Hvorfor druknede Jonatan?

Natten til søndag den 27. august 2017

Kapitel 1: Natteløberen

Han er i form. I mere end god form. Fødderne bevæger sig let hen over gruset. I timevis løber han, selv om det er nat. Men månen lyser. Det er nok for ham.

På Helgenæs føler han sig hjemme. Det har han altid gjort. Det var her, hans liv startede, da hans mor blev gravid for 25 år siden. Og det er her, hans liv om lidt vil slutte.

Om natten, mens han løber, sover hans mor, Linda Heide Ottosen, trygt inde i Aarhus. Hun har hjernerystelse efter en arbejdsskade og lider af migræne. Og af evig bekymring for ham.

Da de tidligere på dagen sad i bilen på vej ud til Djursland, gav hun ham en ny oplader til mobilen.

"Det er vigtigt, at jeg kan ringe til dig,” sagde hun insisterende: ”Jeg vil gerne vide, hvor du er, og hvad du laver.”

”Ja, ja, mor - jeg skal nok tage min medicin. Og jeg skal nok kun svømme langs kysten, hvis jeg bader,” svarede han.

De var kørt ud til Gomde - et buddhistisk meditationscenter - der ligger i Esby på Helgenæs. Et sted, som de begge holder af.

Han er buddhist og føler, at meditationen giver ham ro i kroppen. Ro til at styre de tanker, som han har kæmpet med i flere år.

I den tibetanske forskole forventes det, at man laver et særligt glidefald 111.111 gange. Det er et tegn på hengivelse, og det renser sindet.

Han har lavet over 111.111 glidefald på bare et år. Bukket sig ned på hug, lagt hænderne på jorden og gledet fremad til han ligger udstrakt på jorden.

Rejst sig og gentaget bevægelsen, indtil han havde røde mærker på knæ og i panden.

På Gomde blev der slået på gong gongen til årets sidste lørdagsmeditation, da de stod ud af bilen. De gav hinanden et knus.

Han lagde sin sovepose og sin rygsæk med løbetøjet og mobiltelefonen ind i en ledig køje i sovesalen.

Ved aftenstid, da alle havde spist, var han trukket i løbetøjet. Løbet hele natten. Og svømmet i havet for at køle sig ned.

Det har han gjort meget de seneste mange år. Taget løbetøjet på og bevæget sig ud under fri himmel for at skabe ro i kroppen. Nogle gange er minutter blevet til timer. Den ene fod er blevet sat foran den anden, indtil skosålerne i de grå kondisko var fulde af blod. Fordi tåneglene faldt af.

Nogle gange har hans mor måtte drage ud i skovene og lede efter ham, fordi han ikke kunne stoppe med løbe. Meldt til politiet, at han var forsvundet. Men hun har altid fundet ham. Eller politiet har.

Løbeskoene er også denne nat fulde af blod.

Men hvilken skade kan det gøre at svømme?

Når han er i vandet, føler han sig sat fri. Han føler sig helt sig selv.

Hans tanker opfordrer ham til at svømme videre.

Søndag den 27. august

Klokken er 11.40 søndag, da han vender tilbage til Gomde. Han sætter sig på en bænk og sludrer med en af de andre kursister, men har stadig glemt alt om sin mobiltelefon.

Uroen roterer stadig i Jonatans krop. Han får lyst til at bevæge sig igen. Det er nu mange timer siden, at han sidst har fået noget at spise eller drikke, men det tænker han ikke over.

Søndag eftermiddag ser en nabo Jonatan gå ned ad stien mod Esby Strand mod badebroen.

Det er sidste gang, at Jonatan Heide Becker er set i live.

Mandag den 28. august

Kapitel 2: Eftersøgningen

Det er mandag eftermiddag. Det er dagen efter, at Jonatan Heide Becker sidst trådte ud i havet. Solen skinner over Helgenæs. Der er drivende skyer, og vinden er svag. En midaldrende mand har parkeret bilen for tage sit fiskegrej med ned til Lusehage. Det er perfekt vejr til en fridag.

Fra p-pladsen går han mod vandet. Han leder efter en sti, der ikke er alt for stejl. Skubber gærdet til marken med køer op og går langs skrænten. En pludselig indskydelse får ham til at vælge en lille sti mod vandet i stedet for at fortsætte til Lushage.

