Har roet over 1500 kilometer - men det var ikke uden problemer

I juli drog Fredrik Sejr Jørgensen og Kenneth Ahm Møller afsted på et kajakeventyr. Nu er de vendt hjem.

Udgivet Opdateret
Til daglig er Fredrik Sejr Jørgensen it-produktudvikler, og Kenneth Ahm Møller er elektriker. Foto: Privatfoto

1553 kilometer. Så langt roede de to kammerater fra Aarhus, inden de efter 54 dage ramte Middelhavet med deres kajakker.

Med ømme arme er de nu på vej hjem. Kajakkerne i havet er skiftet ud med en bil på motorvejen, og de er blevet en masse minder rigere. 

- Noget af det bedste var, hvor gæstfri folk var overfor os. Vi blev inviteret ind, fik steder at sove, aftensmad og meget andet, siger Fredrik Sejr Jørgensen, og fortæller om en episode, hvor de var blevet tilbudt en øl, hvilket resulterede i en overnatning på en flydende bar.

Oplevelser som denne var der mange af, men at sejle fra Nordsøen til Middelhavet i kajak er heller ikke ufarligt.

Lidt på gefühl

Ideen med at sejle fra Nordsøen til Middelhavet opstod i et auditorie på Aarhus Universitet.

Her gik det op for Fredrik Sejr Jørgensen, at man kunne sejle hele vejen derned. 

- Så spurgte jeg Kenneth om han ville med, og han var skør nok til at sige ja, fortæller Fredrik Sejr Jørgensen og griner. 

Forestil dig at være fem meter nede i et hul med vand, hvor du sidder i din kajak. Det var nervepirrende
Fredrik Sejr Jørgensen, Aarhus

Turen var ikke planlagt til punkt og prikke. Drengene tog en del af tingene lidt på gefühl, som Fredrik Sejr Jørgensen beskrev det.

Derfor var det ofte uvist for de to eventyrer, hvor de skulle sove, når de havde sejlet de 30 kilometer, som de cirka tilbagelagde hver dag.

Et hav af problemer

Allerede efter fire dage og 100 kilometer var eventyret tæt på at ende brat. Skuldersmerter hos begge drenge betød, at de ikke vidste, om de kunne gennemføre turen.

- Kenneths familie havde kørt os hele vejen til Belgien, hvor turen begyndte. Vi havde sagt til alle, at vi skulle afsted. Derfor kunne vi heller ikke klare, hvis turen allerede skulle stoppe her, siger Fredrik Sejr Jørgensen.

Derfor roede de to drenge videre og på mirakuløs vis, forsvandt smerterne i deres skuldre. 

Men andre problemer kom hurtigt deres vej. Undervejs gik det nemlig op for de to drenge, at ruten ikke var egnet til kajakker. 

- Man føler sig meget lille. Vi så overhovedet ikke andre kajakker på hele turen. På et tidspunkt var vi fanget i en af sluserne, fordi sensoren ikke kunne registere os. Forestil dig at være fem meter nede i et hul med vand, hvor du sidder i din kajak. Det var nervepirrende, fortæller Fredrik Sejr Jørgensen.

Undervejs sov de ofte uautoriserede steder. Dette kunne for eksempel være ude ved floden eller inde i en skov. / Foto: Privatfoto

Særligt en episode har sat sig i de to drenge, da en tvivlsom beslutning resulterede i en times hektisk sejlads.

- Det var blæst op, og vi var et sted, hvor floden var meget bred. Bølgerne blev rigtig høje fra alle sider, så vi kunne faktisk næsten ikke ro fremad og slet ikke vende uden at tippe i vandet. Derfor roede vi en time, hvor vi var ude på dybt vand og måtte holde kursen. Her skulle vi helt klart have været mere påpasselige, siger Fredrik Sejr Jørgensen.

Heldet var med dem

På trods af problemer med kraftig strøm, trækvogne der gik i stykker og kanaler der var for smalle til at sejle på, oplevede drengene også at have heldet med sig. 

- På grund af tørke i Frankrig var der næsten ikke vand i kanalerne. Jeg tror nærmest kun, at det var kajakker, der kunne sejle der. Vi var klar til at skulle ro en omvej eller trække kajakkerne langt, men vi fik faktisk lov til at ro på en lukket kanal, hvilket var en speciel følelse, siger Fredrik Sejr Jørgensen, som tilføjer, at de var de eneste på kanalen i fem dage.

Turen startede i Oostende i Belgien og sluttede i den sydfranske by Le Grau du Roi. / Foto: Privatfoto

Derudover var drengene også blevet fortalt, at de skulle frygte de 300 kilometer, de skulle sejle på Rhônen. En flod, som har ry for blandt andet stærk strøm.

- Folk havde bygget den op til at være noget, der nærmest ville slå os ihjel, siger Fredrik Sejr Jørgensen.

Ganske rigtigt var der strøm, da de nåede floden, men heldigvis slet ikke så slemt, som folk havde fortalt. 

En kæmpe forløsning

Ifølge drengene har turen lært dem at tackle det uforudsigelige.

- Tingene ændrede sig hele tiden, der var hele tiden en ny udfordring. I fjorten dage regnede det, senere kom nye varmerekorder. Vi måtte hele tiden tilpasse os, siger Fredrik Sejr Jørgensen.

Anstrengelserne var dog det hele værd, da de nåede deres mål og gav hinanden et stort kram.

- Det var en kæmpe forløsning, at det endelig skete efter at have roet i så lang tid. Til sidst kunne man nærmest dufte havet, siger Kenneth Ahm Møller.

Hvad så nu? Har I fået nok af at sejle?

- Vi er stadigvæk glade for at sejle kajak, og vil gøre det i vores fritid, siger Fredrik Sejr Jørgensen, og fortæller, at de netop er blevet kontaktet af nogle kajakklubber, som vil have dem til at holde foredrag om deres tur.

At sejle fra Nordsøen til Middelhavet er så vidt drengene ved, kun gjort en gang før for 100 år siden. Også her var det en dansker, der vovede pelsen. 

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her