Direktørfyring koster kommune millioner

Fyringen af velfærdsdirektøren i Norddjurs koster kommunens borgere op til 2,35 millioner kroner. Det fremgår af fratrædelsesaftalen, som TV2 ØSTJYLLAND har fået indsigt i.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Fyringen af velfærdsdirektør kommer til at koste Norddjurs Kommune flere millioner kroner.

2.308.059,50 kroner.

Det er, hvad Norddjurs Kommunes fyring af velfærdsdirektøren kommer til at koste kommunens borgere.

Det fremgår af den fratrædelsesaftale, som kommunen har indgået med den fyrede direktør. En aftale, TV2 ØSTJYLLAND tirsdag aften har fået delvis indsigt i.

Velfærdsdirektør Kenneth Koed Nielsen blev fyret tidligere på måneden, efter økonomiudvalget i Norddjurs Kommune efter mange måneders tilløb besluttede at igangsætte en uvildig undersøgelse af socialområdet, som i flere omgange har været udsat for kritik.

Området sorterede under Kenneth Koed Nielsen, der derfor også, som det fremgik af den pressemeddelelse, kommunen udsendte den 18. maj, måtte se sig fyret.

- Der er et politisk ønske om en udviklingsproces nu, og der er et politisk ønske om en anden profil på posten som velfærdsdirektør, forklarede borgmester Kasper Bjerregaard (V) efter fyringen til TV2 ØSTJYLLAND.

Får også til uddannelse

Fratrædelsesordningen består af flere ben for den fyrede direktør, der dels får udbetalt syv måneders løn inklusiv pension på i alt 735.575,75 kroner.

Dertil får han ifølge oplysninger fra kommunen "en overenskomstmæssig fratrædelsesgodtgørelse" på et års løn (1.257.987 kroner) samt yderligere en fratrædelsesgodtgørelse på tre måneders løn (314.496,75 kroner).

I alt giver det altså en fratrædelsesordning på 2.308.059,50 kroner. Dertil kommer, at den fyrede direktør kan uddanne sig på Norddjurs regning for 43.750 kroner.

TV2 ØSTJYLLAND arbejder på at få en kommentar fra borgmester Kasper Bjerregaard samt fra Kenneth Koed Nielsen.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her