Derfor strømmede politiet til storcenter
En melding om en mand med kniv sendte politiet massivt afsted.
Torsdag aften strømmede politiet til indkøbscentret Bruuns Galleri i Aarhus efter en melding om, at en mand skabte utryghed i centret, da han var i besiddelse af en kniv.
Alle indgangene blev hurtigt bemandet af politiet for at sikre, at de kunne komme i kontakt med vedkommende. Samtidig blev øvrige patruljer sendt ind i centret for at lokalisere manden.
Politiet fik hurtigt kontakt til en mand, der passede til signalementet. Der viste sig at være tale om en 46-årig mand, som blev anholdt på 1. sal i indkøbscentret, hvor politiet havde fundet frem til ham.
Ingen drama
Selve anholdelsen forløb uden dramatik og brug af magtmidler, oplyser Østjyllands Politi.
- Men han har været i besiddelse af en kniv på et offentligt sted, så det var anledningen til, at vi gerne ville være til stede hurtigt og med nok resurser til at sætte os på alle ind- og udgange, sagde vagtchef ved Østjyllands Politi Peter Tholstrup torsdag aften til stiften.dk.
Kniven viste sig under visitationen at være en mindre urtekniv, som blev beslaglagt.
Den 46-årige blev desuden sigtet for loven om euforiserende stoffer, fordi han også havde en mindre mængde heroin på sig. Han blev løsladt efter endt afhøring.