Hvorfor druknede Jonatan?

Om natten, mens han løber, sover hans mor, Linda Heide Ottosen, trygt inde i Aarhus. Hun har hjernerystelse efter en arbejdsskade og lider af migræne. Og af evig bekymring for ham.

De var kørt ud til Gomde - et buddhistisk meditationscenter - der ligger i Esby på Helgenæs. Et sted, som de begge holder af. Han er buddhist og føler, at meditationen giver ham ro i kroppen. Ro til at styre de tanker, som han har kæmpet med i flere år.

I den tibetanske forskole forventes det, at man laver et særligt glidefald 111.111 gange. Det er et tegn på hengivelse, og det renser sindet.

Han har lavet over 111.111 glidefald på bare et år. Bukket sig ned på hug, lagt hænderne på jorden og gledet fremad til han ligger udstrakt på jorden.

Rejst sig og gentaget bevægelsen, indtil han havde røde mærker på knæ og i panden.

På Gomde blev der slået på gong gongen til årets sidste lørdagsmeditation, da de stod ud af bilen. De gav hinanden et knus.

Han lagde sin sovepose og sin rygsæk med løbetøjet og mobiltelefonen ind i en ledig køje i sovesalen.

Klokken er 11.40 søndag, da han vender tilbage til Gomde. Han sætter sig på en bænk og sludrer med en af de andre kursister, men har stadig glemt alt om sin mobiltelefon.

Uroen roterer stadig i Jonatans krop. Han får lyst til at bevæge sig igen. Det er nu mange timer siden, at han sidst har fået noget at spise eller drikke, men det tænker han ikke over. Søndag eftermiddag ser en nabo Jonatan gå ned ad stien mod Esby Strand mod badebroen. Det er sidste gang, at Jonatan Heide Becker er set i live.

Fra p-pladsen går han mod vandet. Han leder efter en sti, der ikke er alt for stejl. Skubber gærdet til marken med køer op og går langs skrænten. En pludselig indskydelse får ham til at vælge en lille sti mod vandet i stedet for at fortsætte til Lushage.

Og dér … mellem to grønne sten ligger en dreng på maven i vandet med ansigtet nedad. Han er nøgen. Armene flyder over hovedet, og hænderne er åbne. Den chokerede fisker ringer først 112 og bagefter til sin kone.

Den døde person har et armbåndsur om sit håndled. Trods havvand, og selv om drengen har ligget i brændingen, tikker uret stadig. Tiden er ikke gået i stå.

Jonatans mor, Linda Heide Ottosen befinder sig få kilometer derfra. Hun har ledt i timevis, men forgæves. Hun har ringet til politiet for at efterlyse sin søn, og hun har også ringet til det psykiatriske hospital i Risskov for at sige til dem, at deres vurdering var forkert. Det var en fejl at udskrive Jonatan.

Men Linda Heide Becker føler også selv, at hun har fejlet. Hun burde have taget ham hjem. Han havde ikke selv et hjem, men hun havde stolet på lægernes ord om, at han sagtens kunne klare at være på egen hånd på Gomde. Hun havde været i syv sind. Men hun var træt og havde brug for ro på grund af sin hjernerystelse. Derfor valgte hun for en gangs skyld at stole på andres vurdering i stedet for sin egen. Telefonen ringer…. ”Er din søn 20 år og har lyst hår?” spørger stemmen i røret. Lindas hjerne fryser. ”Nej, min søn er ældre,” siger hun tøvende. Og kommer i tanke om, at Jonatan er så tynd, at han kan se yngre ud, end han er.

Damen i røret siger, at Linda skal blive, hvor hun er. Der er blevet fundet en ung mand, og politiets indsatsleder vil ringe til hende. ”Er han død?” spørger Linda. Hun kan ikke få luft. Hendes mund er tør.

I sine 33 år i Østjyllands Politi har indsatsleder Frank Hovgesen prøvet lidt af hvert. Han er hårdhudet. Og alligevel ikke. Selv efter alle disse år påvirker det ham at se unge, der er døde. Han vender drengen rundt. En knægt på alder med Frank Hovgesens egne børn. Der er ingen usædvanlige skader. Han skaffer et billede af Jonatan Heide Becker, og der er ingen tvivl. Det ér ham.

