De første ukrainske flygtninge er kommet i job
Mens flygtningestrømmen fra Ukraine tager til, er de første flygtninge nu kommet i job i Aarhus. I Randers planlægger kommunen at holde jobmesse mellem ukrainere og omkring 100 virksomheder efter påske.
Krigen i Ukraine har sendt tusindvis af flygtninge mod Danmark, og det har fået flere virksomheder til at melde ud, at de står klar med arbejde til flygtningene.
Alligevel er ganske få indtil videre kommet i arbejde.
Før de ukrainske flygtninge kan komme i arbejde, skal de nemlig have opholdstilladelse og CPR-nummer, og det har aktuelt blot 375 ukrainere fået i Østjylland, hvoraf de 129 befinder sig i Aarhus. Det er Udlændingestyrelsen, der tildeler opholdstilladelser.
TV2 ØSTJYLLAND har fredag været i kontakt med flere af kommunerne. Blandt andet Samsø Kommune, hvor ingen ukrainske flygtninge ifølge kommunens oplysninger endnu har modtaget opholdstilladelse, mens 44 flygtninge i Randers Kommune har modtaget opholdstilladelse. Et par af dem er i job.
To i arbejde fredag
Med til historien hører, at en del af flygtningene er pensionister og børn, som ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet.
Det gør til gengæld Nadiia Kohat og hendes mor, som fredag havde første arbejdsdag på MidtVask i Aarhus.
- Jeg har fødselsdag i dag, og jobbet her er den bedste gave for mig, siger Nadiia Kohat.
Mor og datter flygtede i marts fra Ukraine, og både Nadiia Kohat og hendes mor har nu fået opholdstilladelse og dansk CPR-nummer, og det betyder, at de kan arbejde på vaskeriet.
- Jeg er så glad, for min mor forstår hverken dansk eller engelsk, men hun kan arbejde og er rigtig glad for at være her, Nadiia Kohat.
Også hos MidtVask i Peter Sabroes Gade i Aarhus er de glade for deres to nye ukrainske ansatte.
- Vi har været rigtig heldige, for de to ukrainske damer vil rigtig gerne arbejde, og de er blevet modtaget sådan her af alle kollegaer, siger chef Pernille Lundvang og gestikulerer, at modtagelsen altså er med vidtåbne arme.
Ukrainere er klar til job
At modtage ukrainske flygtninge er de også klar på i Randers, hvor de tidligere på ugen åbnede et velkomstcenter, og her får flygtningene blandt meget andet hjælp til at udarbejde et CV, hvilket flere allerede har gjort, fortæller kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt.
Endvidere har de samtaler i velkomstcentret om, hvordan det danske arbejdsmarked ser ud, og hvilke kvalifikationer der efterspørges.
- Og man prøver at finde ud af, hvad ukrainerne har af forskellige eksamensbeviser, men der er også nogle ukrainere, som allerede nu har fået job, og som selv har fundet det, for det behøver jo ikke at være via os, siger kommunaldirektøren og fortsætter:
- Der er rigtig mange ukrainere, der er helt klar til at få et job, men der er selvfølgelig også nogen, der har brug for et lidt længere forløb i forhold til det, de har været udsat for.
Hjem og skole kommer først
Sideløbende med flygtningestrømmens tiltagen har omkring 100 virksomheder meddelt jobcentret, at de er klar til at give praktikpladser eller regulære job til ukrainske flygtninge, og derfor giver kommunen processen et puf.
- Her efter påske laver vi en jobmesse for virksomheder og ukrainere, hvor de simpelthen kan møde hinanden, siger Jesper Kaas Schmidt.
At parringen af arbejdsgivere og potentielle arbejdstagere ikke sker hurtigere, har en naturlig forklaring, forklarer kommunaldirektøren, for når flygtningene lander i Randers, er der et par andre behov, der først har skullet på plads.
Blandt andet er 30 ukrainske børn netop begyndt i danske skoler, og der er også netop blevet åbnet op for, at de mindre ukrainske børn kan komme i daginstitution i kommunen, forklarer Jesper Kaas Schmidt og nævner endvidere indkvartering som en opgave, der står øverst på listen.
- Så jeg tænker, at her efter påske kommer der til at ske meget mere, siger kommunaldirektøren med henblik på jobsituationen for ukrainerne.
Nadiia vil lære dansk
Tilbage hos MidtVask i Aarhus er Nadiia Kohat godt i gang med arbejdet, og det glæder hende at være i arbejde.
- Det betyder, at jeg bliver mere selvsikker, og jeg kan stå stærkere i forhold til fremtiden, så jeg ikke er afhængig af andre, men kan skabe min egen fremtid, siger den unge ukrainer og forklarer, at i Ukraine har hun altid arbejdet.
- Så jeg kunne ikke forestille mig at være her uden at arbejde, siger Nadiia Kohat og erklærer, at hun har et mål om at lære dansk.
- Jeg ved, at uden at lære sproget, vil det blive sværere at være her, så jeg vil virkelig gerne lære dansk.
MidtVask i Aarhus oplyser, at de har arbejde til yderligere fire ukrainere, når ukrainerne får deres arbejdstilladelser på plads.