Har du også undret dig: Derfor når du sjældent over for grønt
Aarhus Kommune forklarer nu borgerne, hvorfor der tit når at blive rødt, inden man når over vejen som fodgænger i et lyskryds
En af de henvendelser, som trafikafdelingen i Aarhus Kommune får allerflest af fra borgerne, handler om tiden for grønt lys i fodgængerfelter. Mange oplever, at de meget sjældent når over, inden lyset skifter til rødt. Men det er der en god forklaring på.
Sådan lyder det fra projektleder hos drift og anlæg i Aarhus Kommune, Asbjørn Halskov.
- Det er for at udnytte kapaciteten i krydset bedst muligt, forklarer han til TV2 ØSTJYLLAND.
Uanset hvor lang tid man giver til grønt i et kryds, vil der altid være fodgængere, som først træder ud i sidste sekund, lyder det fra ham.
- Derfor er der en sikkerhedstid, så alle kan nå sikker i land og nå til næst mulig ståsted. Og hvis der skulle være grønt hele vejen over, skulle al trafik i krydset holde stille. Det er der ingen grund til, siger Asbjørn Halskov.
Aarhus Kommune får flere henvendelser hver uge fra borgere, der undrer sig over grønttiden i krydsene.