Smukfests krøllede hjerne stopper og smækker med døren
Det seneste år er flere store personligheder stoppet hos musikfestivalen Smukfest. Nu stiller den Kreative topchef sig op i rækken.
Kæmpe øldåser som huse, udkigsposter i bøgetræerne og åbningsparader gennem skoven.
Jonas ”Pindhund” Hallberg har i mere end 30 år sat sit tydelige aftryk på musikfestivalen i Skanderborgs bøgeskove.
Men to dage før nytårsaftensdag annoncerede han, at parløbet er slut.
- 2024 blev året, hvor jeg følte mig nødsaget til at opsige mit samarbejde med Skanderborg Festival Klub, skriver han på sin Facebook-profil.
Og opslaget har fået mere end 200 kommentar, hvor mange har bemærket hans arbejde.
- Du har været en vild og instrumental drivkraft bag alle finurligheder og Smukfests kreative profil gennem alle årene - stor respekt, skriver Jonas Tejlgaard Hammer, som reaktion på Facebook-opslaget.
- Stor respekt Pindhund, for hvad du gennem tiden har tilført smukfest. Din vildskab er inspirerende, skriver Christian Korsager Mud.
Den kreative topchef, Jonas ”Pindhund” Hallberg, er ikke den eneste, som det seneste år har forladt festivalen efter mange års tro tjeneste. Tidligere talsmand Søren Eskildsen stoppede ved udgangen af 2023 efter 23 år for at kaste sig over en livsdrøm om at arrangere vandreture, mens produktionschef Stig Andersen efter 40 år i Bøgeskoven gik på pension for at gøre plads til nye kræfter.
Uenighed bag exit
Jonas ”Pindhund” Hallberg har ikke yderligere kommentarer om sit exit til TV2 Østjylland, men skriver i sit Facebook-opslag:
- Der er uenighed om beslutningsgange og prioriteringer. Derfor vil jeg hellere bruge min tid og mit engagement på noget andet, og på andre steder for nu.
Senest har han stået bag paraden Smukoptog med vogne af Drager, isbjørne og kæmperobotter.
I sommer udtalte Jonas ”Pindhund” Hallberg, at han håbede, optoget ville vende tilbage næste år.
- Hvis vi gør det igen næste år, vil jeg jo mene, at vi har skabt en tradition, sagde han i 2024 til TV2 Østjylland.
Men efter paraden har været en del af festivalen i 2023 og 2024, ser det nu ud til at slutte her.
Generationsskifte i Bøgeskoven
Direktionen bag Skanderborg Festival Klub og dermed Smukfest har i 2024 fået to nye markante navne. Jakob Holm som produktionschef og Trine Bang som indholdschef, og en ny generation har sat sig ved roret.
I forhold til Jonas ”Pindhund” Hallbergs exit og opslag på Facebook udtaler Trine Bang i et skriftligt svar:
- Vi fik besked om Jonas’ beslutning lige før jul, og den har jeg fuld respekt for. Skovens fællesskab sender ham ud af døren efter 30 rigtig gode, opfindsomme år. Siden 2011 har Jonas Pindhund været tilknyttet Smukfest som kreativ konsulent, og vi håber at kunne samarbejde om projekter i fremtiden også. For nu ønsker vi ham alt det bedste på de næste eventyr, skriver Trine Bang.
Hvad kommer det til at betyde for festivalen i fremtiden?
- Smukfest står på skulderen af et gigantisk fællesskab, hvor skabertrangen er stor, og alting altid er i bevægelse. Fremtiden er en balance mellem traditioner, og modet til at tænke nyt. Jeg glæder mig til alt det, vi skal skabe sammen med gæster, frivillige, artister, og samarbejdspartnere i 2025, skriver hun videre.
Smukfest vil senere på måneden fortælle om den kommende strategi for 2025.