Frank Hovgesen er ikke uvant med at møde psykiatriske patienter i sit arbejde. Når de er psykotiske og ikke vil indlægges eller har gjort forfærdelige ting. Han ringer til Linda Heide Ottosen og beder hende møde ham på en grusvej ved stranden. ”Det er Jonatan. Han er død, og der er ingen grund til, at du skal identificere ham,” siger han, da de står overfor hinanden.

En politikvinde kører Linda Heide Ottosen hjem i hendes bil til Aarhus. Linda ringer til sin datter, 23-årige Mette, der lige har fået fri fra arbejde, og bryder sammen hjemme i lejligheden. Linda ringer også ud til afdelingen, hvor Jonatan blev udskrevet fra på det psykiatriske hospital i Risskov. Hun kan ikke lade være.

Hun får fat i en plejer og fortæller, at Jonatan er død. Druknet. Hun kender tilfældigvis plejeren fra Jonatans indlæggelser, og hun kan mærke, at han bliver ked af det. ”Jeg ved godt, at I har gjort det så godt, I kunne, men jeg ved også, at I er pressede på personale, og jeg ved, at det er svært at arbejde under de vilkår, men Jonatan var glad for at være hos jer,” siger hun i telefonen. Selv om det er en sandhed med modifikationer.

Hvem var han – den 25-årige mand, der mandag den 28. august skyllede i land ved Helgenæs?

Der er en Jonatan Heide Becker før og efter 7. klasse. Som barn er han mild og venlig. Sørger altid for at lillesøster Mette har det godt. I skolen har han mange kammerater og er hurtig til at læse og regne. Alligevel er der noget ved hans adfærd, som vækker bekymring.

I 2. klasse bliver Jonatan undersøgt. Børnepsykiatrisk Center slår fast, at han er et barn med overbliksvanskeligheder.

”Han var lidt forvirrende for dem, da han umiddelbart virkede som et barn på 12, fordi han var så sprogligt velbegavet. Men samtidig havde han et overblik som et treårigt barn, så det hang ikke rigtigt sammen,” husker hans mor, Linda. På trods af sine overbliksvanskeligheder klarer Jonatan sig fortsat fint, men i 7. klasse begynder noget at gå skævt. Han trækker sig mere og mere ind i sig selv

Linda Heide Ottosen og ægtemanden Uffe Becker er blevet skilt, og Jonatan opsøger i stigende grad sin far, der er maler og arbejder på skæve tidspunkter af døgnet til den buldrende lyd fra fjernsynet. Jonatan lukker sig inde på et lille værelse, spiller computerspil og får ikke færdiggjort de sidste tre år i folkeskolen.

Han bliver diagnosticeret med ADD og social angst. Mens årene går, render hans mor, Linda, forgæves systemet på dørene. Til sidst skriver hun i desperation direkte til formanden for Aarhus Kommunes børne - og udvalg og får omsider hjælp i form af en stor varm pædagog.

Han lirker døren til Jonatans værelse op - stikker hovedet ind igennem dørsprækken og siger: ”Jeg ved godt, at jeg ikke er pæn. Men jeg er rar!” Lukker døren og går igen. De korte besøg, hvor pædagogen banker på og langsomt bliver lukket ind i Jonatans liv, bliver længere og længere. Den dag, det lykkes ham at lokke Jonatan med ud på en gåtur i dagslys, ånder både Uffe og Linda lettet op.

Jonatan kommer på en socialpsykiatrisk behandlingsinstitution for unge. Her tager han sin 9. klasse med udmærkede karakterer på trods af sine mange års fravær fra skolen. Han maler. Og får en ven for livet.

Hans Juhani Pedersen er pædagog og arbejder på Jonatans institution. De kan begge lide at løbe – og Hans Juhani Pedersen bliver hurtigt knyttet til den lyshårede, alt for høflige og omsorgsfulde dreng.

”Jeg kan ikke helt forklare hvorfor. Jeg har de sidste mange år arbejdet et væld af steder – både i psykiatrien og på bosteder, og Jonatan er den eneste, jeg har taget med ind i mit liv.”

