Billetter revet væk til Radioheads Northside-koncert
Interessen for at høre Radiohead på næste års Northside-festival er overvældende
15 minutter.
Så kort tid tog det Northside at sælge samtlige søndagsbilletter til næste års festival.
Forklaringen på den enorme interesse skal findes i, at engelske Radiohead, der er festivalens absolutte hovednavn, går på scenen søndag.
- Vi betragter det som et kæmpe scoop at få Radiohead på plakaten, og det er vi blevet bekræftet i først af den enorme presseomtale og nu også den store interesse i billetter til festivalen, siger John Fogde, festivalens talsmand, i en pressemeddelelse.
Har man ikke sikret sig billet, er der stadig håb:
- Selv om endagsbilletterne til søndag er væk, så er det altså fortsat muligt at købe partoutbilletter til Northside, hvor jeg godt tør garantere, at der vil være masser af andre fantastiske navne på plakaten - uanset om man er Radiohead-fan eller ej, siger John Fogde.
Billetsalget til næste års Northside blev sat i gang fredag klokken 10. John Fogde fortæller, at salget af partoutbilletter ligeledes går over al forventning.
Radiohead har ikke spillet i Danmark siden 2008. Bandet er programsat til at spille afslutningskoncerten søndag.
NorthSide foregår 9.–11. juni i Ådalen.
Hør Radiohead-nummeret 'The Numbers' nedenfor: