Fodboldtossede tyve på rov på Aarhus-skole
Ukendte gerningsmænd smadrede en række ruder på Skæring Skole
Indbrudstyve går ofte målrettet efter elektronik som computere eller tablets, når de bryder ind på østjyske folkeskoler.
I Skæring i det nordlige Aarhus var det dog tilsyneladende fodbolde, der var målet, da en eller flere ukendte gerningsmænd brød ind på den lokale skole.
Ifølge Østjyllands Politi smadrede gerningsmændene en række ruder i idrætshallen, hvorefter de var på rundtur i blandt andet omklædningsrummene. Under indbruddet stjal tyvene en række nyindkøbte læderfodbolde.
SE OGSÅ: Politiet advarer: Pas på udenlandske tricktyve på E45
- Gerningsmændene stjal et net med 16-18 nye fodbolde. Alle boldene var nye, siger vagtchef Thomas Hinge fra Østjyllands Politi til tv2oj.dk.
Indbruddet på Skæring Skole blev anmeldt til politiet i går, fredag.
Har du oplysninger om indbruddet, kan du kontakte Østjyllands Politi på tlf. 114.