Højhusplaner vækker harme: - Kan ødelægge kvarteret
Aarhus Kommunes drøm om en storstilet helhedsplan for området omkring Randersvej møder massiv modstand hos beboerne.
Aarhus Kommune drømmer om en ny helhedsplan for området omkring letbane-stoppene langs Randersvej. Men det falder ikke i god jord blandt beboerne og områdernes fællesråd.
Kommunen vil nemlig have flere etagebyggerier på op til seks etager, men den udsigt har fået beboerne til at indsende flere end 300 høringssvar til planerne.
- At man laver sådan en helhedsplan og så påstå, at det gør man, for at Randersvej skal binde et område sammen, det er helt ude i hampen, lyder den kontante melding fra formanden for Christiansbjerg Fællesråd, Michael Poulsen.
Fra fællesrådet på Trøjborg er meldingen også alt andet end positiv:
- Man vil ødelægge kvarter af den type, hvis man pludselig tager en del af det ud og begynder at bygge højt op til seks etager, siger Niels Christian Sidenius, formand Trøjborg Fællesråd, til TV2 ØSTJYLLAND.
Der er indsendt mere end 300 høringssvar til kommunen. De kommer fra alt fra private beboere, grundejerforeninger og vejlaug, og langt de fleste er negative.
Læs også:
600 er alt for meget
Det er særligt de 600 meter fra hvert letbanestop og ud, der giver panderynker. Modstanderne foreslår blandt andet, at helhedsplanen centreres letbanestoppene mere i stedet for den store radius.
- For os er det en kunstig ting, at fordi man kan sætte en passer i krydset mellem Nørrebrogade og Ringgaden og 600 meter ud, at så inkluderer man en del af Trøjborg. Det kan vi ikke forstå, siger Niels Christian Sidenius.
Christiansbjerg Fællesråds formand, Michael Poulsen, foreslår ligeledes, at man holder sig til et par boligrækker ind i stedet for de 600 meter.
Høringsfristen udløber i morgen, torsdag 2. juni.
Den ansvarlige rådmand, Steen Stavnsbo (K), har ikke haft mulighed for at stille op til interview, men vil tage essensen af høringssvarene med til teknisk udvalg, skriver han til TV2 ØSTJYLLAND.
Se hele indslaget her: