Mand dræbt i sammenstød med lastbil
En fører af en varevogn har fredag mistet livet i en alvorlig trafikulykke på Skanderborgvej i Hvirring.
En mand er fredag eftermiddag afgået ved døden i forbindelse med en alvorlig trafikulykke på Skanderborgvej i Hvirring vest for Horsens.
Ulykken var et frontalt sammenstød mellem en varevogn og en lastbil, fortæller Halfdan Kramer, som er vagtchef i Sydøstjyllands Politi.
Ifølge vagtchefen er det føreren af varevognen, som er død. Der er tale om en 46-årig mand, som ikke er fra lokalområdet.
- Vi har haft en bilinspektør og indsatsleder på stedet med henblik på at klarlægge, hvad der er årsag til uheldet. Det står ikke soleklart for os på nuværende tidspunkt, siger vagtchefen til Ritzau.
Den 46-åriges pårørende er underrettet.
Ulykken blev anmeldt klokken 13.29.
Afspærringerne på ulykkesstedet er kort efter klokken 17 fredag blevet fjernet.
Ifølge Halfdan Kramer er føreren af lastbilen ikke kommet til skade.