Aarhus 2017-frimærker er nu sat i salg
De fem frimærker med Aarhus’ vartegn er nu i handlen
Postnord har i anledning af kulturåret besluttet at trykke frimærker med fem af Aarhus’ mest iøjnefaldende bygninger.
Det blev allerede meldt ud i forbindelse med åbningen af kulturåret 2017, men det er først fra i dag, at frimærkerne er sat i salg.
- Vi er glade for, at aarhusianerne og andre interesserede nu har mulighed for at købe frimærkerne. Udover at kunne bruges til en hilsen til familie og venner i udlandet, kan frimærkerne også være et godt minde om, at 2017 er et helt særligt år for Aarhus og for Danmark, siger Martin Pingel, designchef i PostNord Frimærker i en pressemeddelelse.
Du kan købe frimærkerne i posthusene i Aarhus hos SuperBrugsen på Vesterbro Torv, Løvbjerg i Trøjborg Centret, Meny i Aarhus V, Kvickly i Veri Centret og i PostNords netbutik samt app.
De har en værdi af 25 kroner.
- Vi er meget stolte over, at PostNord er med til at fejre Aarhus som Europæisk Kulturhovedstad med fem frimærker. Aarhus er blevet et populært besøgsmål for mange internationale turister, og de får nu mulighed for at sende en hilsen hjem, hvor de særlige Aarhus-frimærker pryder postkortet, siger Rebecca Matthews, adm. direktør for Aarhus 2017.
Se de fem frimærker i galleriet øverst i artiklen.