Og dér … mellem to grønne sten ligger en dreng på maven i vandet med ansigtet nedad. Han er nøgen. Armene flyder over hovedet, og hænderne er åbne.

Den chokerede fisker ringer først 112 og bagefter til sin kone.

Mens de taler sammen, kommer bølgerne fra hurtigfærgen rullende ind og truer med at trække drengen med sig ud. Fiskeren løber ud i vandet og hiver drengen ind til land.

Den døde person har et armbåndsur om sit håndled. Trods havvand, og selv om drengen har ligget i brændingen, tikker uret stadig. Tiden er ikke gået i stå.

Jonatans mor, Linda Heide Ottosen befinder sig få kilometer derfra. Hun har ledt i timevis, men forgæves. Hun har ringet til politiet for at efterlyse sin søn, og hun har også ringet til det psykiatriske hospital i Risskov for at sige til dem, at deres vurdering var forkert. Det var en fejl at udskrive Jonatan.

Men Linda Heide Becker føler også selv, at hun har fejlet.

Hun burde have taget ham hjem. Han havde ikke selv et hjem, men hun havde stolet på lægernes ord om, at han sagtens kunne klare at være på egen hånd på Gomde. Hun havde været i syv sind. Men hun var træt og havde brug for ro på grund af sin hjernerystelse.

Derfor valgte hun for en gangs skyld at stole på andres vurdering i stedet for sin egen.

Telefonen ringer….

”Er din søn 20 år og har lyst hår?” spørger stemmen i røret.

Lindas hjerne fryser. ”Nej, min søn er ældre,” siger hun tøvende. Og kommer i tanke om, at Jonatan er så tynd, at han kan se yngre ud, end han er.

Damen i røret siger, at Linda skal blive, hvor hun er. Der er blevet fundet en ung mand, og politiets indsatsleder vil ringe til hende.

”Er han død?” spørger Linda.

Hun kan ikke få luft. Hendes mund er tør.

I sine 33 år i Østjyllands Politi har indsatsleder Frank Hovgesen prøvet lidt af hvert. Han er hårdhudet. Og alligevel ikke. Selv efter alle disse år påvirker det ham at se unge, der er døde. Han vender drengen rundt. En knægt på alder med Frank Hovgesens egne børn. Der er ingen usædvanlige skader. Han skaffer et billede af Jonatan Heide Becker, og der er ingen tvivl. Det ér ham.

Frank Hovgesen er ikke uvant med at møde psykiatriske patienter i sit arbejde. Når de er psykotiske og ikke vil indlægges eller har gjort forfærdelige ting.

Han ringer til Linda Heide Ottosen og beder hende møde ham på en grusvej ved stranden.

”Det er Jonatan. Han er død, og der er ingen grund til, at du skal identificere ham,” siger han, da de står overfor hinanden.

En politikvinde kører Linda Heide Ottosen hjem i hendes bil til Aarhus.

Linda ringer til sin datter, 23-årige Mette, der lige har fået fri fra arbejde, og bryder sammen hjemme i lejligheden.

Linda ringer også ud til afdelingen, hvor Jonatan blev udskrevet fra på det psykiatriske hospital i Risskov. Hun kan ikke lade være.

Hun får fat i en plejer og fortæller, at Jonatan er død. Druknet. Hun kender tilfældigvis plejeren fra Jonatans indlæggelser, og hun kan mærke, at han bliver ked af det.

”Jeg ved godt, at I har gjort det så godt, I kunne, men jeg ved også, at I er pressede på personale, og jeg ved, at det er svært at arbejde under de vilkår, men Jonatan var glad for at være hos jer,” siger hun i telefonen. Selv om det er en sandhed med modifikationer.

Mandag aften fyldes lejligheden af venner, familie og bekendte. Linda sms’er til Jonatans venner og fortæller, at hendes søn er død. Hun mærker, at der er flere, der omtaler Jonatans død som et selvmord. Det gør hende vred. Der står ikke et eneste sted i Jonatans journal, at han var selvmorderisk.

