Færre flygter fra Langkær: Gymnasium har succes med opdeling

Gymnasiet har gode erfaringer med at opdele klasser efter elevernes baggrund

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Der lød et ramaskrig ud over hele Danmark, da Langkær Gymnasium i Tilst i begyndelsen af september sidste år besluttede sig for at opdele eleverne i de nye 1.g klasser efter etnisk baggrund.

Men nu viser det sig, at opdelingen rent faktisk gør en forskel, fortæller rektor Yago Bundgaard.

Færre etnisk danske elever har valgt at forlade skolen, siden beslutningen om opdelingen blev truffet. I skoleåret 2015/2016 skiftede 29 elever skoler, mens tallet kun er seks i dette skoleår.

Grafik: Færre etnisk danske elever forlader Langkær Gymnasium.

- Der er mange forskellige årsager, men en af dem, er jeg sikker på, hænger sammen med vores måde at lave klasser på, siger Yago Bundgaard.

Beslutningen om opdeling af eleverne blev truffet, fordi gymnasiet på det tidspunkt havde 80 procent tosprogede elever.

Undervisningsministeren gav derfor gymnasiet lov til at forsøge sig med at dele eleverne op, så der blev oprettet en klasse udelukkende med tosprogede elever med det mål at få større spredning mellem de etnisk danske elever i de resterende klasser.

Klasseopdelingen mødte i september stor debat og modstand - også internt på skolen. Elevrådsformand Carl Buhr fortæller, at han følte, det var svært at gå på Langkær Gymnasium på det tidspunkt, men at opdelingen har vist sig at være en god metode til at skabe bedre balance:

- Vi føler, at det her er et bevis på, at det rent faktisk har en betydning, hvem man går i klasse med, siger han og henviser til, at elevflugten stort set er stoppet.

Indtil videre er opdelingen et forsøg, som varer dette skoleår. Rektor Yago Bundgaard understreger, at skolen ikke har til hensigt at diskriminere nogen. Om klasser kun med tosprogede elever vil se dagens lys efter sommerferien, er ikke givet på forhånd:

- Vi vil gerne have, at der tages pædagogiske, hvad angår måden vi inddeler vores klasser, så de fungerer bedst muligt, siger han, men lægger sig ikke fast på, hvordan den opdeling i så fald skal fungere.

I videoen øverst i artiklen kan du høre om erfaringerne med klasseopdelingen på Langkær Gymnasium.

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her