rygeforbud, som vi har i dag. Hele min generation har jo nærmest siddet på bagsædet af bilen, mens forældrene røg hele vejen til Gardasøen på ferie.
Inger-Marie Tryde rydder den flaskegrønne ølkasse til side. Hun vil snart blive hentet fra indkøbscenteret.
- Nu glæder jeg mig til at se, hvordan det går englænderne efter Brexit. Jeg er fuld af fortrøstning, og jeg håber, at vi snart kommer efter, siger hun.
Denne artikel er en del af en serie, hvor TV2 ØSTJYLLAND under valgkampen laver et portræt af i alt 14 kandidater – én fra hvert parti. Vi forsøger at få svarene på, hvem de er, og hvad de kæmper for.
Hvilken kandidat er du mest enig med? Få svaret i TV2 ØSTJYLLANDs kandidattest.