Betjente rykker ud efter meldinger om skud i Aarhus
Østjyllands Politi hører gerne fra folk, som har hørt eller set noget mistænkeligt i eller omkring Gudrunsvej i Brabrand fredag aften eller nat.
Østjyllands Politi har natten til lørdag modtaget flere anmeldelser om skud på en P-plads på Gudrunsvej i Gellerupparken i det vestlige Aarhus.
Det oplyser Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.
- Vi fik anmeldelserne klokken 00.51, hvorefter vi straks sendte en del styrker til stedet, fortæller Morten Hansen, der er vagtchef hos Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.
Ved politiets ankomst var der ingen personer på stedet, og der er heller ikke meldinger om tilskadekomne.
- Vi har været til stede derude og lavet undersøgelser indtil klokken 9 for at sikre alle de spor, der måtte være. Vi har også haft hundepatruljer med, siger Morten Hansen.
Østjyllands Politi kan indtil videre oplyse, at der er fundet en parkeret bil med et hul i bagruden, der kunne hidrøre fra et skud samt 18-20 patronhylstre i området. De resterende fund kan politiet endnu ikke gå i detaljer med.
- Det er for tidligt at sige noget om motivet, og hvem der kan være gerningsmand, siger Morten Hansen.
Østjyllands Politi hører gerne fra folk, som har hørt eller set noget mistænkeligt i eller omkring Gudrunsvej i Brabrand fredag aften eller nat.
- Der er sket et eller andet derude, når der nogle som anmelder, at de hører noget, der lyder som skyderi. Derfor er vi interesserede i at høre fra folk, som har set eller hørt noget i det tidsrum. Det kan være de har hørt nogen køre derfra med høj fart eller set nogle løbe derfra, siger Morten Hansen.
Østjyllands Politi kan kontaktes på tlf. 114, hvis du skulle have oplysninger i sagen.