Blev hjemsendt efter opslag: Det var ikke en hyldest, lyder forklaringen
Simon El-zeinab har givet lyd fra sig, efter at han er blevet hjemsendt som følge af at have udtrykt sorg over dræbt Hamas-leders død.
Det var ikke en hyldest af en afdød Hamas-leder.
Sådan lyder forklaringen fra Simon El-zeinab .
Socialpædagogen blev torsdag hjemsendt fra sit arbejde i Aarhus Kommune, efter at han i et Facebook-opslag havde kommenteret på den afdøde Hamas-leder, Ismail Haniyeh. Senere samme dag trak han sig som medlem af Det Nationale Integrationsråd.
Nu har Simon El-zeinab givet lyd fra sig i et nyt opslag på Facebook. Her ønsker han at adressere "misforståelser" omkring det oprindelige opslag, der ikke længere kan findes.
- Jeg ønsker at præcisere, at opslag på Facebook ikke var en hyldest, men en kondolence for en afdød med en indbygget refleksion over de potentielle konsekvenser af hans drab. Mange medier har rapporteret, at dette drab øger risikoen for eskalering af krigen og har gjort udsigten til fred endnu mere fjern, hvilket er en stor bekymring for mig, skriver Simon El-zeinab i opslaget.
Ifølge Berlingske henviste Simon El-zeinab i opslaget til Hamas-lederen som "en stor leder" på arabisk og udtrykte sine kondolencer.
Berlingske ringede til Simon El-zeinab onsdag, hvor han sagde:
- Han er blevet en af de store palæstinensiske ledere, som mere end halvdelen af palæstinenserne respekterer. Man kan ikke benægte sådan en stor mand, og man kan godt kondolere og blive ked af, at han bliver dræbt på den måde.
Blev misforstået
Simon El-zeinab forklarer i sit nye opslag, at han har "altid" har "fokuseret på at fremme retfærdighed og ligestilling for alle, uanset baggrund", og at han har en "stærk interesse i situationen for det palæstinensiske folk".
Han mener, at hans opslag er blevet "misforstået og brugt i en politisk kontekst", som ikke afspejlede hans intentioner.
- I forbindelse med drabet på Ismail Haniyeh udtrykte jeg min sorg og bekymring over, hvad dette betyder for fredsprocessen i Gaza og palæstinensernes fremtid. Ismail Haniyeh blev anset som en vigtig forhandler af mange palæstinensere, da det var ham, der blev forhandlet med fra alle sider, skriver han i opslaget.
Ifølge Simon El-zeinab trak han sig for at sikre, at "rådets vigtige arbejde kunne fortsætte uden distraktioner relateret til min person".
Anders Winnerskjold, rådmand for sociale forhold og beskæftigelse, sagde torsdag til TV2 Østjylland, at offentligt ansatte har ytringsfrihed som alle andre i Danmark, men der er grænser.
- Man skal have lov til at ytre sig, det mener jeg også er helt afgørende, men der er også spørgsmålet om, om man kan arbejde i den vestlige del af Aarhus og samtidig støtte en nu afdød Hamas-leder, der er på EUs terrorliste, sagde Anders Winnerskjold, der også kaldte opslaget "dybt problematisk".
TV2 Østjylland har været i kontakt med Simon El-zeinab, som ikke ønsker at stille op til et interview. Han henviser i stedet til sit Facebook-opslag.