Drenge mistænkes for stenkast mod tog - politiet efterlyser vidner
Efter weekendens episoder opfordres potentielle vidner til at kontakte Østjyllands Politi.
I løbet af weekenden er Østjyllands Politi flere gange blevet kaldt til hændelser, hvor ukendte gerningsmænd har kastet sten mod kørende tog.
Der er i alt tale om tre episoder, oplyser politiet til TV2 Østjylland.
- Det er selvfølgelig noget, vi ser på med alvor på, siger fungerende politiinspektør Anders Uhrskov.
De første meldinger lød på to episoder, men ifølge Østjyllands Politi er der anmeldt tre tilfælde. Det påvirkede både togtrafikken, der kortvarigt blev standset, og den øvrige trafik omkring gerningsstederne.
- Heldigvis er ingen personer kommet til skade i forbindelse med episoderne fra weekenden, men det har påvirket trafikken og togdriften, hvilket naturligvis kan være frustrerende for de togrejsende og øvrige trafikanter, siger politiinspektøren.
Efterforsker sammenhæng
Den første anmeldelse kom fredag klokken 16.17, hvor der ifølge anmeldelsen var kastet sten et sted omkring Ringgadebroen i Aarhus C. De indledende undersøgelser pegede i retning af, at det var omkring broen ved Kongsvang.
Søndag eftermiddag klokken 17.00 modtog Østjyllands Politi en lignende anmeldelse om et stenkast mod et tog. Denne gang fra en nærtliggende gangbro mellem Gammel Kongevej og Christian X’s Vej i Viby J.
Søndag aften klokken 20.35 modtog Østjyllands Politi den tredje anmeldelse i løbet af weekenden fra togpersonalet. Den lød på, at der lige efter Kongsvang Station havde stået nogle personer og kastet med sten mod toget, inden de var løbet væk fra stedet i østlig retning.
Ifølge politiets oplysninger kan der være en sammenhæng mellem episoderne, og det bliver i øjeblikket efterforsket nærmere.
Efterlyser vidner
Gerningspersonerne beskrives som værende yngre mænd i alderen 14-17 år.
- Vi har allerede modtaget nogle gode henvendelser fra et par borgere, men vi hører stadig gerne fra vidner i området omkring gerningsstederne og -tidspunkterne med muligt kendskab til episoderne, siger Anders Uhrskov.
Hvis man har oplysninger om sagerne, kan man kontakte Østjyllands Politi på telefonnummer 114.