Han kunne ikke tage ansvar for sig selv og sine handlinger, men han var ikke selvmorderisk. Han var jo buddhist – og ved folk ikke, at det ville ødelægge hans reinkarnation?, tænker hun.

Og midt i al tankemylderet rammer en tanke hende som et slag i mellemgulvet:

At det virker nemmere for folk at tro, at Jonatan har valgt at slå sig selv ihjel, end det, hun mener, er sandheden: At den manglende hjælp til Jonatan slog ham ihjel. 

Samme aften går Linda, hendes søster og datteren Mette ned til kapellet på sygehuset på Nørrebrogade i Aarhus og beder en buddhistisk bøn over Jonatan.

Hans armbåndsur går stadig.

Kapitel 3: Jeg er Jonatan

Hvem var han – den 25-årige mand, der mandag den 28. august skyllede i land ved Helgenæs?

”Hvis Jonatan havde levet under besættelsen, ville han have givet alle sine rationeringsmærker væk til nogen, der trængte mere end han selv gjorde,” siger Lasse Thomsen, der var ven med Jonatan. Alle andre, der kendte ham, fortæller lignende historier.

Der er en Jonatan Heide Becker før og efter 7. klasse. Som barn er han mild og venlig. Sørger altid for at lillesøster Mette har det godt. I skolen har han mange kammerater og er hurtig til at læse og regne.

Alligevel er der noget ved hans adfærd, som vækker bekymring.

I 2. klasse bliver Jonatan undersøgt. Børnepsykiatrisk Center slår fast, at han er et barn med overbliksvanskeligheder.

”Han var lidt forvirrende for dem, da han umiddelbart virkede som et barn på 12, fordi han var så sprogligt velbegavet. Men samtidig havde han et overblik som et treårigt barn, så det hang ikke rigtigt sammen,” husker hans mor, Linda.

På trods af sine overbliksvanskeligheder klarer Jonatan sig fortsat fint, men i 7. klasse begynder noget at gå skævt. Han trækker sig mere og mere ind i sig selv

Linda Heide Ottosen og ægtemanden Uffe Becker er blevet skilt, og Jonatan opsøger i stigende grad sin far, der er maler og arbejder på skæve tidspunkter af døgnet til den buldrende lyd fra fjernsynet.

Jonatan lukker sig inde på et lille værelse, spiller computerspil og får ikke færdiggjort de sidste tre år i folkeskolen.

Han bliver diagnosticeret med ADD og social angst.

Mens årene går, render hans mor, Linda, forgæves systemet på dørene. Til sidst skriver hun i desperation direkte til formanden for Aarhus Kommunes børne - og udvalg og får omsider hjælp i form af en stor varm pædagog.

Han lirker døren til Jonatans værelse op - stikker hovedet ind igennem dørsprækken og siger:

”Jeg ved godt, at jeg ikke er pæn. Men jeg er rar!” Lukker døren og går igen.

De korte besøg, hvor pædagogen banker på og langsomt bliver lukket ind i Jonatans liv, bliver længere og længere. Den dag, det lykkes ham at lokke Jonatan med ud på en gåtur i dagslys, ånder både Uffe og Linda lettet op.

Jonatan kommer på en socialpsykiatrisk behandlingsinstitution for unge.

Her tager han sin 9. klasse med udmærkede karakterer på trods af sine mange års fravær fra skolen. Han maler. Og får en ven for livet.

Hans Juhani Pedersen er pædagog og arbejder på Jonatans institution.

De kan begge lide at løbe – og Hans Juhani Pedersen bliver hurtigt knyttet til den lyshårede, alt for høflige og omsorgsfulde dreng.

”Jeg kan ikke helt forklare hvorfor. Jeg har de sidste mange år arbejdet et væld af steder – både i psykiatrien og på bosteder, og Jonatan er den eneste, jeg har taget med ind i mit liv.”

”Jeg tænker tit på, at Jonatan er den fyr, jeg har kendt, der har været mest igennem diagnose-karrusellen.

Han havde social fobi, men ikke alle de andre diagnoser. De ændrede sig hele tiden, mens han blev stopfordret med alle den slags afhængighedsskabende piller, som går for gode penge nede i Mølleparken.”

