Betjent frifundet for vold i forbindelse med anholdelse
Byretten mener ikke, at en betjents opførsel under voldsom anholdelse var over stregen
En 30-årig østjysk betjent er tirsdag eftermiddag ved Retten i Aarhus blevet frifundet for vold.
Det oplyser hans forsvarer, advokat Mette Grith Stage.
Politiassistenten var tiltalt for at have sparket og slået en 28-årig mand i forbindelse med en anholdelse foran Harald Nyborg i Tilst tilbage i september, mens vedkommende sad på bagsædet i en patruljevogn med håndjern på.
Efterfølgende blev en video - formentlig optaget af den anholdtes bror - lagt på facebook.
Ikke over stregen
Byretten mente ikke, at betjentens opførsel under voldsom anholdelse var over stregen.
- Retten mente, at det var inden for rammerne af hans politifaglige skøn og lovlige magtanvendelse, siger Mette Grith Stage.
Video brugt i retten
Det var Den Uafhængige Politiklagemyndighed, der havde efterforsket anholdelsen, hvor betjenten sammen med en kollega foretog anholdelsen.
På den baggrund besluttede Statsadvokaten, at der skulle rejses en sag mod den ene betjent.
Videoen af anholdelsen blev brugt som bevis i retten.
- Hvis han var blevet kendt skyldig, kunne han risikere en fængselsstraf, og han ville have mistet sit job som politibetjent, siger Mette Grith Stage.
Anklagemyndigheden har nu 14 dage til at beslutte, om byrettens dom skal ankes.
Øverst i artiklen kan du se videoen af den voldsomme anholdelse, som er blevet delt over 6000 gange på Facebook