Mens antallet af indbrud er faldet, er julen blevet højtid for særlig type kriminalitet
Antallet af juleindbrud er faldet, men det betyder ikke, at de kriminelle holder fri.
Julen er en travl tid. Der skal købes gaver, pakkes ind og pyntes op, alt imens anden eller flæskestegen for alt i verden ikke må brænde på.
Men det er ikke kun dig, der har travlt i disse dage. Kriminelle svindlere bruger højtiden til at lokke penge fra de juletravle danskere.
For mens antallet af indbrud har været dalende i de sidste par år, sætter de kriminelle flere sejl ind på digital kriminalitet.
Og det er ikke tilfældigt, at de kriminelle bruger højtiden til at skrue op for svindlen, for juleræset giver svindlerne en fordel, når de skal franarre danskerne deres værdier.
Det forklarer datagidselforhandler og såkaldt white hat-hacker Michael Andersen, der bruger sine digitale færdigheder til at hjælpe virksomheder og privatpersoner.
- Når vi har travlt, og det har vi lige nu, så tænker vi os ikke nok om, fortæller han til TV 2.
Kaos og ro
Årsagen til, at de kriminelle udser sig julen, finder man ifølge Michael Andersen i de grundprincipper, som svindlerne arbejder med. For den typiske svindel handler ikke om avancerede tekniske løsninger, men om sociale mekanismer.
Svindlerne skal skabe uro og tidspres, og så skal de tilbyde ro. Og juletidens jag hjælper dem med det første.
- Jo mere presset en person er, jo mindre skal der til, før vedkommende får tillid til det, der præsenteres – hvad enten det er et link i en mail eller et opkald fra "banken", forklarer Michael Andersen.
Derfor skal du være særligt opmærksom, hvis nogen forsøger at tage kontrol over din tid og opfordrer dig til at træffe hurtige beslutninger.
Også hos politiet er man opmærksom på, at svindlerne ikke holder julefri. Det fik Nordsjællands Politi til at komme med en opfordring til de travle danskere.
- Svindlerne vil nemlig forsøge at udnytte juletravlheden til at lokke penge ud af dig – blandt andet ved at udgive sig for at være dit barn, dine venner eller andre bekendte, skriver politiet på Facebook.
Derfor bør man altid ringe personer op, før man overfører penge til dem, lyder det fra politiet.
Flere gode råd
Michael Andersen deler den opfordring. For ham er en af de vigtigste greb mod svindel selv at etablere kontakt til den, du tror, du er i kontakt med. Det gælder både, hvis "din datter" sender en sms med behov for penge, eller hvis du får et opkald fra "banken".
- Det virker anti-intuitivt at smide på, når nogen ringer for at hjælpe dig, men det skal du.
Derefter skal du selv finde et telefonnummer til din bank, så det er dig, der etablerer den kontakt, du har, forklarer han.
Michael Andersen oplevede selv et svindelforsøg juleaften. Her var det hverken "banken" eller "datteren", der forsøgte at narre penge fra ham.
Det var en anden type svindel, der har kronede dage efter en dyr jul. Nemlig chancen for at gøre sig en god investering.
Også her har svindeleksperten et godt råd.
- Hvis noget virker for godt til at være sandt, så er det også det, selvom det er lidt af en kliché, siger Michael Andersen.
Omtrent 148.000 danskere blev udsat for digital svindel i henholdsvis 2021 og 2022, mens tallet er steget til 190.000 i 2023. Det viser tal fra Det Kriminalpræventive Råd.
Siden 2023 har interesseorganisationen Finans Danmarks Svindel Task Force arbejdet med at udarbejde en række råd til at komme svindlen til livs. De 18 råd som organisationen er kommet frem til, kan du læse herunder:
De 18 anbefalinger
Bedre blokering af svindelhjemmesider.
Mobilselskaberne skal indføre et spamfilter på sms’er.
Bedre beskyttelse af fastnet- og mobilnumre mod spoofing – som er en betegnelse for, at et rigtigt telefonnummer bliver misbrugt som mellemled mellem svindler og offer.
Obligatorisk registrering af taletidskort – så kriminelle ikke kan bruge uregistrerede taletidskort.
Bedre mulighed for bankerne til at indrapportere skadeligt indhold og profiler hos sociale medier.
Krav om to-faktorgodkendelse hos sociale medier.
Fag om teknologiforståelse skal være obligatorisk i folkeskolen.
Bankerne skal løbende lave oplysningskampagner om svindel.
Bankerne skal kunne fastfryse overførsler ved svindelmistanke.
Styrkelse af sikkerheden i bankernes kundevendte systemer ved otte tiltag, heriblandt at bankernes tekniske anti-svindel systemer skal forbedres.
Kunderne skal kunne sikre, at der er overensstemmelse mellem den forventede ejer og kontoens indehaver, når de overfører.
Teleselskaber og banker skal kunne dele data, når der skal udføres risikovurderinger af svindel.
MitID skal kunne beskytte bedre mod phishing – som er, når svindlere forsøger at lokke informationer såsom kontooplysninger eller lignende ud af et offer via øjensynligt ægte udseende emails for eksempel.
Politiet skal have flere ressourcer til efterforskning.
Styrket samarbejde og dataudveksling mellem politi og banker.
Støtte og vejledning til ofre og pårørende.
Bedre deling af data mellem aktører for for eksempel at stoppe en igangværende svindler.
Etablering af et strategisk, operationelt og teknisk forum for svindelforebyggelse.