Hans Juhani Pedersen, pædagog

I 2013 er Jonatan veltrænet og har smidt sin medicin - i Hans Juhani Pedersens optik en succeshistorie for bostedet. De løber et marathon sammen i Berlin.

”Han var sådan en, hvor man tænkte, at han ville få et godt liv. Med et job og en familie. Total solstrålehistorie for os – vi gik og sagde til hinanden: Det er en god historie med ham Jonatan.”

Jonatan er begyndt at dyrke buddhismen og kommer en del på meditationscenteret Gomde på Helgenæs, hvor han også møder Lasse Thomsen.

De to bliver venner, og da Lasse nogle år senere rejser til Nepal, tager Jonatan med.

Men da vejene skilles for de to venner, går det galt.

Jonatan skal videre til Indien for at fortsætte rejsen med sin lillesøster og er i et par dage overladt til sig selv.

Han møder en mand, der tager stoffer, og som fortæller, at de hjælper ham med at se Gud. Jonatan lader sig lokke, og da han få dage senere møder sin søster, er alt forandret.

Tilbage i Danmark ryger Jonatan ud i et frit fald. Han dyrker stadig sin buddhisme og kommer på det buddhistiske center på Helgenæs. Men noget er helt forandret

Jonatan bliver en svingdørspatient med diagnosen bipolar på psykiatrisk afdeling. Han bliver indlagt igen og igen og udskrevet gang på gang uden at være rask.

Indimellem bor han hjemme hos sin mor, der bruger det meste af sin fritid på at passe på sin søn, lede efter ham eller efterlyse ham, når han igen er forsvundet på en løbetur.

I det meste af 2017 har Jonatan Heide Becker været indlagt i perioder på det psykiatriske hospital i Risskov.

I hans journal skriver lægerne i slutningen af juni:

”Psykotisk, svær katatonisk, kan ikke sidde men står på et ben, spiser nedsat grundet hallucinationer, har svært ved at gå på toilettet og laver afføring i gården. Styret formodentlig af stemmer. Ses talende med sig selv. Kan ikke tage medicin. Kan løbe i mange timer med skade på fødder, vekslende at stå stille i mange timer i træk. Hans helbred kan tage varig skade.”

Denne sommer - kort før sin død - får Jonatan endnu en diagnose af lægerne. Skizoaffektiv psykose. Men da hans mor vil tale med ham om det, nægter han.

”Jeg er ikke en sygdom. Jeg er Jonatan!”, siger han.

Den 18. juli 2017 har Jonatan været indlagt halvanden måned på det psykiatriske hospital i Risskov.

Han er ikke god til at overholde tidsfristerne på sine udgange. Men denne dag får han lov til at gå en halv time uden ledsager, men sammen med vennen Sørn Strand-Jensen, der også er indlagt.

Jonatan foreslår, at de skal svømme, men Sørn vil ikke og sætter sig på en bænk.

Jonatan lægger sit tøj og går i vandet. Han kan bedst lide at bade nøgen. Sørn kigger ned på sin mobil, og da han lidt efter ser op, kan han ikke længere se sin ven.

Sørn bliver panisk, men heldigvis kommer en mand med en kikkert tilfældigt forbi. De får øje på Jonatan en halv kilometer ude i bugten. De råber til ham, så højt de kan, at han skal vende om. Men Jonatan er alt for langt ude og hører det ikke.

Sørn ringer 112, og Østjyllands Brandvæsen sender vogne afsted til stranden.

Redningsfolkene mener, at det er bedst at hente ham ind og sætter derfor en gummibåd i vandet. De kalder på ham, men Jonatan reagerer stadig ikke på råbene.

Med sig i gummibåden har redningsfolkene en megafon, som de bruger. Først da vender Jonatan om. De hiver ham op i båden. Da han kommer i land, har Sørn lyst til at sige noget. Han gør det ikke. Han ser bare bekymret på Jonatans blå læber. Kroppen ryster.

Kapitel 5: Udskrevet til gaden

Linda Heide Ottosen sidder i sit køkken. Hun sover dårligt om natten.

En tanke holder hende vågen.

”Det er min skyld, at Jonatan døde. Jeg burde have taget ham hjem, selv om jeg ikke selv var rask.”

