Døgnrytmelys skal hjælpe ældre
Døgnrytmelys skal hjælpe ældre til en bedre døgnrytme
Et nyt projekt med et såkaldt ergonomisk døgnrytmelys skal som en del af en større indsats i Aarhus Kommune hjælpe de ældre til en bedre døgnrytme. Lyset skal blandt andet hjælpe de ældre til at få energi, spise og sove bedre.
Det nye lys har nu været tændt i en måned i 12 af plejeboligerne samt dagligstuen og aktivitetsrum på Lokalcenter Sønderskovhus i Lystrup.
Lyset kan ændres alt efter, om man for eksempel vil opnå hygge eller aktivitet.
- Det blå lys har den effekt, at man gerne vil lave et eller andet, siger Conny Christensen, leder af plejeboligerne på Sønderskovhus.
I forbindelse med en større renovering er lyset blevet installeret.
Holder humøret oppe
- Vi kan måske undgå nogen, der bliver angste eller deprimeret, som rigtig mange af vores ældre borger for eksempel med demens tit bliver, siger Conny Christensen.
Det ergonomiske døgnrytmelys forandres gennem hele døgnet ligesom det naturlige lys udenfor. Målet er, at det skal hjælpe de ældre til at få energi, spise og sove bedre.
- Lyset giver dem den ro, de skal have, for eksempel når de skal spise, og det kan være med til at gøre, at de måske tager en halv skive rugbrød mere, siger Conny Christensen.
Du kan se mere om det nye lyssystem i tv-indslaget øverst på siden.