500.000 besøgende på Moesgaard
Den 10. oktober er det et år siden, Moesgaard slog dørene op, og på årsdagen kan museet prale af besøgstal på over 500.000
Udstillingen om Kinas første kejser og terrakotta-hæren var ikke dum at lægge ud med, da Moesgaard Museum for præcis et år siden inviterede indenfor for første gang.
Det vurderer direktør Jan Skamby Madsen, efter museet i dag har offentliggjort besøgstallene for deres første år:
- Vi har haft over en halv million besøgende. Det er vidunderligt dejligt. Ideen bag det nye museum var at skabe nogle udstillinger, der henvender sig til tre generationer; børn, forældre og bedsteforældre. Samtidig vil vi sætte mennesket i centrum, og det har folk været glade for.
En undersøgelse som Epinion har foretaget bakker op om påstanden om, at folk har været glade. 90 pct. af de adspurgte mener, at Moesgaard Museum er et kulturhistorisk museum i verdensklasse:
- Man er jo meget usikker, når man slår dørene op, så vi er rigtig godt tilfredse. Nu kigger vi så på, hvordan vi kan fortsætte successen. Blandt andet har alle Kina-tingene forladt museet, og vi bygger om, så det kommer til at ligne Colosseum i Rom, når vi til april åbner udstillingen om gladiatorer, siger Jan Skamby Madsen.
Til næste år kan besøgende også glæde sig til både en stenalder- og middelalderudstilling.