Ti dage før Jonatan Heide Becker bliver udskrevet, er der møde mellem det psykiatriske hospital i Risskov og Aarhus Kommunes Center for Myndighed.

Det er Center for Myndigheds ansvar at sørge for, at patienter som Jonatan, der ikke har en bolig selv og er færdigbehandlet, kommer i det rette tilbud.

Af notatet fremgår det, at Jonatan skal tilbydes plads på Haslekollegiet. En kollegiegang med andre psykisk syge unge og med en pædagogisk dagvagt.

Men lige nu har Haslekollegiet ikke plads. Alligevel fastholder hospitalet, at patienten skal udskrives, som det fremgår af journalen:

”Vi taler om, at vi ikke kan beholde ham her, og at moren ikke kan have ham boende, hvorfor han kunne tilbydes forsorgshjem, som dog ville indebære yderligere fald i funktionsniveau – men han har også nævnt buddhistisk center på Djursland.”

”Der er ingen tvivl om, at det ser mystisk ud, at de opfordrer ham til at tage ud til det sted i Djursland. De har vurderet, at han ikke er farlig eller selvmordstruet. De ved godt, at han ikke kan være derude. De ved også godt, at man ikke bør udskrive folk til gaden – selv om at det ser vi desværre ofte,”

siger formand for Sind, Knud Kristensen.

”Det her er jo en udskrivning til gaden. Der er endda fokus i journalen på, om han vil tage sin medicin eller ej. Der må man jo tage sig til hovedet. Hvorfor lader man sådan en ung fyr falde mellem stolene? Hvorfor er hans liv ikke mere værd?

Svaret er, at der står mange andre uden for døren, der har det endnu værre, og som venter på at komme ind,”

siger Knud Kristensen.

Dermed bliver Jonatan Heide Becker en af de psykiatriske patienter, der udskrives til gaden.

Der er ingen til at hjælpe, og ingen holder øje med, om han tager sin medicin eller ej. Og han er langt fra den eneste, lyder det fra en af de overlæger, der til daglig har patienternes liv mellem hænderne.

Peter Møller Andersen og en række andre læger på psykiatrisk hospital i Risskov har - i protest mod de økonomiske rammer - stiftet partiet Psykiatrilisten. Partiet stiller op til regionsrådsvalget i november 2017.

”Omkring 30 pct. af patienterne udskrives til gaden, fordi vi har for få sengepladser, og fordi kommunen ikke har bosteder nok. Der er en voldgrav mellem det psykiatriske hospital og Aarhus Kommune.

Det betyder, at rigtig mange af de patienter, der bliver udskrevet, ender med at blive forældrenes ansvar – og så er vi ikke er en pind bedre end Uganda.”

Peter Møller Andersen, overlæge, repræsentant, Psykiatrilisten

Men hvem har ansvaret for, at der mangler bosteder, så psykiatriske patienter, som Jonatan, bliver udskrevet til gaden?

Centerchef Ditte Sachse Dupont fra Aarhus Kommunes Center for Myndighed oplyser, at der ikke er afsat kommunal økonomi til at have eksempelvis to pladser stående ledige til akutte situationer. Og i øjeblikket er alle bosteder og såkaldte tryghedshoteller samt de steder uden for kommunen, hvor de ellers kan tilkøbe sig pladser, fuldt belagt.

”Jeg kan ikke sige noget om den konkrete sag. Jeg kan bare sige, at vi nogle gange oplever, at vi ikke får besked, før folk er udskrevet. Og ja, vi kunne godt bruge flere pladser, men først og fremmest handler det i mine øjne om, at folk ikke skal udskrives, før de er raske nok...”

Tilbage i køkkenet i Finsensgade er Linda Heide Ottosen faldet i staver. På bordet foran hende ligger billeder af Jonatan.

Når han havde det godt, drømte han om at blive sosu-assistent og hjælpe andre samt at rejse til Nepal og bestige Mount Everest.

Når han havde det skidt, måtte Linda Heide Becker låse døren indefra i lejligheden, så han ikke kunne løbe om natten.

Linda Heide Ottosen forstår ikke, at hospitalet, ifølge hans journal, foreslår Jonatan at tage på Gomde. Det gør Gomdes direktør, Kathrine Olldag, heller ikke.

