I år er regel blevet ændret – og bøden for at bryde den er blevet større
Nu kan man kun affyre fyrværkeri i to døgn. Mange danskere ønsker dog et totalforbud.
Søndag er fyrværkerisalget skudt i gang – men hvis du er glad for at fyre krudt af, skal du være opmærksom på, at reglerne har ændret sig i år.
Hvor man før har måttet skyde fyrværkeri af fra 27. december til og med 1. januar, er perioden fra i år blevet skåret ned til at gælde alene for 31. december og 1. januar.
Fyrer man alligevel krudt af udenfor perioden, risikerer man at få en bøde. Før var bøden på 2000 kroner, men den er nu blevet sat op til 2500 kroner.
Politiet vil forsøge at håndhæve de strammede regler ved at rykke ud, når de får henvendelser fra borgere, der har været vidner til affyringer uden for den godkendte periode, siger politiassistent ved Rigspolitiet Christian Berthelsen.
Forventer flere anmeldelser
De nye stramninger vil betyde, at politiet vil få mere travlt end sædvanligt, siger politiassistenten.
- Man vil være naiv, hvis man tror, at der ikke kommer flere henvendelser, når vi ser ind i en stramning, siger Christian Berthelsen til TV 2.
Han minder også om endnu en vigtig regel – at man kun må affyre fyrværkeri, der er lovligt. Det vil sige, at det skal komme fra godkendte salgssteder i Danmark.
Politiet ser hvert år flere eksempler på, at folk bruger fyrværkeri, der er ulovligt i den forstand, at det kommer fra steder, som ikke er godkendt. Det kan for eksempel være fra udlandet.
Der sættes også ind mod ulovligt fyrværkeri
Det er både dumt at gøre, fordi det kan koste en bøde at besidde det, købe det og sælge det, og fordi det kan være "utrolig farligt", siger Christian Berthelsen.
- Du aner ikke, hvad du får i hånden. Du kan risikere at få en mindre bombe, som kan springe i hånden på dig, når du tager den ud af pakken.
Derfor er det vigtigt at holde øje med, at det er godkendte sider og steder, man køber sit fyrværkeri fra. Eksempelvis byggemarkeder, som sælger det, hvor man kan se, om fyrværkeriet er CE-mærket og dermed godkendt til salg i landet, siger Christian Berthelsen.
De senere år har har onlinesalg af ulovligt fyrværkeri vist sig at være et voksende problem. Derfor har politiets Online Patrulje hos NC3 intensiveret deres tilstedeværelse på hjemmesider og sociale medier, hvor salgene foregår.
- Vi kan se, at Toldstyrelsen beslaglægger rekordmeget fyrværkeri, og det bevidner om, at mange handler ulovligt på nettet, siger politiassistent Christian Berthelsen.
Ønsker totalforbud
Hos Dyrenes Beskyttelse hilser man de nye regler velkommen, men man håber dog på et totalforbud.
- Det har alvorlige konsekvenser for vores dyr, så vi så allerhelst, at et totalforbud er vejen frem på den lange bane, siger familedyrschef Jens Jokumsen.
For at løse problemerne, mener man hos Dyrenes Beskyttelse, at man som minimum bør have en kortere salgsperiode for fyrværkeri.
- Når salgsperioden starter, så begynder den ulovlige affyring også. Derfor skal vi selvfølgelig have forkortet salgsperioden markant, siger han.
Halvdelen af danskerne selv mener, at et forbud mod privat brug af fyrværkeri bør være forbudt. Det viser en megafonmåling, hvor 51 procent af danskerne ønsker et totalforbud.