Beredskaber savner kriseplaner for beskyttelse af civile
Beredskabsplanlægning har været nedprioriteret efter Den Kolde Krig, lyder erkendelse hos Danske Beredskaber.
Der mangler hænder og kompetencer til at lave planer for beskyttelse af civile i tilfælde af en krise.
Sådan lyder et opråb fra de kommunale beredskaber og brandvæsener i Danmark.
- Vi er nødt til at erkende, at vi for tre årtier siden - i forbindelse med afslutningen på Den Kolde Krig - stille og roligt lagde beredskabsplanlægning til side, siger sekretariatschef Bjarne Nigaard fra Danske Beredskaber.
- Vi troede ikke længere, at vi skulle spekulere i civilbeskyttelse, og derfor blev ressourcerne omdirigeret til noget andet, siger han.
Meldingen kommer med krigen i Ukraine som bagtæppe.
Tjekker op på 20 år gammel status
De kommunale beredskaber er aktuelt i gang med at tjekke, hvor mange danskere som beskyttelses- og sikringsrum landet over kan rumme.
Sidste status er mere end 20 år gammel.
Bjarne Nigaard understreger, at det ikke er en militær trussel mod Danmark, som er baggrunden for beredskabernes opråb.
- Men samtidig er det en god idé at tænke sig om i rette tid. Så hvis vi måtte blive udsat for en eller anden krise, så skal vi have nogle, der har tænkt i planlægning og fortsat drift af kritiske funktioner i et lokalsamfund, siger han.
Det kan eksempelvis være, at elektriciteten i et større område forsvinder i flere døgn som følge af et stormvejr, et cyberangreb, mangel på folk på elværket eller en helt fjerde årsag.
- Når de normale forhold ikke gælder, skal der stadig sørges for mad og pleje til ældre og indlagte borgere. Der skal sikres varme, mad og rent vand til alle. Der skal sikres pasning af børn, så forældre kan passe deres arbejde med at pleje ældre eller sørge for drift af infrastruktur, siger Bjarne Nigaard.
Savner lokal kriseplanlægning
Beredskaberne efterlyser ressourcer og hænder, der lokalt kan tage sig af kriseplanlægningen i samarbejde med kommunerne.
Det handler ifølge sekretariatschefen også om, at der skal etableres nogle lokale lagre med vand, forplejning og basale hygiejneartikler.
Beredskabernes opråb kommer forud for, at politikerne på Christiansborg skal forhandle om et nyt forsvarsforlig.
- Det er ikke en ny opgave for os, det må vi være ærlige at sige. Det står i beredskabsloven, at det lokale beredskab skal være i stand til at tage vare på befolkningen, også i tilfælde af krig og større katastrofer.
- Men vi troede bare ikke, det var en relevant opgave længere. Akkurat som andre myndigheder har vi omprioriteret ting, som så er blevet en "new normal", siger Bjarne Nigaard.