En legende debuterer i Aarhus: - Race er en del af min DNA
Klassisk racerkører til klassisk motorløb.
Legende.
Ordet bliver ofte brugt med løs hånd i medierne, men i Tom Kristensens tilfælde er det næppe en overdrivelse.
Den pensionerede racerkører har vundet 24-timers racerløbet Le Mans ni gange, hvilket er en rekord (der bliver svær at slå).
Klassiske løb vokser
51-årige Tom Kristensen deltager i år for første gang i motorløbet Classic Race Aarhus.
Motorløbet er netop skudt i gang og forventes at tiltrække mere end 40.000 gæster i løbet af weekenden.
- Classic Race Aarhus er et rigtig spændende arrangement med en masse entusiaster og en dejlig lyd fra de fantastiske biler, siger Tom Kristensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Ifølge Tom Kristensen bliver de klassiske løb større og større - også i udlandet.
- Det er noget, der samler en masse mennesker med en fælles passion, lyder det.
Det er 10. gang, det aarhusianske løb finder sted. Tom Kristensen skal blandt andet køre i en Jaguar i løbskategorien Gentleman Show Class.
Vinderbil
Det er en model, der ligesom racerkøreren har gode erfaringer med Le Mans.
- Den bil, jeg har fornøjelsen af, er en Jaguar C-type fra starten af 1950'erne. Biltypen vandt Le Mans to gange, siger han og fortsætter:
- Man sidder fantastisk i den, og den har en dejlig, lille gearkasse, kort og direkte. Jeg tror, den er fra 1953, og den er selvfølgelig opbygget helt identisk med Le Mans-bilerne fra dengang. Når man kører 160 i den, kører man hurtigt, for man skal lige huske, at det er miles per hour.
Kristensen skal også køre for velgørenhed, hvor publikum til kan købe en tur med ham i en Lamborghini Huracan.
- Vi kører Ræs med hjertet. Det er meget, meget vigtigt, at vi har den mulighed for at give folk oplevelser på banen her omkring Mindeparken. Samtidig går det til et godt formål, Make-A-Wish Foundation, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Win-win
Tom Kristensens er muligvis pensioneret, men han bliver aldrig træt af at sidde bag rattet i en racerbil.
- Det er en del min DNA at køre biler. Efter at jeg er blevet pensionist, er det rigtig win-win at køre biler, der er lavet før jeg blev født, siger Tom Kristensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Arrangørerne af Classic Race Aarhus har længe arbejdet på at få Tom Kristensen til at deltage i løbet, og derfor er glæden stor nu, hvor det er lykkedes.
- Vi er utroligt glade for, at Tom Kristensen deltager i årets løb. Tom er jo kongen af Le Mans, og han er en fantastisk ambassadør for motorsporten i både ind og udland, sagde direktør for Classic Race Aarhus, Mike Legarth, til TV2 ØSTJYLLAND den 25. april i år.