58-årig stalker dømt for fjerde gang
Ifølge anklageren er der tale om en historisk sag, og dommen vil få stor betydning for ofre for stalking, mener han.
Torsdag formiddag blev der afsagt dom i ankesagen om manden, politiet kalder Danmarks største stalker.
Vestre Landsret stadfæster den dom på et års fængsel, byretten afsagde i marts.
I byretten blev manden dømt for 667 overtrædelser af det tilhold, han havde mod sin ekskone samt stalking af hende og deres to fælles børn.
- Jeg er selvfølgelig meget tilfreds med landsrettens dom, siger specialanklager Johnnie Nymann Jensen.
- For mig er det en historisk sag, fordi det er fjerdegangs, og det er nyt land for os, siger specialanklageren med henvisning til tre tidligere domme for overtrædelse af tilhold mod den 58-årige mand.
Forstå sagen
Sagen startede i januar i Retten i Aarhus. På anklagebænken sad en nu 58-årig mand tiltalt for ”ikke under 697 opslag eller kommentarer med groft og personligt indhold” på Facebook om hans ekskone og deres børn i perioden 12. marts 2021 til 24. september 2022. Dette antal blev justeret til 667 på grund af dubletter.
Det fremgår af anklageskriftet, som TV2 Østjylland har fået aktindsigt i.
Derudover er manden også tiltalt for at have opsøgt ekskonen på hendes nye adresse og for at have delt en video, der gengav en graviditetsscanning, ekskonen fik foretaget, da hun var gravid med det ene af deres to fælles børn.
Eksmanden har forfulgt den forurettede gennem fire år. Over 30.000 gange har han kontaktet kvinden og deres børn i det, der har udviklet sig til den mest omfattende stalkingsag i Danmark.
Ifølge offeret begyndte problemerne allerede, mens parret stadig var gift. Hun forlod ham hen over sommeren 2018, og derefter begyndte den egentlige stalking med tusindvis af beskeder og kommentarer på mail, sms og sociale medier samt opkald på telefon og Facetime.
I december 2018 anmeldte offeret sin eksmand til politiet første gang. Det førte til, at han 3. januar 2019 fik et polititilhold, der forbød ham direkte eller indirekte at kontakte eller følge efter ekskonen, der samtidig fik særtilladelse til at bære peberspray.
De følgende ni måneder brød han tilholdet 1516 gange. Manden fik den ene fængselsdom efter den anden, men stalkingen fortsatte, og 4. juni 2020 blev tilholdet udvidet til også at gælde børnene.
Den 3. marts 2023 blev han idømt et års fængsel. Den dom ankede han.
Han er dømt efter en relativt ny stalkingparagraf, og derfor har det været svært for både forsvar og anklager at finde tidligere domme at læne sig op ad.
- Det siger noget om den manglende retspraksis på området, så dommen har stor betydning for ofre for stalking. Jeg er tilfreds med, at landsretten ligesom anklagemyndigheden mener, at tiltaltes opførsel var omfattet af den nye stalkingbestemmelse, siger Johnnie Nymann Jensen til TV2 Østjylland.
Han havde procederet for en skærpelse af straffen til et år og tre måneder. Forsvareren gik efter frifindelse subsidiært seks måneders fængsel.
Redaktionel note
Sagen har tråde til TV2 Østjylland, da den dømte mand tidligere har været ansat på stedet. Dette er også beskrevet i vores podcast om sagen – en podcast, der er blevet omtalt flere gange i retten.
På grund af forbindelsen til TV2 Østjylland har dækningen givet anledning til flere redaktionelle overvejelser, og vi har som redaktion taget de fornødne foranstaltninger for at sikre en nuanceret og upartisk dækning.
Forklarede at beskeder er skrevet i afmagt
Ankesagen er kørt over tre dage i Vestre Landsrets lokaler på Åboulevarden i Aarhus.
Her har den dømte samt den forurettede svaret på de supplerende spørgsmål.
Han forklarede blandt andet, at flere af hans beskeder er skrevet i afmagt for at komme til genmæle mod den podcast, TV2 Østjylland har lavet om sagen, som han mener, er fuld af løgne.
Hans overtrædelser er lavet i form af kommentarer, som han har skrevet til sine egne Facebook-opslag. En række af dem er skrevet henvendt til journalisten bag podcasten, men de er ifølge landsretten indirekte rettet mod ekskonen.
Han har brugt det som en slags dagbog, forklarede han på retssagens første dag.
Den 58-årige mand har været løsladt siden et møde i Vestre Landsret den 12. maj 2023. Han havde været varetægtsfængslet siden sin anholdelse den 27. september 2022.
Siden sin dom har han hverken kontaktet ekskonen eller deres børn, og det mente forsvareren også, der burde tages højde for i dommen.
Landsretten stadfæstede også den tortgodtgørelse på 30.000 kroner, den forurettede fik i byretten. Bistandsadvokaten nedlagde påstand om 70.000 kroner.
Sagen overgår til Kriminalforsorgen, og den dømte vil nu blive indkaldt til afsoning.