Hård start på ligaen for ny aarhusiansk håndboldklub
Aarhus United tabte ganske klart i klubbens første kamp i damernes håndboldliga mod Odense Håndbold
Det tidligere aarhusianske håndboldflagskib på kvindesiden, SK Aarhus, måtte inden denne sæson dreje nøglen om og i stedet overdrage ligalicensen til en ny satsning med navnet Aarhus United. Søndag aften spillede holdet så sin første ligakamp nogensinde – desværre uden den store succes.
Aarhus United var da også kommet på noget af en opgave i første ligakamp. Her besøgte holdet topkandidaterne fra Odense Håndbold, og efter en lige begyndelse trak det stærke hjemmehold fra.
Læs også:
Ved stillingen 4-4 i 1. halvleg viste fynboerne deres skræmmende styrke, og lige så langsomt fik værterne opbygget et forspring til østjyderne. Ved pausen første Odense Håndbold således 15-9.
Og det blev kun værre i begyndelsen af 2. halvleg. Forskellen mellem de to hold var på et tidspunkt oppe på ni mål ved 19-10 og 22-13, inden en lille slutspurt gjorde nederlaget hæderligt for aarhusianerne.
Odense HC-Aarhus United 24-18 (15-9)
Odense HC: Freja Cohrt 5, Nadia Offendal 5, Stine Jørgensen 5, Suzanne Bækhøj 2, Mette Tranborg 2, Pearl van der Wissel 2, Kathrine Heindahl 2, Trine Østergaard 1.
Aarhus United: Birna Berg Haraldsdottir 6, Simone Petersen 3, Amanda Brogaard 2, Julie Pontoppidan 2, Emma Mogensen 2, June Bøttger 2, Celine Holst 1.
Udvisninger: Odense HC 1, Aarhus United 0.
Tilskuere: 1.370.
Efter dommernes sidste fløjt stod der 24-18 på måltavlen i en kamp, hvor Aarhus United reelt kun var inden for rækkevidde af point i de første 10 minutter af opgøret.
De to hold mødte faktisk også hinanden for nylig i pokalturneringen, hvor Odense Håndbold ligeledes vandt - her med 21-18.