Advarer: Farlig medicin i omløb
Farlig medicin, der bliver endnu farligere indtaget med alkohol, og som kan købes billigt på Snapchat? Det er en farlig cocktail.
Natteravnene i Løgten/Skødstrup udenfor Aarhus advarer nu om, at der kan florere stærke, smertestillende piller blandt de unge i byen.
- Vi har fundet noget meget tæt på skolen, så det er derfor, vi råber op om det. For det er et ret farligt præparat, der kan give vejrtrækningsproblemer, og som bestemt ikke er godt at blande med alkohol, siger Jimmi Harder.
Han er formand for foreningen Natteravnene i Løgten og Skødstrup og er bekymret over, at nogle af de frivillige natteravne har fundet morfin-piller af typen Malfin på Lærkebakken lige ved Skødstrup Skole. Foreningen har derfor delt en advarsel om de farlige piller på Facebook, efter det bekymrende fund.
- Vi hører, at det florer inde i Aarhus, og så er tendens, at det også kommer ud til os på et tidspunkt.
- I vores område bliver der holdt en del store privatfester for unge - typisk nogen der går i 9.klasse og ikke er helt gamle nok ikke at komme ind på i barer nede i byen. Og når mange er samlet, kan der også være nogen, der opfanger, at der er potentielle kunder til den slags, siger Jimmi Harder.
Kæmpe privatfester
Ifølge Jimmi Harder er der blandt forældre i området lavet aftaler om, at der maksimalt må være 40 unge til privatfesterne, men når rygterne om en god fest begynder at florere på de sociale medier, kommer der hurtigt mange andre unge til. Også fra nabobyer som Lystrup og Egå.
- Ting går lynhurtigt på Snapchat. Pludselig er der 100 unge mennesker som hænger ud i og udenfor et hus og på gaderne, og så kommer der som regel også nogen forbi, der ved, at der er potentielt mulighed for at sælge stoffer eller måske piller, siger han.
Han fortæller, at langt de fleste unge er søde og rare og gerne vil snakke med Natteravnene, som blandt andet uddeler bolsjer og kondomer og går rundt i gaderne for at skabe tryghed.
- Vi synes, det er fint, at de unge kan holde nogle gode fester. Men det er alarmerende, når vi finder piller af den karakter. Vi ved ikke, hvor pillerne stammer fra og kan heller ikke vide, om det har noget med de unge at gøre. Men vi ved, det er noget, der kan ske, så det er vi nødt til at advare om, siger Jimmi Harder.
Ved du noget?
Har du selv eksperimenteret med opioider? Eller ved du noget om, hvordan pillerne bliver handlet?
Så hører vi meget gerne fra dig (evt. anonymt) på anso@tv2oj.dk
Tip osForsker advarer mod fænomen
Spørger man Birgitte Thylstrup, der er lektor ved Center for Rusmiddelforskning ved Aarhus Universitet, har der i det seneste år været øget opmærksomhed på øget brug af forskellige former for opioider blandt unge i Danmark. Men at eksperimentere med opioider ligger i den ekstremt farlige ende af skalaen.
- Opioider er stærkt vanedannende og afhængighedsskabende, og overdoser kan være dødelige. Selv de overdoser, man ikke dør af, kan være meget problematiske, da opioider kan påvirke vejrtrækningen, så man ikke får ilt nok, hvilket kan give varige skader, siger Birgitte Thylstrup.
Hvad er opioider?
Opioider er en gruppe af stoffer, som udvindes af opiumsvalmuen, og som virker smertestillende på vores centralnervesystem. De mest kendte er morfin, kodein, heroin, metadon og fentanyl.
Nogle opioider bruges i smertestillende medicin, fx morfin som ofte bruges på sygehuset mod stærke smerter. Morfin er et naturligt stof fra valmuens frøkapsel. Det er den mest aktive og stærkest virkende del af valmuen. Gennem kemiske processer kan man bearbejde morfinen til det ulovlige stof heroin.
Opioider bedøver centralnervesystemet. Alt afhængig af hvilke opioider man indtager, vil virkningen først og fremmest komme til udtryk i form af døsighed, muskelafspænding og bedøvelse. Den maksimale effekt kan manifestere sig i form af afslappethed og en udpræget følelse af velbehag, der kan minde om eufori.
Opioider virker dæmpende på åndedrætscenteret. Jo større dosis, jo større dæmpende effekt. Brugere kan dø af kvælning ved høj dosis, fordi åndedrættet stopper. Risikoen øges yderligere, hvis man blander opioider med andre sløvende stoffer.
Kilde: Sundhedsstyrelsen
I USA har der i over tyve år været tale om en decideret opioid-epidemi, med et enorm antal af dødelige overdoser. Her er det især stoffet Fentanyl, der er meget udbredt.
- Sådan er det heldigvis ikke i Danmark. Men på tværs af Danmark meldes der i stigende grad om flere og flere unge, der eksperimenterer med opioider, og om unge, som søger behandling for misbrug af opioider. Nogle gange helt ned til 12-13års-alderen.
Hun fortæller, at der er stor opmærksomhed på problemet, både på regeringsniveau, i Sundhedsstyrelsen og lokalt i de byer, der oplever stigningen. Center for Rusmiddelforskning er derudover i gang med at foretage en afdækning af problemet.