Hun blev ringet op af en læge, der ikke præsenterede sig ved navn, kort før Jonantan blev udskrevet.

”Jeg sagde, at Jonatan som udgangspunkt var velkommen, hvis han kunne tage vare på sig selv og ikke var til gene for andre. Dog ikke i de kommende måneder, da vi lukker ned for vinteren. Vi måtte se på det igen til foråret, når vi genåbnede, hvis han havde det godt.

Derfor var jeg ærlig talt meget overrasket over, at han dukkede op på Gomde. Jeg synes, at jeg var klar i mælet,”

fortæller Kathrine Olldag.

På den øverste etage nede ad en lang gang på det psykiatriske hospital i Risskov sidder den ledende overlæge Merete Bysted. Hun har ansvaret for P2, som var det afsnit, hvor Jonatan Heide Becker var indlagt.

Hun må ikke tale om hans sag grundet sin tavshedspligt og kan derfor kun tale i generelle vendinger.

Hun afviser, at patienter udskrives for tidligt. Og mener ikke, at hospitalet udskriver folk, fordi de har brug for pladserne til andre, der er endnu mere syge.

Men hvorfor vælger et hospital at sende en ung mand, med hang til at løbe i timevis og ikke tage sin medicin, ud til et buddhistisk center på Helgenæs - uden nogen i den anden ende til at tage imod ham?

”Jeg kan ikke svare på den konkrete sag. Jeg kan bare sige, at vi gør vores bedste. At vi først udskriver folk, når de er færdigbehandlede.”

Hun kritiserer i stedet Aarhus Kommune for ikke at have nok egnede botilbud stående klar til færdigbehandlede patienter: ”Vi oplever, at Aarhus Kommune ikke lever op til sine forpligtelser. Hvis man er ældre og lider af demens, får man en plads et godt sted i løbet af få dage, men er der tale om en psykisk syg, kan der gå halve år, før man får et bosted og måneder, før man ser sin kommunale bo-støtte i sit hjem. Det er ikke rimeligt,” siger Merete Bysted.

Det er ikke lykkedes TV2 ØSTJYLLAND at få Aarhus Kommune til at oplyse ventetiderne på bosteder, men når kommunen ikke har en plads ledig, vælger den nogle gange at betale regionen for at opbevare den færdigbehandlede patient. Og det har Aarhus Kommune valgt at gøre i stigende grad de senere år.

Et notat viser, at kommunens udgifter til færdigbehandlede patienter i 2017 forventes at ende på 5,853 millioner kroner. Det betyder, at færdigbehandlede patienter optager sengepladser, som andre ellers har kunne bruge.

Kapitel 6: Farvel

Den 9. september 2017 bliver Jonatan Heide Becker begravet fra Risskov Kirke. Samme kirke, hvor han for 25 år siden blev døbt.

Der er siv fra stranden ved Helgenæs lagt på kisten.

Kapitel 7: Posen

Mandag den 4. september 2017 tager Linda Heide Ottosen til møde med de personer fra det psykiatriske hospital i Risskov, der udskrev Jonatan.

Hun får at vide, at de er meget påvirkede af hans død, men at alle retningslinjer er blevet fulgt. De mener, at det var fagligt forsvarligt at udskrive Jonatan. De fortæller også, at det er et almindeligt vilkår, at de udskriver folk uden nogen til at tage imod i den anden ende.

Hun får udleveret en pose med ting, som han har efterladt på afdelingen.

Kapitel 8: Epilog

I Regions Midtjyllands Psykiatriplan for 2017 står

”Mennesker med svær psykisk sygdom lever i gennemsnit 15-20 år mindre end befolkningen som helhed.

Derfor er vores vision for det psykiatriske område i Region Midtjylland følgende: ”Bedre behandling og længere liv til flere med psykisk sygdom – på patientens præmisser”

I øjeblikket arbejder Linda Heide Ottosen og Mette Heide Becker på at opfylde Jonatans sidste ønske – at drage til Mount Everest og sprede hans aske..

