Disse kommuner ligger i bunden: Her er listen over forældrenes tilfredshed med folkeskolen
CEPOS har netop offentliggjort listen over, hvilke kommuner som scorer højest på forældretilfredshed. Se listen nederst i artiklen.
Umiddelbart kan det være svært at forestille sig, hvad Langeland-, Lemvig- og Thisted Kommune har til fælles. Men det er de tre kommuner i Danmark, hvor forældrene er mest tilfredse med folkeskolen.
Ifølge CEPOS, som står bag analysen, er der dog sket en ændring i den måde, hvorpå forældre vurderer folkeskolen. For i år lægger forældrene i højere grad vægt på børnenes trivsel og ikke længere kun på faglige resultater.
- Forældrenes øgede fokus på trivsel i forhold til for få år siden viser, at vi som samfund har taget en kraftig og hurtig drejning mod en mere helhedsorienteret tilgang til uddannelse, siger Karsten Bo Larsen, forskningschef i CEPOS.
Negativt pres på folkeskolen
Ifølge Andreas Rasch-Christensen, forskningschef ved VIA UC, er det øgede fokus på trivsel ikke kun en positiv ting for folkeskolen. Det kan nemlig være med til at skabe et uretfærdigt pres, som folkeskolen ikke kan løse alene.
- Trivsel er ikke stationær, og det påvirkes af mange andre forhold end skolen. Som barn indgår man i mange typer fællesskaber, så det er ikke en opgave, skolen kan løse alene.
Trivselsmålinger blandt elever viser ifølge Andreas Rasch-Christensen, at over 86 procent af alle elever i folkeskolen er glade for at gå i skole. Det er positivt, men der er en skæv tendens, hvor det primært er børn fra socialt velfungerende familier, som scorer højt.
- Vi taler generelt lidt for meget om trivsel. Vi skal snakke mere om de grupper, der virkelig er udfordret, og kanalisere vores fokus derhen.
Det er gennem læring og samarbejde, at lærerne i folkeskolen skal stå til ansvar for børns trivsel der. Men folkeskolen kan ifølge Andreas Rasch-Christensen ikke stå til ansvar for den fulde trivsel hos hvert enkelt barn.
- Folkeskolen kan noget, foreningslivet noget andet, og forældrene kan noget tredje. Og det er alle de forhold, vi skal have i spil, hvis vi skal sikre børns trivsel.
Ingen sammenhæng mellem penge per elev og tilfredshed
Så hvad er løsningen for at øge forældrenes tilfredshed – og vigtigst af alt børnenes trivsel – endnu højere? Kigger man dybere ind i CEPOS's undersøgelse, er der ikke nogen statistisk sammenhæng mellem ressourcer per elev og forældrenes tilfredshed.
Det står ifølge Karsten Bo Larsen i kontrast til politiske prioriteringer, hvor fokus ofte ligger på at tilføre flere midler til folkeskolen.
- Politikernes løsning er oftest at sende flere penge, når de forsøger at forbedre folkeskolen. Det er tankevækkende, når det ikke er dét, der skaber tilfredshed hos forældrene. I stedet bør vi rette fokus mod de faktorer, der virkelig betyder noget: Bedre skoleledelse, lærernes trivsel og elevernes faglige og sociale udvikling, siger Karsten Bo Larsen.
Djursland-kommuner i bund
Undersøgelsen blev gennemført via en spørgeskemaundersøgelse, der kortlagde forældrenes tilfredshed med undervisning, trivsel, samarbejde, ledelse, indsatsen mod mobning og forberedelse til valg af ungdomsuddannelse.
For hvert spørgsmål kunne forældrene svare på en skala fra "meget utilfreds" til "meget tilfreds".
Undersøgelsen omfattede op til 300 forældre fra hver skole, som fik mulighed for at deltage.
Du kan se, hvordan din kommune ligger i grafikken nedenfor.
Se tilfredsheden i din kommune
Aarhus - 3,8
Favrskov - 3,8
Randers - 3,8
Silkeborg - 3,8
Horsens - 3,7
Odder - 3,7
Skanderborg - 3,7
Syddjurs - 3,7
Norddjurs - 3,6
Samsø Kommune er ikke med i opgørelsen.
På TV2.dk kan du se, hvordan landets øvrige kommuner er placeret på listen.