”Jeg tænker tit på, at Jonatan er den fyr, jeg har kendt, der har været mest igennem diagnose-karrusellen. Han havde social fobi, men ikke alle de andre diagnoser. De ændrede sig hele tiden, mens han blev stopfordret med alle den slags afhængighedsskabende piller, som går for gode penge nede i Mølleparken.” Hans Juhani Pedersen, pædagog

I 2013 er Jonatan veltrænet og har smidt sin medicin - i Hans Juhani Pedersens optik en succeshistorie for bostedet. De løber et marathon sammen i Berlin. ”Han var sådan en, hvor man tænkte, at han ville få et godt liv. Med et job og en familie. Total solstrålehistorie for os – vi gik og sagde til hinanden: Det er en god historie med ham Jonatan.”

Jonatan er begyndt at dyrke buddhismen og kommer en del på meditationscenteret Gomde på Helgenæs, hvor han også møder Lasse Thomsen. De to bliver venner, og da Lasse nogle år senere rejser til Nepal, tager Jonatan med.

Men da vejene skilles for de to venner, går det galt. Jonatan skal videre til Indien for at fortsætte rejsen med sin lillesøster og er i et par dage overladt til sig selv. Han møder en mand, der tager stoffer, og som fortæller, at de hjælper ham med at se Gud. Jonatan lader sig lokke, og da han få dage senere møder sin søster, er alt forandret.

Tilbage i Danmark ryger Jonatan ud i et frit fald. Han dyrker stadig sin buddhisme og kommer på det buddhistiske center på Helgenæs. Men noget er helt forandret

Jonatan bliver en svingdørspatient med diagnosen bipolar på psykiatrisk afdeling. Han bliver indlagt igen og igen og udskrevet gang på gang uden at være rask. Indimellem bor han hjemme hos sin mor, der bruger det meste af sin fritid på at passe på sin søn, lede efter ham eller efterlyse ham, når han igen er forsvundet på en løbetur.

Denne sommer - kort før sin død - får Jonatan endnu en diagnose af lægerne. Skizoaffektiv psykose. Men da hans mor vil tale med ham om det, nægter han. ”Jeg er ikke en sygdom. Jeg er Jonatan!”, siger han.

Den 18. juli 2017 har Jonatan været indlagt halvanden måned på det psykiatriske hospital i Risskov.

Han er ikke god til at overholde tidsfristerne på sine udgange. Men denne dag får han lov til at gå en halv time uden ledsager, men sammen med vennen Sørn Strand-Jensen, der også er indlagt.

Linda Heide Ottosen sidder i sit køkken. Hun sover dårligt om natten. En tanke holder hende vågen. ”Det er min skyld, at Jonatan døde. Jeg burde have taget ham hjem, selv om jeg ikke selv var rask.”

”Der er ingen tvivl om, at det ser mystisk ud, at de opfordrer ham til at tage ud til det sted i Djursland. De har vurderet, at han ikke er farlig eller selvmordstruet. De ved godt, at han ikke kan være derude. De ved også godt, at man ikke bør udskrive folk til gaden – selv om at det ser vi desværre ofte,” siger formand for Sind, Knud Kristensen.

”Det her er jo en udskrivning til gaden. Der er endda fokus i journalen på, om han vil tage sin medicin eller ej. Der må man jo tage sig til hovedet. Hvorfor lader man sådan en ung fyr falde mellem stolene? Hvorfor er hans liv ikke mere værd? Svaret er, at der står mange andre uden for døren, der har det endnu værre, og som venter på at komme ind,” siger Knud Kristensen.

Dermed bliver Jonatan Heide Becker en af de psykiatriske patienter, der udskrives til gaden. Der er ingen til at hjælpe, og ingen holder øje med, om han tager sin medicin eller ej. Og han er langt fra den eneste, lyder det fra en af de overlæger, der til daglig har patienternes liv mellem hænderne.