Credits

Privatbilleder Mette Heide Becker & Linda Heide Ottosen

Øvrige billeder/video TV2 ØSTJYLLAND & Øxenholt foto

Tilrettelægger/manus Jamilla Sophie Alvi

Foto/film Pelle Bank

Udvikling/design Kristine Helms

Redaktør Marlene Boel

Udpluk fra Jonatan Heide Beckers patientjournal fra hans indlæggelse i 2017 på det psykiatriske hospital i Risskov:

15. juni 2017

Jonatan indlægges. I journalen beskrives han som værende psykotisk og svær kataton. Styret af stemmer. Kan ikke tage medicin. Løber i mange timer med skade på fødder. Hans helbred kan tage varig skade. Tvangstilbageholdes. Svært ved at gå på toilettet.

30. juni 2017

Psykolog skriver i journalen, at da Jonatan gentagne gange har modsat sig medicin vurderes det tvivlsomt, at han vil følge en tabletbehandling efter udskrivelse – der lægges op til depotbehandling. Det modsætter Jonatan sig.

12.juli 2017

Ifm en psykiatrikonference om Jonatan står i journalen: ”Haslekollegiet vil være et godt sted, da han vil have det bedre ved udskrivelse end nu. Det vurderes, at det vil være en god idé at få pladsen, inden udskrivelse, så han kan komme på besøg og flytte sin ting.”

18 juli 2017

”Under en uledsaget udgang på en halv time svømmer Jonatan så langt ud fra Risskov Strand, at hans kammerat ikke længere kan se ham og føler sig nødsaget til at ringe 112. Aarhus Brandvæsen henter ham i en båd.”

24 juli 2017

”Moder afleverer J’s løbesko. Den ene er fyldt med blodspor.”

16 august 2017

Center for Myndighed kommer til samtale. Der er enighed om Haslekollegiet, men der skal afventes plads. ”Vi taler om at vi ikke kan beholde ham her, og at moren ikke kan have ham boende, hvorfor han kunne tilbydes forsorgshjem, som dog ville indebære yderligere fald i funktionsniveau – men han har også nævnt buddhistisk center på Djursland.”

17 August 2017

”Mor er sygemeldt. Hun håber, at J kan nå at få et bosted inden udskrivelse og ikke et forsorgshjem pga tidligere misbrug. Hun gentager, at hun har gjort opmærksom på, at der er brug for et bosted med nattevagt, da han på tidligere bosteder har løbet om natten (Halsekollegiet har ikke nattevagt, red.)”

18 august 2017

Han forklares, der ikke er plads til ham lige nu på Hasle-kollegiet. De anbefaler ham det buddhistiske center frem for forsorgshjem.

20 august 2017

”mor ringer for at sige, at det buddhistiske center ikke er en mulighed, da han er smidt ud derfra ’ fordi han siger mærkelige ting og spiser al deres mad. Hun mener at han skal have en akutplads.”

23 august 2017

”Der er taget kontakt til buddhistcenteret, der oplyser, at de lukker om efteråret og vinter. Kan derfor ikke være en mulighed for patient at komme der efter udskrivelse. Der skal ringes til mor for at høre, om han kan være der eller om pt skal være på forsorgshjem.”

24. august

”patient er informeret om at det buddhistiske center lukker 1/9 og det derfor ikke er muligt at komme derud efter udskrivelse. J stiller sig uforstående over for dette og er opfordret til selv at ringe til dem.”

25. august 2017

”Mor ringer og beskriver sin bekymring for udskrivelse og Jonatans ambivalens ift medicinindtag. Hun er bekymret for, at han stopper lige efter udskrivelse. Jonatan ønske selv at blive udskrevet, hvorfor denne aftale fastholdes. Jonatan kan gå uden samtale, da han er afsluttet ved psykologen.”

25 august 2017

J har opholdt sig i sengen hel vagten. Er afvisende i kontakten

26. August 2017

”Udviser glæde over udskrivelse. Fortæller, at han har ringet til apoteket for at sikre at de har den medicin, han skal bruge. Vil tage på apotek med moder. Bliver afhentet af moder kl 11 og vil med denne køre til buddhistisk center, hvor Jonatan vil opholde sig det næste stykke tid. Endnu en gang mindet om vigtigheden i medicinindtag efter udskrivelse.”

….. 48 timer efter er han død.