Peter Møller Andersen og en række andre læger på psykiatrisk hospital i Risskov har - i protest mod de økonomiske rammer - stiftet partiet Psykiatrilisten. Partiet stiller op til regionsrådsvalget i november 2017. ”Omkring 30 pct. af patienterne udskrives til gaden, fordi vi har for få sengepladser, og fordi kommunen ikke har bosteder nok. Der er en voldgrav mellem det psykiatriske hospital og Aarhus Kommune. Det betyder, at rigtig mange af de patienter, der bliver udskrevet, ender med at blive forældrenes ansvar – og så er vi ikke er en pind bedre end Uganda.” Peter Møller Andersen, overlæge, repræsentant, Psykiatrilisten

Men hvem har ansvaret for, at der mangler bosteder, så psykiatriske patienter, som Jonatan, bliver udskrevet til gaden? Centerchef Ditte Sachse Dupont fra Aarhus Kommunes Center for Myndighed oplyser, at der ikke er afsat kommunal økonomi til at have eksempelvis to pladser stående ledige til akutte situationer. Og i øjeblikket er alle bosteder og såkaldte tryghedshoteller samt de steder uden for kommunen, hvor de ellers kan tilkøbe sig pladser, fuldt belagt. ”Jeg kan ikke sige noget om den konkrete sag. Jeg kan bare sige, at vi nogle gange oplever, at vi ikke får besked, før folk er udskrevet. Og ja, vi kunne godt bruge flere pladser, men først og fremmest handler det i mine øjne om, at folk ikke skal udskrives, før de er raske nok...”

Tilbage i køkkenet i Finsensgade er Linda Heide Ottosen faldet i staver. På bordet foran hende ligger billeder af Jonatan.

Når han havde det godt, drømte han om at blive sosu-assistent og hjælpe andre samt at rejse til Nepal og bestige Mount Everest. Når han havde det skidt, måtte Linda Heide Becker låse døren indefra i lejligheden, så han ikke kunne løbe om natten.

Linda Heide Ottosen forstår ikke, at hospitalet, ifølge hans journal, foreslår Jonatan at tage på Gomde. Det gør Gomdes direktør, Kathrine Olldag, heller ikke. Hun blev ringet op af en læge, der ikke præsenterede sig ved navn, kort før Jonantan blev udskrevet.

”Jeg sagde, at Jonatan som udgangspunkt var velkommen, hvis han kunne tage vare på sig selv og ikke var til gene for andre. Dog ikke i de kommende måneder, da vi lukker ned for vinteren. Vi måtte se på det igen til foråret, når vi genåbnede, hvis han havde det godt. Derfor var jeg ærlig talt meget overrasket over, at han dukkede op på Gomde. Jeg synes, at jeg var klar i mælet,” fortæller Kathrine Olldag.

På den øverste etage nede ad en lang gang på det psykiatriske hospital i Risskov sidder den ledende overlæge Merete Bysted. Hun har ansvaret for P2, som var det afsnit, hvor Jonatan Heide Becker var indlagt. Hun må ikke tale om hans sag grundet sin tavshedspligt og kan derfor kun tale i generelle vendinger. Hun afviser, at patienter udskrives for tidligt. Og mener ikke, at hospitalet udskriver folk, fordi de har brug for pladserne til andre, der er endnu mere syge.

Der er siv fra stranden ved Helgenæs lagt på kisten.

Mandag den 4. september 2017 tager Linda Heide Ottosen til møde med de personer fra det psykiatriske hospital i Risskov, der udskrev Jonatan. Hun får at vide, at de er meget påvirkede af hans død, men at alle retningslinjer er blevet fulgt. De mener, at det var fagligt forsvarligt at udskrive Jonatan. De fortæller også, at det er et almindeligt vilkår, at de udskriver folk uden nogen til at tage imod i den anden ende.

Hun får udleveret en pose med ting, som han har efterladt på afdelingen.

I Regions Midtjyllands Psykiatriplan for 2017 står ”Mennesker med svær psykisk sygdom lever i gennemsnit 15-20 år mindre end befolkningen som helhed. Derfor er vores vision for det psykiatriske område i Region Midtjylland følgende: ”Bedre behandling og længere liv til flere med psykisk sygdom – på patientens præmisser”

I øjeblikket arbejder Linda Heide Ottosen og Mette Heide Becker på at opfylde Jonatans sidste ønske – at drage til Mount Everest og sprede hans aske..